Kommentar i Weekendavisen den 5. december 2008.
Kommentar. Hvis Peter Skaarup mener at Hans Jørgen Bonnichsen er som Frank Grevil, må han melde ham til politiet. Alt andet er debatkujoneri.
For nylig interviewede jeg Hans Jørgen Bonnichsen om hans nye debatbog Frygt og fornuft i terrorens tidsalder, og én af de ting, jeg ikke fik plads til i artiklen, handlede om den tidligere PET-chefs dybe foragt for Frank Grevil, whistlebloweren fra FET. Ja, så voldsom var Bonnichsens harme, at han ikke ville tage den dømte analytikers navn i sin mund.
Han slog blot fast, at han blev rasende, når nogen bare antydede at hans offentlige debatvirksomhed havde fællestræk med ”en vis person”, som han sagde i iskold og distancerende sprogtone. ”Du taler om Frank Grevil?” spurgte jeg. ”Du nævnte navnet, ikke jeg!” lød svaret fra Bonnichsen, der absolut ingen respekt har for en mand, der bryder sin tavshedspligt.
Man skulle tro at Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti var bekendt med Bonnichsens aversion, siden han i denne uge storprovokerede ved at sammenligne ham med netop Grevil. Men i så fald lykkedes det ikke at få den gamle politimand til at tabe hovedet i al offentlighed. Bonnichsen tav klogelig nogenlunde stille og lod oppositionspolitikerne om at føre sin sag.
Når Hans Jørgen Bonnichsen stiller op i medierne, sørger han omhyggeligt for at tale i generelle vendinger og udelukkende kommentere offentligt tilgængelige oplysninger ud fra en grundlæggende tillid til at åbenhed gavner demokratiet – men også ud fra en klippefast erkendelse af, at der er hemmeligheder som skal forblive hemmelige. Jeg stillede selv spørgsmål om efterretningstjenesten metode i tunesersagen, som Bonnichsen ikke ville besvare, fordi han ikke ønskede at bidrage til offentlighed om det, der skal forblive intern viden i PET.
Derfor er det så meget desto mere forbløffende, at Peter Skaarup, der ved gud er formand for folketingets retsudvalg, nedværdiger sig til at udslynge insinuationer om at Bonnichsen bryder på tavshedspligten. Og det er decideret chokerende, at Dansk Folkeparti scorer endnu en politisk bonus ved igen og for gud ved hvilken gang at få justitsminister Brian Mikkelsen til at danse efter deres pibe, denne gang med en indskærpelse af, at Bonnichsen skal overholde sin tavshedspligt. Oprindelig havde justitsministeren sagt, at Bonnichsen havde ytringsfrihed som alle andre, men da Dansk Folkeparti strammede skruen, faldt han bovlamt til patten.
Vi ved udmærket godt, at Pia & Peter hader Bonnichsen og hans idé om at dialog skal gå hånd i hånd med de hårde politimæssige efterretningsindsatser. I Dansk Folkepartis og støtteregeringens univers er dialog tilsyneladende kun noget der føres mellem enige, også selvom der findes gode erfaringer med dialogens præventive effekt imod radikalisering. Selvom hverken Bonnichsen, Birthe Rønn Hornbech eller andre mener at dialog skal stå alene, mener Dansk Folkeparti at dialog slet ikke skal forsøges. Man vil altså afskære demokratiet fra at demokratisere. Det er i bedste fald torskedumt. I værste fald ansvarsløst.
Peter Skaarups kritik af Bonnichsen og Brian Mikkelsens indskærpelse af hans tavshedspligt, er ikke en almindelig kamp på meninger. Dette handler om selve retten til at tage ordet i den offentlige debat, og det er formanden for retsudvalget og justitsministeren der antyder, at en borger, der benytter sin ytringsfrihed, er tæt på at bryde loven! Hvis Peter Skaarup mener at Bonnichsen har brudt grænsen for hvad han har ret til, bør han melde ham til politiet, så vi kan få en undersøgelse, en sigtelse og en dom. Hvis han lader det blive ved insinuationerne, er det debatkujoneri af værste skuffe, og vi kan simpelthen ikke være tjent med at en nok så kontroversiel person får et mistænkeliggørelsens stempel i panden af landets vigtigste justitspolitikere.
Når Peter Skaarup som formand for folketingets retsudvalg sidestiller Bonnichsen med Grevil, er der to hovedproblemer:
1) Han insinuerer kraftigt, at Bonnichsen har gjort noget kriminelt, men han har intet bevis. Det er ifølge professor dr.jur. Jørgen Vestergaard tæt på at være en injurie.
2) Han svækker den ytringstryghed som er ytringsfrihedens forudsætning.
Når nu justitsministeren er så svag og følgagtig som han er overfor Dansk Folkeparti, og når integrationsminister Birthe Rønn Hornbech er blevet mundlam, er der ingen i regeringen, der kan gå i rette med Peter Skaarup. Det burde være et job for statsministeren.