X-files fra Langley

Kommentar i Weekendavisen den 8. februar 2008.

Uvildigt. ”Howdy, partner. Jeg kommer fra den danske uvildige undersøgelseskommission, og vil gerne bede om alle de hemmelige papirer om jeres konventionsstridige trafficking af terroristmistænkte!”

Jeg deltager gerne i den hellige, almindelige, rimelige og rituelle forargelse over at CIA har mellemlandet i Grønland med deres kontrabande af mistænkte terrorister. Hvad ligner det at fragte mennesker rundt om jorden til forhør, sandsynligvis også tortur, i skarp modstrid med alverdens konventioner? Det er naturligvis fuldkommen uacceptabelt, en trussel for den internationale retstilstand, og en kynisk overfortolkning af grønlandsk alliancegæstfrihed.

Men samtidig er kravet om en uvildig undersøgelse af fangetransporterne via Narsarsuaq spild af tid af to grunde:

For det første har vi tradition for at regeringen og Dansk Folkeparti blokerer for kritiske undersøgelser. Regeringen undersøger sig selv og konstaterer at alt er i sin skønneste orden. Derfor mangler vi stadig kritisk indsigt starthjælpen til flygtninge, grundlaget for Irak-krigen, fangeudleveringerne i Afghanistan, Muhammedkrisens danske fejltrin – og spørgsmålet om brugen af Grønland til forbudte formål. Kravet er forgæves, og oppositionen ved det, for både Ny Alliance og frigængeren Pia Christmas-Møller mener at det er nok at regeringen selv undersøger sagen.

For det andet er det naturligvis fuldkommen håbløst at forvente en ”uvildig” undersøgelse af CIA’s gøren og laden. Hvem skulle foretage den? Og hvordan? Kan man forestille sig at en dansk undersøger skulle kunne få adgang til CIA’s X-files i Langley? ”Howdy, partner! Jeg kommer fra den danske uvildige undersøgelseskommission, og jeg vil gerne bede om at få alle de hemmelige papirer om jeres konventionsstridige trafficking af terroristmistænkte!”

Den undersøgelse, vi har brug for, handler om hvilke danske ministre og embedsmænd, der måtte have vidst besked om mellemlandingerne, og den kan i sagens natur kun foretages af uvildige, hvis den skal give mening. Og derfor kan vi nu kun konstatere, at det danske demokrati mangler den mulighed som amerikanske oppositionspolitikere har: nemlig høringer hvor politikerne kan indkalde vidner og udfritte dem i al offentlighed.

Problemet er naturligvis ikke at amerikanerne gør som det passer dem. Hvem tror i forvejen på, at USA overholder en eneste konvention, som de ikke har lyst til at overholde? Hvorfor skulle de overholde Chicago-konventionen om luftfart, når de år efter år krænker vigtigere konventioner ved at opretholde retsløsheden på Guantanamo-basen? Ingen tror jo på, at amerikanerne spiller efter nogen som helst andre regler end deres egne. Problemet er derfor heller ikke at de flyver i anonyme fly der tilhører mærkelige skuffeselskaber – jeg mener: Skulle de ankomme i officielle fly med store blokbogstaver og et corporate logo?

Nej, problemet er at amerikanerne kidnapper folk efter forgodtbefindende og sandsynligvis også underkaster dem tortur. Derfor kan mellemlandingerne ikke anskues isoleret, men kun som – lige præcis – mellemlandinger i den store operation, der hedder War on Terror og som danner det politiske, moralske og tekniske grundlag for Danmarks egne antiterrorlove. Nu viste det sig jo, at der ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak og at der ikke var nogen sammenhæng mellem Saddam Hussein og Osama bin Laden, men krigen fortsætter, og selvom man får gennemført et valg i ny og næ, er det jo ikke det samme som om at De Villiges Alliance på nogen måde er målet nærmere. Og nederlagene ses ikke kun på slagmarken, men også i lovgivningen.

Antiterrorlovene betyder en nedslidning af nogle af de juridiske standarder, der normalt beskytter os borgere mod overvågning og vilkårlig anholdelse. Med andre ord: Hvor er vi på vej hen, hvis vi tillader os selv at være modstandsløst halehæng til en supernation, der ser stort på lov og ret, både i politik og etik? Er vi så ikke ved at skabe en selvbeskyttelse, der på langt sigt udsætter os selv for en fare, der præger dybere end de bombemænd, vi gerne vil beskytte os imod?

Amerikanerne er naturligvis ligeglade, for de ved udmærket, hvordan man leger med de danske handskedukker. De ved at den danske regering er villig til – og i stand til – at tage en kugle for amerikanerne i en tilspidset situation, og de ved sikkert også udmærket godt, at de om 30, 40, 50 år må finde en forlegen passiv positur, når Anders Fogh Rasmussens efterfølger i tredje, fjerde eller femte generation må stikke en officiel undskyldning på den danske stats vegne. Til den tid kan de nuværende amerikanere jo være velsigende ligeglade, ligesom det næppe heller vil ligne meget andet end en lille plet på regeringen Fogh Rasmussens eftermæle.

Vi har jo set det før. I 1999 undskyldte Poul Nyrup Rasmussen for tvangsforflyttelsen af fangerne i Thule, der i 50’erne var blevet deporteret fra deres fangstpladser, fordi amerikanerne ville have en flyveplads. Dengang var Thule Air Base lige så strategisk vital, som mellemlandingerne i Sydgrønland er i dag, og derfor er det dejlig bekvemt, at Grønland stadig er under dansk udenrigspolitisk jurisdiktion, for det betyder at amerikanerne kan behandle øen som var det deres egen, sådan rent juridisk og folkeretsligt. Og de ved naturligvis lige præcis hvordan informationerne skal doseres, så rette vedkommende dansker er bekendt at der foregår en trafik, som danskerne forventes at vende det blinde øje til.

Vi får naturligvis intet at vide om denne terrorist trafficking fra nogen form for myndighed. Det eneste der vil komme fra regeringen, er nye forsikringer om, at regeringen ikke var bekendt med at der er foregået noget ulovligt, og at man nu har indskærpet overfor amerikanerne, at de ikke må drive menneskesmugling via Grønland. En billig begmand, må man sige.

Heldigvis har vi den kritiske journalistik, der dels afslører ulovlighederne, dels minder os om, at vi trods alt stadig lever i et funktionsdygtigt demokrati.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.