Richard Flanagan: Den ukendte terrorist

Anmeldelse i Weekendavisen den 23. december 2008.

Terror. Richard Flanagan hudfletter frygtens Sydney – en by, der engang havde været et fællesskab, i et land, der engang havde været et samfund.

Sjælens fugleinfluenza

Er det politisk panik eller rettidig omhu, når regeringen vedtager nye antiterrorlove? Den aktuelle debat om de seneste udvisningsreglers sandsynlige grundlovsstridighed, bringer os steder hen, hvor vi for få år siden troede at vi aldrig ville kunne komme i en demokratisk retsstat. Men hvem har drevet os derhen – terroristerne, eller vores egen overdrevne frygt?

Det er spørgsmålet i tasmanske Richard Flanagans nye og grotesk aktuelle roman, hvor Australien er rystet af myndighedernes afsløring af et planlagt attentat mod Sydneys olympiske stadion. I virkelighedens verden får vi jævnligt nyheder om, at terrorceller er blevet optrevlet inden de fik mulighed for at slå til, og hver gang er man naturligvis taknemmelig for den skjulte beskyttelse, der sikrer vores tryghed. Men samtidig breder bekymringen sig, når politikerne igen og igen ønsker nye love, der begrænser retssikkerheden og øger kontrollen. For hvad er konsekvenserne ikke, hvis demokratiet bliver antidemokratisk?

Den ukendte terrorist åbner i et brus af kødets lyster. Gina Davies, alias Dukken, er en ung sexklubdanserinde, der møder en flot fyr fra Syrien på stranden, hvor han heltemodigt redder hendes venindens seksårige søn fra at drukne. Samme aften løber de på hinanden til Mardi Gras karnevalet, og de tilbringer natten sammen i hans seng.

Næste morgen er Dukken efterlyst og jaget vildt, fordi hendes elsker er mistænkt for at planlægge terror, og nu er hun selv udskreget som medlem af en terrorcelle. Hun flygter gennem Sydney, mens politikere, politifolk og medier, hele tiden leverer nye insinuationer, formodninger, ubekræftede teorier og falske forestillinger, der fremmaner billedet af en aktiv terrorcelle. Panikken og paranoiaen breder sig, og Australien lapper sin egen racistiske frygt i sig.

Men hvem er hun, denne australske pige på flugt? Det forsøger Richard Cody, en berømt tv-journalist, hvis karriere går på hæld, at finde ud af. Eller rettere sagt: Han forsøger at finde en historie, der kan give ham et scoop og ny fremdrift, og heldigvis er en karrierefikseret efterretningsagent villig til at hjælpe, så Cody kan rapportere til sine seere:

”Det, eksperterne fortæller os, er, at terrorismen hele tiden muterer, som en supervirus – en slags sjælens fugleinfluenza. Så først var det et mellemøstligt fænomen; derefter spredte det sig til lande som Tjetjenien. Derefter så vi i Storbritannien engelskfødte muslimer optræde som selvmordsbombere. Med Gina Davies har vi set den nyeste mutation, hvor en australsk kvinde – så vidt vi ved uden islamisk tro eller etnisk baggrund – slå sig sammen med terroristerne. Dette er et fuldstændig nyt fænomen, og det er derfor, myndighederne anser Gina Davies for at være så farlig.”

Ja, sjælens fugleinfluenza breder sig, men den har intet med terrorisme at gøre. Den handler om angst, om paranoia og om den juridiske, moralske og menneskelige deroute, der får frit spillerum, når frygten tager over som en kollektiv mekanisme.

Det forstår Dukken, da hun på et motelværelse ser en tv-udsendelse om en kvinde, der for 3000 år siden blev druknet i en svensk mose. Hun var kronraget og offer for en rituel dødsstraf. Dukken var sikker på, at andre kvinder havde haft noget med henrettelsen at gøre. De var bange for at en eller anden ville anklage dem, hvis de ikke selv anklagede en eller anden: ”Der måtte være sket en eller anden forbrydelse, selvfølgelig måtte der det, lige som hun nu blev kaldt en terrorist og måske dengang ville være blevet kaldt en heks…”

I jagten på terroristen, bliver alle terrorjægere – politikerne, politiet, medierne, befolkningen – og ingen tør tvivle på, om der er hold i rygterne eller ej. Som Dukken filosoferer: ”Der var sandhed til, men måske verden havde brug for løgne.”

Dér er en af romanens centrale pointer, at verden har brug for løgne, at løgne skaber sammenhold og klare fjendebilleder. Vi vil hellere have en fantasifjende, end ingen fjende, men vi kan ikke blive ved med at være solidariske, hvis vi forenes i frygt. Det indser Dukken, der for få dage siden selv var en småracistisk lykkejæger, mens hun flygter gennem et frygtstemplet Sydney, hvor vold, brutalitet og menneskeforagt griber om sig.

Da Dukken har kronraget sig som moseliget og hendes egen skæbne besegles, ser hun en gruppe unge fittness-junkier sparke en tigger ”som om han var skyld i dette beskidte, døde årti, de alle var dømt til at gennemleve: en sæk lort, der engang havde været en mand i en by, der engang havde været et fællesskab, i et land, der engang havde været et samfund.”

Forfatteren oplyser selv at han er inspireret af Heinrich Bölls Katarina Blums tabte ære fra 1974, der beskrev moralskredet i jagten på RAF-terrorister i Vesttyskland. Men Richard Flanagans roman er ikke kun en medie- og ministerkritisk samtidssatire om moderne hysteri og paranoia i en utryg antiterrortid. Den ukendte terrorist er også en påmindelse om, at vi risikerer at sætte frihed over styr i jagten på sikkerhed. Læs den før din minister.

Richard Flanagan: Den ukendte terrorist. På dansk ved Henrik List. 280 sider, 299 kr. Tiderne Skifter.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.