Scruffy Rushdie i skabet – Af Klaus Rothstein

Kommentar i Bogmarkedet den 18. august 2008.

Jeg ved ikke hvad ’scruffy’ betyder på engelsk, men jeg har en idé – man kan næsten smage det på ordet, som jeg stødte på for nylig i en lille avisnote (af den slags som danske dagblade skriver af i rå mængde fra udenlandske aviser) om Salman Rushdie. Det er nemlig ham, der er Scruffy.

Øgenavnet fik forfatteren af sine livvagter under den mangeårige fatwa, fordi han var nærig, arrogant og uhøflig, ja en gang var han tilsyneladende så uudholdelig at være i nærheden af, at hans bodyguards lempede ham ind i et skab, låste døren og gik hen og drak pints på pub’en.

Det påstår i hvert fald en af Sir Salmans tidligere livvagter, Ron Evans, der nu har skrevet en bog om sin karriere: On Her Majesty’s Service. Bogen skulle have været sendt på gaden i begyndelsen af august, men efter trusler om sagsanlæg fra Salman Rushdie, blev udgivelsen flyttet.

Til The Guardian siger forlæggeren, John Blake, at han ikke kan fatte, at Salman Rushdie vil have en bog forbudt, fordi den fortæller at livvagterne kaldte ham Scruffy. Hvis nogen skulle slås for ytringsfriheden, er det da netop Rushdie, siger han, der forud for udgivelsen har haft folk med skæg og blå briller i Scotland Yard og MI5 til at læse med for at sikre, at bogen ikke udgør en sikkerhedstrussel (har Aschehoug/Lindhardt & Ringhof i øvrigt ikke en lignende affære med Kronprinsens tidligere livvagt og hans bog herhjemme?). Salman Rushdie selv siger til avisen, at han ikke vil forhindre udgivelsen af den åndssvage bog, men at han vil lægge sag an, hvis den udkommer uden ændringer af det nuværende indhold.

Ak og ve. De seneste års debat om ytringsfrihed har præsenteret os for en kontradiktion af de helt store:
Dogmet siger, at i et frit samfund må man leve med hån, spot og latterliggørelse – for nu at citere den herostratisk berømte artikel af Flemming Rose, der ledsagede Muhammed-tegningerne, og som forfattere over hele verden støttede. Ikke mindst Salman Rushdie.

Men dogmet tager fejl! Som flere jurister, bl.a. Henning Koch, har påvist, så er juraen faktisk sådan skruet sammen, at den skal værne os mod netop hån, spot og latterliggørelse – og dermed er ytringsfriheden faktisk beskyttet og begrænset på samme tid.

Jeg tror ikke at der er to meninger om, at Salman Rushdie vitterlig kan være utåleligt arrogant. Og nu er det tilsyneladende også bevist, at han dertil er forfængelig og stolt. At han gider ydmyge sig selv på denne måde, virker ufatteligt. Han kan da bare ignorere Ron Evans og glæde sig over at han selv er et varmt navn – igen – til årets Booker Prize.

Så hvad er vigtigst? Ron Evans ret til at fortælle anekdoter? Eller Salman ’Scruffy’ Rushdies ret til ikke at blive hånet? Hans trussel om at hive forfatter og forlægger i retten for sin personlige æres skyld, beviser at Flemming Rose tog fejl. Tænk at beviset skulle komme fra dén kant. Det kunne vi godt have undværet.