Villys demokratiske dagsorden

Kommentar i Weekendavisen den 7. marts 2008.

Ytr. Dansk PEN og Trykkefrihedsselskabet har ”historiske” forskelle, men fælles formål, ganske som Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti.

I går holdt Dansk PEN generalforsamling og på søndag gør Trykkefrihedsselskabet (og her snupper vi lige et kort resume hvis nogen skulle være i tvivl: Dansk PEN er den gamle ytringsfrihedsorganisation for forfattere, journalister m.m. i Danmark, Trykkefrihedsselskabet er den nye, og sidstnævnte opstod i 2004 protest mod førstnævnte, da Dansk PEN – med undertegnede som formandsvikar – ikke kunne mønstre bestyrelsesflertal for at optage Lars Hedegaard som medlem, idet hans islamkritik kan siges at være i konflikt med det internationale charter for PEN-organisationen om ikke at sprede såkaldt hate speach om minoriteter), og de to organisationer kan sende hinanden kollegiale hilsner i forvisning om, at der er ytringsfrihedsproblemer nok til alle.

Siden fatwaen over Salman Rushdie i 1986 har forfattere, publicister og kunstnere over hele verden haft det mere end svært, hvis de ikke strøg profeten og hans håndlangere med hårene, og udover de truede forfattere selv, har ingen lidt mere under de religiøses regimente, end alle de sekulære, lovlydige og demokratiparate muslimer, der bor i eksil i vores lande (og så naturligvis alle dem, der er spærret inde i deres egne lande som systemfjender), og det er afgørende vigtigt at disse mennesker ikke bliver ofre i kampen mod ekstremisme og antidemokrati. Derfor er der brug for at folk som f.eks. Pia Kjærsgaard følger Villy Søvndals eksempel og sætter meget konkret, meget skarp adresse på kritikken, og på samme måde som han afskrev al sympati for Hizb ut-Tahrir forleden, er der nu brug for at hun deler sympati ud til de grundlovslydige.

Forventeligt blev mange SF’ere i sidste uge sure på Villy, fordi han formastede sig til at sige fra overfor Hizb ut-Tahrir, og hans udbrud om, at de antidemokratiske muslimer kunne skrubbe af til et eller andet arabisk land og realisere deres idealsamfund, kunne da ganske rigtigt også skabe forvirring om hvilke folkeparti, det var, der talte: det danske eller det socialistiske. Men bortset fra den retoriske stramning, var der jo intet galt i budskabet. Som han selv sagde, da han dukkede op efter at have lyttet til en lille uges rituel skæld ud fra baglandet: ”Jeg har ikke en etnisk dagsorden, jeg har ikke en religiøs dagsorden, jeg har en demokratisk dagsorden.”

Sagen er, at SF-formanden balancerede sin kritik af Hizb ut-Tahrir ganske elegant, for han snublede jo ikke ned i den faldgrube, som Naser Khader i sin tid gravede for De Radikale da han fik partiet til at gå ind for opløsning af de antidemokratiske muslimers forening ved dom. Nede i den faldgrube ligger De Radikale stadig og roder rundt – sammen med Dansk Folkeparti!

At høre de rabiate Hizb ut-Tahrir-folk stå og råbe, at Grundloven ikke gælder og at Koranen altid har højeste ret, er naturligvis en rød klud i ansigtet på enhver demokrat, men hvis man vælger at bruge juraen til at kriminalisere deres synspunkter og retten til at fremsige dem, er man på gal kurs. Det er den klassiske konstatering i denne slags sager: Hvis demokratiet ikke levner plads til antidemokrater, kan det ikke opretholde dets egne demokratiske standarder som tolerance og ytringsfrihed. Jeg ved udmærket, at foreninger, der virker ved vold kan opløses ved dom, men mig bekendt har Hizb ut-Tahrir ikke et synderegister, der gør det muligt. Eller klogt.

Religiøse hardlinere udgør i disse år en markant trussel mod ytringsfriheden, men det er der jo ikke noget nyt i. Ytringsfrihed og demokrati har historisk udviklet sig i kontrast og opposition til kristendommen, hvis magtfulde præster mildest talt ikke syntes særlig godt om alt det antikristne ytringskætteri. Men så meget desto nemmere er det, at fokusere kritikken og modstanden mod dem, der ikke vil de frie ytringers bedste. Og her er Villy Søvndal altså et eksempel til efterfølgelse, om så man kan lide hans retoriske stramning eller ej.

Personligt synes jeg at det er noget vås, når han beder folk om at gå ad helvede til, for pointen for disse mennesker er naturligvis, at de skal påvirke udviklingen netop her, ganske som kristne danske missionærer ville tvangskristne de gudløse negre osv. Men at SF-formanden solidaritet samtidig er hos alle mulige hårdtarbejdende taxachauffører, grønthandlere, tjenere, kirurger, pædagoger osv. med muslimsk baggrund, behøver man jo heldigvis ikke at være i tvivl om, og derfor er hans kritik af Hizb ut-Tahrir mere konstruktiv end DF’s. Villys kritik er nemlig i demokratiets tjeneste, ikke i den udefinerbare danskheds.

Dansk PEN og Trykkefrihedsselskabet har ”historiske” forskelle, men fælles formål, ganske som Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti. At Dansk PEN og SF står på ytringsfrihedens side, behøver ingen at være i tvivl om. Spørgsmålet er, om Trykkefrihedsselskabet og Dansk Folkeparti også står på de demokrativillige muslimers?

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *