”Forbandet. Forbandet…”

Anmeldelse i Weekendavisen den 4. juni 2009.

Selvbiografi. Peer Hultberg efterlod et manuskript, hvor han bortdømmer sin far som ond, dum og kynisk. Dansk litteratur har næppe set noget lignende.

Peer Hultbergs efterladte manuskripter kaster et ubarmhjertigt lys over den sensible og talentfulde drengs opvækst blandt voksne, der manglede enhver sans for kærlighed og omsorg. Jeg tror ikke at den danske litteratur tidligere har ejet så sorgfulde og lidende erindringsstykker.

Peer Hultberg var adoptivbarn, og mens Selvbiografi er et kompromisløst opgør med forældrene, er Brev et behjertet forsøg på at komme overens med moren, der nok havde de rigtige følelser, men manglede det menneskelige talent. Faren er der til gengæld intet forsonende at sige om. Landsdommeren i Viborg var en gennemført usympatisk person, et monster uden menneskesans: ”Hvor var han dog et ækelt individ. Det er et udtryk der igen og igen kommer tilbage til mig. Tænke sig, jeg har intet godt overhovedet at sige om min far.”
Et andet sted hedder det: “Skammen over min far var værre end skammen over min mor. Min mor var bare lidt dum men hun var sød og kærlig, min far var bare dum og brovtende.”

Ja, det er ikke ordet. Da Peer Hultbergs adoptivsøster Karin er dødsyg og indlagt i København, forlanger faren, at moren kommer tilbage til Viborg for at være hos ham, ikke hos sit døende barn. Og gang på gang sukker Hultberg:

”Hvor blev jeg dog svigtet af mine forældre i min barndom.”

”Hvor jeg dog hungrede efter intelligens i min barndom, varm følende intelligens.”

”Hvor jeg hadede hendes dumhed og hendes underkastelse under min far. Og hvor jeg hadede dem begge. Jeg husker mine fantasier da jeg vel var en fjorten-femten år, at der ville komme voldsmænd ind i hjemmet, og de ville blodigt hugge dem begge ned for fode, og det i min fars herreværelse, begge to og i blod, og jeg blev så forskrækket over mine egne fantasier at jeg ændrede dem til at de af en eller anden årsag tog på en tur til Brasilien og blev dræbt der…”

Og som om det ikke skulle være nok, konstaterer han senere: ”Ja, for jeg var jo uønsket. Jeg var jo hadet.” Det præger ham dybt, at han er blevet afleveret som spæd, hvorefter hans forældre ”køber” ham.

Som voksen analyserer han sin egen tendes til depression:

”Jeg har ingen existensret. Og det er jo det det hele drejser sig om. Jeg har ingen ret til at existere. Og det er den grundfølelse der har ledsaget mig hele mit liv (…) Uønsket, virkelig uønsket. Uden existensberettigelse. Ikke alene uønset. Forbandet. Forbandet ikke alene den dag jeg blev født, forbandet den dag jeg blev undfanget. Forbandet. Forbandet. Og så overgivet til diakonisser.”

Så dyb er Peer Hultbergs krise, at han nærmest længes efter at være aborteret i stedet for adopteret. Eller dødfødt: ”Men ikke engang dødfødt kunne jeg gøre min mor den glæde at være. Jeg måtte leve. Jeg levede. Jeg kæmpede for min ret til at leve fra det øjeblik jeg var avlet, gennem min fødsel og videre. Om så dog diakonisserne kunne have kvalt ham, men han levede.”

Ja, han levede, og han led, og han skrev – ikke kun som den kunstner han var, men også som jungiansk psykoanalytiker. Peer Hultberg konfronterer i Selvbiografi barndommens desperate ensomhed, han erindrer på kanten af depression, og påtager sig både rollen som anklager og dommer overfor sine forældre. I Brev konfronterer han sin mor med hendes svigt, men rækker samtidig hånden frem. Hun var sådan set god nok, men ude af stand til at levere den ægte omsorg, drengen havde brug for. Hun fremstillede sig selv som den altvidende mor, der kan se ind i sit barns inderste – men i virkeligheden var det lige omvendt: Peer gennemskuede hende som en upålidelig sladretante, som han var intellektuelt overlegen i en alder af fem.

Selvbiografi og Brev sætter sin læser skakmat af flere grunde. For det første fordi det er velskrevet (selv)portrætkunst på meget højt niveau. For det andet fordi det er det definitive slutkapitlet i en gennemført kontrolleret selvfremstilling. For det tredje fordi Peer Hultberg ikke giver os mulighed for at stille ham spørgsmål. Og for det fjerde fordi faderportrættets grovhed er så radikalt og uden sidestykke i moderne dansk litteratur. Det er klart, at disse bøger først skulle frigives efter Peer Hultbergs død.

Peer Hultberg: Selvbiografi, 365 sider. Brev, 83 sider. 349,95 kr. for begge bind, sælges kun samlet. Lindhardt & Ringhof.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.