Trusselsterror

Kommentar i Weekendavisen den 18. januar 2008.

Retsstat? Birthe Rønn Hornbech er ikke længere frihedens liberale stemme. Nu er hun tværtimod den ene minister, der skal skrive under på, at det er helt fint at udvise folk uden rettergang.

I notoriske trusselstider, skal man ikke være mere hellig end godt er, og derfor har jeg gennem de seneste år accepteret at lovgivningen skal strammes for at modvirke truslen om terror. Jeg har absolut forståelse for, at det kan være nødvendigt at kikke med i diverse mistænkelige korrespondancer på nettet, mens jeg omvendt ikke rigtig kan se, hvorfor Politiets Efterretningstjene uden dommerkendelse skal kunne tjekke hvilke bøger vi låner på bibliotekerne. Jeg synes at videoovervågning indskrænker vores individuelle frihedsrettigheder, men jeg har ikke de store principielle indvendinger imod a friendly eye in the sky, som englænderne siger, ved trafikknudepunkter og andre potentielle terrormål, mens jeg naturligvis heller ikke mener at vi skal have overvågning for overvågningens egen skyld.

Samlet set mener jeg, at det store juridiske, politiske og moralske spørgsmål handler om hvor meget frihed vi er parat til at afgive til gengæld for en øget sikkerhed (eller forestillingen om øget sikkerhed), eller med andre ord: Vi skal beslutte om mere sikkerhed er noget værd, hvis det medfører mindre retssikkerhed.

Og lige præcis spørgsmålet om retssikkerheden blev sat på spidsen i sidste uge, da det kom frem at myndighederne havde taget en hidtil uprøvet og ukendt paragraf i udlændingeloven i brug til en administrativ udvisning af et par herboende udlænding, som anses for en trussel mod statens sikkerhed. Hvad udlændingene er mistænkt for, ved hverken de selv eller deres familier, og derfor naturligvis heller ikke deres advokater eller offentligheden. Det er det rene Kafka.

Hvis man har tillid til myndighederne, kan man jo sagtens leve med, at en eller anden tilfældig marginalborger bliver fængslet og smidt ud af landet, oven i købet uden om domstolene, som ellers er garanterne for at alt går rimeligt for sig. Efterretningstjenesten må jo have en god grund til at gøre det, og de fængslede må mindst have haft terror- eller attentatplaner på samvittigheden. Problemet er, at vi intet ved, intet får at vide, og at intet bevis er nødvendigt. Derfor må enhver retsindig dansker være dybt bekymret for risikoen for justitsmord, når en person – nu eller i fremtiden – bliver smidt ud af landet uden domstolsprøvelse og dermed uden bevisfremlæggelse og forsvar. Kan vi leve med det i et oplyst demokrati?

Nej, det kan vi ikke. Vi kan ikke være tjent med at myndighederne på den måde overtager metoder fra udemokratiske stater, hvor den juridiske vilkårlighed betyder at politiet og politikere kan skalte og valte uden generende indflydelse fra domstolene. I Danmark er det jo sådan at både justitsministeren og integrationsministeren, skal underskrive udvisningskendelsen, men hvad er det værd i forhold til uafhængige domstoles uvildige vurderinger af bevismaterialer og anklager? Ministrene er ikke garanter for noget som helst, for deres job er at forvalte regeringens politiske interesser, og dermed er magtens tredeling, som kendetegner et demokrati med retssikkerhed for borgerne, reelt sat fuldkommen ud af kraft, hvilket samtidig betyder, at den glidebane, som vi i forvejen har begivet os ud på med antiterrorlovkomplekset, nu bliver smurt med uigennemskuelig grøn sæbe.

Lige nu er der ingen der ved, hvad de to udlændinge er blevet fængslet for – men jeg regner absolut med at myndighederne har en stærk sag. Problemet er, at der ikke er nogen instanser der får lov til at vurdere materialet og det politiske femmandsudvalg, der én gang om året får en orientering om PET’s brug af disse skumle paragraffer, må ikke give oplysningerne videre. Derfor er der heller ingen der har mulighed for at følge med i, om myndighederne opfører sig som de skal, hvilket naturligvis er et stort demokratisk problem. Kan vi f.eks. føle os 100 % sikre på, at der ikke lægges fysisk pres på de fængslede for at få dem til at give oplysninger fra sig?

I stedet for at beskytte mod terrortruslen, er loven i sig selv blevet en del af trusselsterroren, for hvem kan nu vide sig sikker? Ja, det kan naturligvis enhver, der har rent mel i posen, vil justitsministeren sige. Men hvem kan så vide sig sikker imod fatale fejl og overreaktioner fra myndighedernes side? Det kan ingen, og derfor er vores frihed under pres indefra.

Naturligvis har myndighederne ret og pligt til at beskytte borgerne imod terrorister. Men de har også pligt til at beskytte demokratiet imod indre opløsning. Det, der var fjern og urealistisk science fiction for få år siden, er virkelighed i dag. Om andre ti år har vi – hvis udviklingen fortsætter ad samme spor – i værste fald et samfund, hvor borgerrettighederne er yderligere indskrænket og borgerne selv er under yderligere overvågning.

Det betyder, at vi af frygt for terrorismen er i fuld gang med at afvikle nogle af de elementer, der hidtil har kendetegnet et stabilt og åbent samfund. Vi skrotter slet og ret princippet om, at enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist, hvilket ellers er en grundlæggende bestemmelse i den europæiske menneskeretskonvention.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne siger lige ud, at sikkerheden er vigtigere end retssikkerheden, og den ærlighed skal de have tak for. Nu ved vi nemlig, at det åbne samfund har en ydre fjende i terroristerne og en indre fjende i politikerne, og ingen synes at tage den indre trussel alvorligt. Man lytter efter besindige ord fra retspolitikere, men det eneste man hører er tavsheden, og derfor er det i sager som denne, man forbander at Birthe Rønn Hornbech blev minister. Nu er hun ikke længere frihedens liberale stemme. Nu er hun tværtimod den ene minister, der skal skrive under på, at det er helt fint at udvise folk uden rettergang. Men det forudsætter at hun kan leve uden domstolene og de basale menneskerettigheder.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.