Vibeke Vasbo: Der mangler en sang om solsorten

Anmeldelse i Weekendavisen den 9. maj 2008.

Barndom. Vibeke Vasbos nye roman er dansk drama i al sin jyske lavmælthed.

Efterkrigstid

I 2006 udgav Kirsten Thorup den meget fine Førkrigstid om årene op til Anden Verdenskrig på Vestfyn, og nu tager Vibeke Vasbo os lige så fint lidt længere frem i tiden og lidt længere mod vest, nemlig til besættelsens sidste år og de første koldkrigsår i Sønderjylland.

Kirsten Thorups roman stoppede i 1939, og Vibeke Vasbos begynder i 1944, og på en interessant, men naturligvis utilsigtet måde, indgår de to romaner i en læseværdig korrespondance, hvor besættelsen ligger som den ubeskrevne periode mellem de to bøger, hvilket jo er ret atypisk i disse tider, hvor 1940-45 går igen i film og litteratur, og Der mangler en sang om solsorten er en poetisk og pointefuld titel, sidder jeg og ærgrer mig lidt over, at Vibeke Vasbo ikke bare har kaldt sin roman for Efterkrigstid, for stilen, tonen, stemningen, hverdagen, bekymringerne og den politiske baggrundsresonans er den samme som i Kirsten Thorups Førkrigstid, og tilsammen gør de to romaner Danmarks nære fortid til nærværende historiefortælling.

Vibeke Vasbo har tidligere brugt sit privatliv til at skabe litteratur (bl.a. i kærlighedsromanen Miraklet i Amalfi og rødstrømpedagbogsromanen Al den løgn om kvinders svaghed), og med Der mangler en sang om solsorten fiktionaliserer hun sin barndom og opvækst, hvilket man kan forvisse sig om ved at læse om hende i Dansk Kvindebiografisk Leksikon, hvor det fremgår at hun voksede op som næstyngst blandt fire søskende, en broder og to søstre, i en stor, hvor begge forældre havde praksis – fuldkommen som i romanen. Endvidere var Vibeke Vasbos mormor radikalt rigsdagsmedlem, amtmandsfrue, datter af den nationale leder H.P. Hanssen og bosat på slottet Brundlund i Åbenrå – også fuldkommen som i romanen.

Anna, romanens centrale skikkelse og forfatterens utilslørede alter ego, er nyfødt og på bogens første sider ligger hun i barnevogn og sanser verden omkring sig. En solsort kommer ind i hendes synsfelt, det giver et sæt i hende, derefter en ny lyd: jubel, jubel. Det er ikke til at vide, hvad hun ser og ikke ser, siger den alvidende fortæller, men hun ser i hvert fald solsorten passere som en streg, og hun kender dens skræppende advarselsskrig, står der. Og så er det jo, man skæver til titlen, Der mangler en sang om solsorten, og tænker på, at sådan et kodeord på bogens første side ikke kan være tilfældigt. Der er noget med den solsort. Hvad mon den advarer imod?

Lægeægteparret Valdemar og Gertrud slider i det for børnenes bedste og for deres praksis og patienter, men det kniber med at få det hele til at hænge sammen, og forældrene taler med alvorsstemmer bag lukket dør med revisoren. Samtidig har Valdemar nogle udfald, der bekymrer Gertrud, og hun går for sig selv med en mistanke om, at han er disponeret for depression. Da sygdommen sniger sig ind i familien, er det imidlertid ikke Valdemar, der bliver ramt.

Anna, der sansede verden under solsortens advarselsskrig, synes at der mangler en sang om solsorten i Giro 413, og hun går og digter vers lidt for sig selv, mens hun holder øje med solsorten, der synger sin aftensang på tagryggen. Men pludselig er den væk, og samtidig forstår man, hvad det var for et varsel, den nyfødte Anna mødte på romanens første sider.

Hvor virkelighedsnære forældreportrætterne er, ved jeg ikke, men Annas mor og far er skildret med en solidarisk kærlighed og et skarpt blik for problemerne i et ægteskab, hvor ambitioner og ønsker ikke er i fuld balance. Vibeke Vasbo skriver enkelt, nuanceret og detaljeret om Anna, og den psykologiske skildring af en pige, der vokser op som både lille og stor mellem en storebror, en storesøster og en lillesøster, er skrevet med stor overbevisning og eminent huskesans – sådan ser et barn verden, sådan tolker et barn sine voksne, sådan fantaserer et barn om fremtiden.

Også tidsportrættet virker lydefrit, og portrættet af Anna og hendes familie er suppleret med korte skildringer af Valdemars rejser ned i Europa for at hente koncentrationslejrfanger hjem i de hvide busser og skarpe samtaler om tidens store spørgsmål på egnen: danskheden, nationalismen, det sønderjyske spørgsmål og ikke mindst koldkrigsfrygten og angsten for russerne, som bundfæller sig i Anna. Kun to spørgsmål til tidsbilledet:
Gik man virkelig med ”shorts” i 40’erne, hed det ikke bare ”korte bukser”? Og er tegneseriehelten Fantomet ikke rettelig kendt som ”Ånden, der vandrer” og ikke ”Ånden, der går igen”?

Først og sidst er Der mangler en sang om solsorten en roman om børn og angsten for at miste, dernæst en roman om en familie med moderne holdninger, idealer og forventninger, som det kan være svært at leve op til i en tid, hvor ikke kun familien, men hele samfundet, søger et ståsted efter krigsårene. Vibeke Vasbos nye roman er dansk drama i al sin jyske lavmælthed, indtagende og velsanset som pigeportræt, politisk og personligt som efterkrigstidsportræt.

Vibeke Vasbo: Der mangler en sang om solsorten. Roman. 240 sider, 299 kr. Samleren.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.