Kommentar i Weekendavisen den 6. februar 2009.
Kommentar. Skal vi ikke glæde os over, at kunst og kultur bliver ved med at provokere?
Salman Rushdies De Sataniske Vers, Theo Van Goghs og Ayaan Hirsi Alis Submission og Jyllands-Postens tolv tegninger af Muhammed, udgør som bekendt en trio af udtryk, der fik rettroende muslimer til at undsige al demokratisk børnelærdom om kunstens og pressen frie ret til at ytre sig, og man behøver ikke at være profet for at forudse, at vi ikke har set den sidste konflikt med den arabiske verden, når det kommer til spørgsmål om religionskritik, satire m.m.
Men mens vi venter på den næste konfrontation – og gid vi må vente længe – er der grund til at bemærke, hvor hyppigt folk reagerer på kritisk kunst og kultur som sarte og sårbare mimoser, der føler deres tro, nation, identitet og ære eller moralske integritet truet.
I denne uge kom f.eks. historien om skolelederen Robert Kirby fra Michigan, USA, der har besluttet at låse samtlige eksemplarer af den norske forfatter Åsne Seierstads Boghandleren i Kabul inde i et skab på lærerværelset. Sagen er – ifølge flere medier – at bogen indeholder en detaljeret scene, hvor to kvinder har sex med et æsel.
Det mener skolelederen ikke at unge mennesker skal læse, og han har altså henvist bogen til den reol, hvor alle de andre samfundsnedbrydende og moralsk fordærvede bøger er sat i skammekrogen (og det er ikke så få). Æselsex? vil nogen måske spørge… Ja, Åsne Seierstad genfortæller ganske rigtigt en persisk anekdote fra 1200 tallet af selveste Jalaluddin Rumi, den store sunni-muslimske jurist, teolog og digter. Men det kan sart skoleungdom i USA naturligvis ikke tåle at høre i 2009.
Få dage før røret om Åsne Seierstad kunne man læse, at Danny Boyles stærkt prisbelønnede film Slumdog Millionaire har skabt vrede og demonstrationer i Indien. Filmen, der får dansk premiere den 6. marts er en fuldkommen fantastiske fortælling (jeg har set den, glæd jer!) om en fattig dreng fra Mumbais slum, der sensationelt vinder hindi-udgaven af Hvem vil være millionær? Filmen – der er baseret på romanen Q&A af Vikas Swarup, diplomat på den indiske ambassade i Sydafrika – skovlede Golden Globes ind for nylig, og forventes også at stryge en stor del af Oscar-puljen, men i Mumbais fattigkvarterer, er man rasende. Her vil man ikke finde sig i at blive kaldt slumhunde, og ifølge The Guardian har der været optræk til at brænde dukker af instruktøren af i Mumbais gader, og politiet har fået ordre til at indlede en undersøgelse af filmen, der anklages for at tilskynde til had mod mennesker i slumkvarterene.
Få dage før historien om Danny Boyle, der kom få dage før historien om Åsne Seierstad, havde vi herhjemme historien om tegneren Per Marquard Outzen, der satte pen til papir på en måde, der fik de danske jøder til at klage til Politikens chefredaktion. De følte sig i den grad gået for nær af en avisillustration, der citerede det verdenskendte foto af den lille, jødiske dreng med armene i vejret midt i Warszawas ghetto. I avistegningen var det en palæstinensisk dreng i samme positur, og antydningen af israelerne i nazisternes sted, var en krænkelse.
Få dage før historien om Per Marquard Outzen, der kom få dage før historien om Danny Boyle, der kom få dage før historien om Åsne Seierstad, fik vi historien om den tjekkiske kunstner David Cerny, der satte EU-sindene i kog med skulpturen Entropa, hvor hvert eneste medlemsland blev serveret i skarp, satirisk sovs. Det tog nogle særdeles ilde op, især Bulgarien, der ikke brød sig spor om at se sig gengivet som et stort, tyrkisk pedallokum!
Skal vi ikke tage alt dette fra den positive side? Skal vi ikke glæde os over, at ord og billeder stadig kan rokke ved normer og moral? Skal vi ikke glæde os over, at kunsten og medierne hele tiden tilkæmper sig råderum til at anfægte vedtagne sandheder, etablerede selvopfattelser og moralske, religiøse, historiske og nationale selvbilleder? Amerikanernes bornerte forskrækkelse over en persisk æselsexanekdote fra den tidlige middelalder, de fattige inderes krænkelse over at blive kaldt slumhunde, de danske jøders anstød over at se en palæstinenserdreng i et jødisk offerikons sted og bulgarernes rædsel over at se deres land gengivet som et tyrkisk pedallokum, kan hver især være velbegrundede og til at forstå – men i alle tilfælde bør de afvises med samme argument, som den demokratiske verden har brugt overfor muslimerne: Den kunstneriske ytringsfrihed giver vi ikke køb på. Til gengæld står det stadig den enkelte kunstner frit for at forsone sig med sin kunsts krænkede genstand, og her har tjekkiske David Cerny valgt en ganske sjælden vej: Han sagde undskyld, simpelthen! Det er jo et sjældent, satirisk kunstværk i sig selv.