Afvisning af de afviste

Kommentar i Weekendavisen den 14. august 2009.

Efter Brorson. Birthe Rønn Hornbech må bevise at Nuri al-Maliki lyver, når han siger at der ikke findes en hjemsendelsesaftale.

At de afviste irakiske asylansøgere i Brosons Kirke ikke kunne presse regeringen til at genoptage deres sager, give humanitær opholdstilladelse en masse eller lave en særlov, har hele tiden stået klart. Derfor kommer den uskønne politiaktion natten til torsdag heller ikke som noget chok, det var – som dengang med Ungdomshuset – blot et spørgsmål om tid. Til gengæld efterlader anholdelsen af 19 unge mænd i kirken et ekstemt vigtigt spørgsmål om Danmarks aftale med Irak om hjemsendelse af de afviste.

Afviste asylsøgere skal hjem, basta. Det mener både borgerlige politikere og humanitære organisationr. På den anden side viser al historisk erfaring, at det af og til kan være svært at gennemføre udsendelser på grund af sikkerhedsproblemer eller fordi fremmede stater nægter at tage imod deres egne borgere. Da det ifølge FN’s flygtningekonvention er forbudt at hjemsende asylsøgere til risiko for forfølgelse, er det derfor nødvendigt at have stabile aftaler for hjemsendelse, eller i sidste ende at give en form for midlertidig opholdstilladelse. Derfor sætter anholdelsen af de irakiske mænd spørgsmålet om hjemsendelsesaftalen mellem Danmark og Irak på spidsen.

Birthe Rønn Hornbech har lige siden kirkebesættelsen i maj sagt, at hun har en hjemsendelsesaftale med den irakiske regering. Men ifølge flere medier offentliggjorde Iraks premierminister Nuri al-Maliki så sent som onsdag – altså dagen før politiaktionen i kirken – en erklæring på sin hjemmeside, hvor han afviste at have en aftale med Danmark om modtagelse af de afviste asylansøgere: “Der findes ikke sådanne aftaler. Vi har meddelt, at vi afviser at tage imod én eneste af dem, hvis de bliver tvangshjemsendt til os.”

Birthe Rønn Hornbech og Nuri al-Maliki kan naturligvis ikke begge have ret på samme tid. Det meget simple spørgsmål, som offentligheden derfor nu har krav på at få besvaret – uanset om man mener at asylsagerne skal ud eller om man mener at de skal blive – er helt simpelt: Har den danske regering har en ordentlig hjemsendelsesaftale med de irakiske myndigheder?

Den 12. juni sagde integrationsministeren ifølge DR Nyheder, at hun har en skriftlig aftale med Irak. Men hvordan kan der foreligge en aftale, når Iraks premierminister hævder, at hans land tværtimod har meddelt Danmark, at de tvangshjemsendte vil blive afvist ved grænsen? Irak er som bekendt ikke nogen stabil stat, og måske har Danmark en aftale om hjemsendelse på lokalt plan. Men under ingen omstændigheder kan vi leve med, at afvisningen af de afviste vil gøre en gruppe mennesker til kastebolde mellem de to lande, og Birthe Rønn Hornbech bør med derfor offentliggøre aftalens detaljer, så det er Nuri al-Maliki, der har et forklaringsproblem, og ikke hende.

Torsdag morgen udsendte integrationsministeren en pressemeddelelse, hvor hun beklagede, at de 19 irakere ikke har fulgt Udlændingeservices henstillinger om at forlade landet:

“Da Danmark fik en aftale med Irak appellerede jeg igen og igen til de afviste asylsøgere gennem medierne for at få dem til at rejse hjem frivilligt, og jeg gjorde gældende, at de ved tvangsmæssig hjemsendelse ikke kunne få indflydelse på deres egen situation,” skrev ministeren.

Og hun har en pointe. Når man ikke medvirker frivilligt til sin egen afrejse, må myndighederne tage magtmidler i brug. Til gengæld har der blandt de afviste og i offentligheden hele tiden været tvivl om aftalens indhold og konsekvenser, en tvivl som nu blot er blevet forstærket af Nuri al-Maliki. Derfor burde den danske regering tidligere have informeret om aftalens detaljer, ligesom den nu er nødt til at bevise, at det er Irak, der lyver. Det kan altså kun gøres ved at lægge aftales fulde ordlyd på bordet, så den danske offentlighed kan diskutere vilkårene for udsendelse af de afviste, hvoraf flere har boet her i ti år. Dansk Folkeparti ønsker ganske vist, at hjemsendelsesaftaler skal holdes hemmelige for asylsøgere og offentligheden indtil Rigspolitiet har styr på de udviste. Målet er at undgå fremtidige kirkebesættelser. Men hemmelige aftaler øger kun utrygheden, og der er tværtimod behov for det modsatte.

Hjemsendelsen af de afviste irakere er ikke bare et spørgsmål om principper, det er et spørgsmål om prestige. Danmarks asylpolitiske strammerkurs – det som med regeringens eget mantra hedder en “fast og fair” udlændingepolitik – vil få nogle brutale skrammer, hvis den ikke kan gennemføres til punkt og prikke.

Dels vil regeringen se svag og handlingslammet ud, dels vil det skade forholdet til Dansk Folkeparti, der ønsker de afviste ud for enhver pris. Og i en asylpolitisk krise, er Pia Kjærsgaard & Co. som bekendt ikke sjove at have som uvenner, og da slet ikke i en tid, hvor der er brug for borgerligt sammenhold imod en fremstormende rød blok, der i denne uge fik hele 90 mandater i en meningsmåling. Derfor kan anholdelsen af de 19 unge mænd vise sig at være den hårde optakt til en blødere landing, hvor nogle af de øvrige asylsøgere får midlertidige opholdstilladelser. Uklarheden om hjemsendelsesaftalens eksistens taler for det.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.