To tunger

Kommentar i Weekendavisen den 28. marts 2008.

Fogh, film, folkeparti og forskel. Hvordan kan Anders Fogh Rasmussen undsige Geert Wilders, når Geert Wilders og Dansk Folkeparti er to alen ud af ét stykke?

Den hollandske politiker Geert Wilders mockumentary om islam bliver efter sigende sluppet løs på nettet på tirsdag den 1. april. Filmen er så vidt vides en splejs på ti minutter, men hvad den ikke har i længde, skulle den have i provokationsstyrke. Regeringen frygter for den interne ro i landet, for hollandske borgeres sikkerhed i udlandet og for landets soldater i Afghanistan, og de hollandske myndigheder overvejer derfor muligheder for at nedlægge en eller anden form for forbud mod visningen. Det lyder som et bittert nederlag for religionskritik og ytringsfrihed.

Nu er spørgsmålet naturligvis om Geert Wilders er demokratisk kritiker eller dæmoniserende kætter. Vil hans film holde sig indenfor rammerne af ytringsfriheden, eller vil den sprænge dens grænser og dermed rent faktisk være ulovlig – idet vi husker, at der er juridiske grænser for ytringer, og der er konventionsbestemte regler for beskyttelse af religioner imod forhånelse, hvilket er en del af EU’s værdipolitiske grundlag. Men lige nu diskuterer Europa og den muslimske verden en film, som ingen kender indholdet af, og den hollandske regering er tilsyneladende på bølgelængde med islams religiøse ledere i spørgsmål om præventiv censur.

Mens vi venter på reel indsigt i Geert Wilders fantomfilm (som ironisk nok får premiere den 1. april, men dog næppe er en aprilsnar, selvom der går rygter om det i Holland), kan vi vende opmærksomheden mod den overraskelse, som filmen har afstedkommet i Danmark, nemlig statsminister Anders Fogh Rasmussens fuldkommen hykleriske undsigelse af Geert Wilders, der lød sådan her:

”Jeg tager skarpt afstand fra Geert Wilders nedsættende udtalelser om muslimer. Jeg finder disse ytringer utroligt krænkende. De er så grove, at jeg ikke ønsker nogen gruppe i det danske samfund omtalt på en sådan måde i den offentlige debat.”

Denne afstandtagen til Geert Wilders (som ellers ser meget op til den modige danske statsminister!) rejser spørgsmålet om, hvordan den danske regering kan arbejde sammen med Dansk Folkeparti, der på ingen måde står tilbage for Geert Wilders i holdninger og retorik. Hvis statsministeren finder Geert Wilders ytringer ”utroligt krænkende”, må han nødvendigvis synes det samme om utallige udtalelser fra Dansk Folkepartis topfolk. Intet andet er muligt.

Hvordan kan Anders Fogh Rasmussen overhovedet fraskrive sig et slægtskab med den hollandske politiker, når Geert Wilders for det første lægger sin aggression mod islam i forlængelse af Ayaan Hirsi Alis kritik, og når han for det andet har et syn på islam som en terroristisk trussel mod den europæiske civilisation, som er 100 % identisk med Dansk Folkepartis holdning?

Ayaan Hirsi Ali, den prominente somaliskfødte hollandske ekspolitiker og forfatter, modtog Venstres Frihedspris i 2004, hvor hun blev hyldet af statsministeren selv. Hun fik bl.a. prisen for filmen Submission, som hun lavede sammen med Theo van Gogh, der som bekendt blev likvideret, og Geert Wilders siger selv, at han fortsætter det arbejde, som begyndte med Submission. Samtidig har Dansk Folkeparti politisk, praktisk og ideologisk omfavnet og hyldet Geert Wilders, der – ifølge Søren Krarup – står for alt det, som Dansk Folkeparti også selv står for, bortset fra at Dansk Folkeparti ikke går så vidt som til at kræve Koranen forbudt, selvom de mener – som Geert Wilders – at det er en farlig og fascistisk bog.

Søren Krarup har naturligvis fuldkommen ret, når han siger, at hans parti og Geert Wilders er gjort af det samme stof, og jeg forstår godt, at f.eks. udenrigsordfører Søren Espersen kalder Anders Fogh Rasmussen for ”barnagtig” og at Morten Messerschmidt har udtrykt skuffelse over statsministerens udtalelser, som rent logisk også burde være en undsigelse af Dansk Folkeparti. Men det er det jo ikke, for samtidig med at han skubber Wilders fra sig, sender statsministeren sit partis politiske ordfører Inger Støjberg i byen med en fidel og pinligt gennemskuelig forsikring om, at regeringen har et fremragende samarbejde med Dansk Folkeparti hver eneste dag, og at der er forskel på Geert Wilders og Dansk Folkeparti. Hvad folkepartiet imidlertid selv benægter.

Sagen er altså, at Anders Fogh Rasmussen ikke vil dele værdier med Geert Wilders. Til gengæld deler Dansk Folkeparti og Geert Wilders værdier. Hvordan i alverden kan det så være, at regeringen kan have Dansk Folkeparti som parlamentariske grundlag og arbejde fremragende sammen med dem og bl.a. den danske udlændingepolitik – logikken tilsiger jo, at regeringen og støttepartiet ikke deler værdier på den altafgørende værdipolitiske slagmark. Så hvordan i alverden kan Anders Fogh Rasmussen undsige Geert Wilders, når Geert Wilders og Dansk Folkeparti er to alen ud af ét stykke? Her skylder statsministeren os en personlig forklaring.

Anders Fogh Rasmussen undsiger Geert Wilders for at tækkes de andre europæiske lande (måske af egne karrierehensyn?), hvor enhver regeringsleder frygter at havne i den situation, som nu gør den hollandske statsminister Jan Peter Balkenendes job til et decideret mareridt. Hans dilemma overgår med længder de problemer, som Anders Fogh Rasmussen stod med da Muhammedkrisen eskalerede, og som han løste ved at tale med to tunger – en til hjemmemarkedet og et til den arabiske verden. Dét privilegium har hans hollandske kollega ikke, for Jan Peter Balkenende har en præcedens at skæve til, nemlig den danske karikaturaffære. Han ved notorisk hvilken risiko, han er oppe imod, hans diplomati har arbejdet på højtryk for at tage problemerne i opløbet, og han har ikke holdt sig for god til at overveje den præventive censur som en option.

Hvis filmen ender med at blive spærret af et forbud, vil Geert Wilders stå tilbage som en martyr, og måske er der ingen anden rolle, han ønsker mere, end netop den. Lige nu er Anders Fogh Rasmussen godt i gang med at hjælpe ham på vej. Geert Wilders er ikke alene om at være ”utroligt krænkende” i denne sag. Statsministeren er det også, for hvor dumme tror han egentlig at vi er? Hans tvetungede tale skriger – igen – til himlen, og Dansk Folkeparti er nødt til at æde ydmygelsen i sig, mens de hvisler et par skuffede kommentarer ud mellem sidebenene.

Tilføjelse den 28. marts 2008: Geert Wilders film blev rent faktisk allerede sluppet løs på nettet torsdag aften den 27. marts.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *