Lars Lenth: Den samme flod – Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 11. juli 2008.

Fisk & filosofi. Man kan ikke gå ud i den samme flod to gange, sagde en af de gamle grækere. Ny nordmand er enig.

Floden og fluen

Kan man gå ud i en flod som fluefisker og vende tilbage som forfatter? I tilfældet Lars Lenth er svaret ja, for uden floden, fluen og fisken, ville forfatteren ikke være brudt frem, og vi ville ikke have fået den autentiske historie om dengang han forlod kæreste og studier for at bo ved en god fiskeflod i fem måneder – af hedonistiske og æstetiske grunde.

Den samme flod handler om fiskeriet, naturen, ensomheden og selvindsigten. I de fem måneder ved Skrukkedalsrenna slås Lars Lenth med sig selv, sine drømme, forventninger, tanker – og isolation. Hans eneste læsestof er Friedrich Nietzsches Also Sprach Zarathustra, som han citerer flittigt fra, men han kan også sin Hemingway, og jeg skulle mene at også H.D. Thoreaus Walden og Izaak Waltons The Complete Angler har spøgt i baghovedet, ligesom Den samme flod flyder i kølvandsstriben på nærbeslægtet nyere norsk litteratur som Erlend Loes Doppler og Tomas Espedals Gå, der begge skildrer en lidenskabelig trang til at vende hverdagen ryggen til fordel for skovene og de åbne vidder.

Flodens evige bevægelse er oplagt som symbol og metafor i litteraturen, og fra toppen af hovedet kommer jeg i tanker om floder i titler af hjemlige forfattere som Thorkild Hansen, Pia Tafdrup, Bo Green Jensen, Jens Christian Grøndahl, Merete Pryds Helle og Natasha Illum Berg, og med Den samme flod, vedkender Lars Lenth sig arv og gæld til det filosofiske flodcitat over dem alle, der tilskrives den gamle græker Heraklit: ”Man kan ikke gå ud i den samme flod to gange” (Bo Green Jensens digtsamling fra 1990 hedder netop Den samme flod to gange).

Nej, flodforløb forandrer sig, som livsbaner, og intet er det samme som før, når alting flyder. Tidligt i bogen, reflekterer Lars Lenth over tilværelsens meningsløshed. Tag nu bare den hovedfagsopgave, som han er rejst væk fra. Den handler om vold i asylsøgerfamilier, og emnet valgte han i solidaritet med de underprivilegerede kvinder. Nu føler nu vist en vis skam over at ”nagle de underprivilegerede til korset, fordi de er slemme mod deres kvinder.” Højst seks mennesker kommer nogen sinde til at læse specialet, og som andre akademikere er Lars narret til at tro, at han beskæftiger sig med noget vigtigt. Det er noget værre lort, konstaterer han: ”Folk farer rundt og laver irriterende stor ståhej omkring deres små, ubetydelige projekter. Nogen skriver endda en bog om dem. Men sådan skal det måske være. Hvis ikke det var sådan, ville der vel ikke ske det store i samfundet. Hvad skulle folk så tage sig til? Hvordan skulle de få tiden til at gå?”

Jeg håber at der er tale om en bevidst selvironi, for hvad er det lige Lars Lenth gør med denne nichebog af en ’fluefiskerroman’? Ja, han laver netop stor ståhej om et lille, ubetydeligt projekt. Den samme flod er hverken flue eller fisk, eller rettere sagt: den er begge dele, og i fluefiskermenigheden skal den nok finde sine kernelæsere, mens vi andre højst kan nyde naturen og de essayistiske refleksioner over tilværelsen. I de bedste passager får sproget i Kristian Bang Foss’ oversættelse det samme lette svæv, som de nymfer, forfatteren kaster hen over vandet, hør blot når forfatteren skal retfærdiggøre sin trang til at bo ved elven: ”Jeg ville se den komatøse natur vågne til live, se sneen strække våben, smelte og forsvinde, se træer og buske langsomt blive lodne.”

Lars Lenth gik ud i floden som fluefisker (han er landskendt i Norge for den metier, som han dyrker på tv m.m.) og kom op som forfatter. Men han overfører ikke helt sit formål med at fiske – det skal være sjovt, smukt og udfordrende, siger han – til mit enslydende formål med at læse. Jeg nøjes derfor med at nappe, bider ikke på for alvor.

Lars Lenth: Den samme flod. Oversat af Kristian Bang Foss. 208 sider, 249 kr. Gyldendal.