De kasteløse

Kommentar i Weekendavisen den 18. december 2009.

Kommentar. Selvudgiverne ligger underst i det danske forfatter- og forlagshieraki.

Hvert år udkommer der mange flere bøger, end aviser, radio og tv har tid, plads og energi til at anmelde eller omtale. Hvis der udkommer ca. 10.000 nye titler, er det vel under en tiendedel af dem, der kan regne med en nogenlunde dækkende presseomtale. Hvis man hedder f.eks. Naja Marie Aidt behøver man ikke at frygte for at blive overset (jeg har selv interviewet hende til både radio og tv, og hun er også blandt de nominerede til Weekendavisens Litteraturpris), men mange andre forfattere må vente forgæves på opmærksomhed. Det gælder også forfattere på etablerede forlag, men især forfattere, der er deres egen forlægger. Det er der en god grund til.

Danskerne skriver som aldrig før, og sært nok har demokratiseringen af ytringsfriheden i form at fri adgang til at blogge og publicere litteratur gratis på nettet, ikke lagt nogen dæmper på vores trang til at udkomme i bogform – tværtimod. Aldrig før har der været så stort kundetilgang hos on demand-forlagene, som trykker hvad som helst for hvem som helst, bare kunden (altså forfatteren) betaler regningen.

On demand er altså normalt forlæggeri på vrangen, og så alligevel ikke. For hvis man som on demand-forfatter kan sælge sin bog uden om de normale distributions- og salgsled, som normalt tager deres del af kagen, ja så kan man jo stikke fortjensten direkte i egen lomme.

Men når man er sin egen forlægger, risikerer man nemt at blive komplet overset. Man sender sin bog til anmeldelse på redaktionerne, men støder panden mod en mur af fordomme – og det er ofte fordomme, der er aldeles velbegrundede. Der er jo en grund til, at man udkommer på såkaldt eget forlag. Og den grund er, at man i ni ud af ti tilfælde har fået afslag på sit manuskript på de etablerede forlag. Bogen fremstår som det, den er: en vandrepokal, som alle har sendt videre. Derfor er bogen hverken antaget eller redigeret, men udgivet af forfatteren selv. Der mangler med andre ord en selektion, som gør den troværdig – og dermed værdig til at blive anmeldt.

De danske forfattere, der vælger at være deres egne forlæggere, ville naturligvis helst udkomme på et anstændigt forlag. Når de ofte argumenterer for fordelene ved at udgive sig selv, er det at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Hvem ville ikke hellere have en trane på ryggen og slippe for at styre produktion, distribution osv.? Kan godt være at der er muligheder for at tjene mere uden at skulle dele procenter med forlag og boghandlere, men det kræver at der bliver udsolgt, og mens nogle entreprenante typer retfærdigvis synes at dét er en udfordring, vil de fleste naturligvis hellere have den litterære anerkendelse, der ligger i at blive antaget af en rigtig forlagsredaktør.

Problemet er, at den logiske fordom og vanetænkning hos os kritikere og formidlere oftest skaber et refleks-fravalg, og vi får derfor ikke underkastet selvudgivelserne en faglig vurdering. Gad vide, hvad vi overser? Gad vide om bøgernes ofte lidt skrabede og uprofessionelle udtryk ikke kan gemme på positive overraskelser? Naturligvis kan de det. Tænk bare på de sande historier om forfattere, der gik forgæves fra forlag til forlag med deres håbløse historier om Pippi Langstrømpe og Harry Potter. Jo, forlæggere tager også fejl, når de giver afslag.

Der er et naturligt forlagshieraki i Danmark. Øverst er de etablerede koncerner med Gyldendal som den mest magtfulde. Derefter kommer de væsentligt mindre, men etablerede og anerkendte forlag, herunder nogle bemærkelsesværdigt små forlag, drevet af umiskendelige forlæggerprofiler. Efter dem følger en herlig, broget og stærkt sprudlende underskov af diminutive ildsjælsforlag, der er eksperter i nichelitteratur og sære eksperimenter. Og til sidst kommer så de kasteløse, de selvudgivende forfattere, der befinder sig i et litterært limbo, hvor deres romaner, noveller og digte (her ser jeg bort fra alle hobbbybogsforfatterne) ikke bliver taget seriøst.

Selvudgiverne skal ikke bare finansiere deres egen bog. De skal også ofte selv stå for distribution, markedsføring og salg, og hvilken boghandler gider gøre en indsats for en hjemmeforlæggers bog, når der hverken er udsigt til anmeldelser eller anden omtale i medierne? Nogen selvudgivere er bedøvende ligeglade, for de ønsker bare at få et lille oplag som de kan dele ud til familie og venner. Andre tror at de kan bryde igennem muren, selvom de har fået afslag fra de etablerede. Jeg er ked af at sige det, men historien viser, at det er naivt.

Ingen medier interviewer selvudgiverne, ingen anmelder dem og ingen forsker i, hvad det er de skriver, selvom det nok kan være litteratursociologisk interessant. Min egen stikprøvelæsning har indtil videre tiltrådt forlagenes afslag. Men det betyder jo ikke, at der blandt selvudgiverne ikke også er litterært interessante bøger. Mit nytårsfortsæt er derfor at være mindre fordomsfuld og mere åben overfor de bøger, der frister en tilværelse nederst i hierakiet.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.