Knud J.V. Jespersen m.fl.: Demokratikanon

Anmeldelse i Weekendavisen den 14. marts 2008.

Demos og Kratos. Danmark har fået en flot og indholdsrig Demokratikanon – og for første gang giver hele kanontanken mening.

Sandheden – med lille s

Det har længe været trængselstid for ”de kulturradikale” (hvortil jeg nødvendigvis må henregne mig selv), og derfor er det godt at konstatere, at professor, dr. phil. Knud J.V. Jespersen og hans syv udvalgskolleger har fundet det helt relevant at give den kulturradikale bevægelse en plads blandt de 35 udviklingstræk, tendenser, filosofier, landevindinger, samfundssystemer, begivenheder, skrifter og personer, som udgør Danmarks nye officielle Demokratikanon.

Ja, det benævnes ikke engang som ”Det Moderne Gennembrud”, men som netop ”den kulturradikale bevægelse”, der ellers først fik sit navn længe efter at Georg Brandes havde slået en mukkert ind i samfundsdebatten med kravet om frie tanker, fri forskning, fri kritik (også af religionen!), ligestilling og social samvittighed. Den miskrediterede kulturradikalisme bliver mildest talt rehabiliteret ved at blive indlemmet i kanonen, selvom frisindsbevægelsen ikke bliver beskrevet uden kritisk perspektiv. I den korte tekst citeres Georg Brandes Grundlovstale fra 1884, hvor han siger, at han ikke er demokrat og ikke tror på flertalsafgørelsernes værdi. Dog mener han, at demokratiet er den mindst onde af de kendte statsformer, men han slår fast, at al fremskridt kommer fra de enkelte, ikke fra folkevælden. Og Udvalget noterer derfor, at Georg Brandes modernitetsforståelse gjorde diskussionen om forholdet mellem demokrati og individualisme vigtig, og at f.eks. Viggo Hørup var forbeholden overfor Georg Brandes på dette punkt. Kanonen er altså ikke en bog, hvor debatten ender, men hvor den begynder. Fremragende.

Bortset fra den kulturradikale overraskelse, er der én ting der springer i øjnene mere end noget andet, og det er Udvalgets eminent diplomatiske løsning af hele spørgsmålet om Muhammedkarikaturernes placering i en dansk Demokratikanon. Som nogen måske kan huske, forlod professor Henning Koch udvalget før jul (det skete under valgkampen og fik derfor ikke den store opmærksomhed), fordi han ikke ville acceptere, at Jyllands-Postens tegninger var med på bruttolisten, og det store spørgsmål har derfor været, om tegningerne til sidst var inde eller ude.

De er ude. Og en lille smule inde. Hvem der lagde columbusægget, ved jeg ikke, men løsningen er fantastisk: Udvalget har trukket en streg i år 2000, fordi det er ”vanskeligt at vurdere virkningshistorien af begivenheder, tekster m.v. der tidsmæssigt ligger tæt på nutiden.” Derfor er de tre nyeste emner på listen Europatraktaterne, Murens fald – og Salman Rushdie-sagen. Og det er her den salomoniske løsning for alvor folder sig ud, idet teksten om De Sataniske Vers og hvad derefter fulgte også rummer en udsøgt afbalanceret sætning: ”Den islamiske fundamentalismes voldsomme reaktion på Rushdies respektløse religions- og civilisationskritik har paralleller på dansk grund – senest i form af den heftige reaktion på Jyllands-Postens karikaturtegninger i 2005 af profeten Muhammed. Rushdie-debattens bidrag til forsvar for tros- og ytringsfriheden er et velegnet udgangspunkt for velinformeret overvejelse af disse anliggender.”

Man behøver nu ikke at være professor dr.phil., eller noget der minder om det, for at kunne konstatere, at Danmark i dag ikke er det samme som Danmark før tegningerne, hverken i mentalitet, tolerance eller holdninger til praktisk selvbeskyttelse. Men Udvalget har naturligvis ret i, at det er svært at vurdere den langsigtede ”virkningshistorie”, idet sagen stadig muterer. Jeg vover dog gerne den påstand, at ytringsfrihedsdebatten har fået en uerstattelig reference, og eftersom ytringsfrihed er demokratiets forudsætning, er tegningerne en del af dansk demokratihistorie.

Begrebet kanon stammer fra det klassiske Grækenland (som demokratiet selv) og betyder en rettesnor eller noget, der er i overensstemmelse med en norm. Udvalget betoner selv, at der ikke er tale om en pensumliste eller en anvisning på, hvordan man bliver en god demokrat, men at kanonen er til inspiration for læsere, der vil sætte sig ind i forudsætningerne for det moderne demokrati – og det er jo aldeles nødvendigt, ikke mindst i en tid, hvor demokratiet ikke blot er presset udefra af fanatikere og terrorister, men ofte også indefra af dets egne politikere, der pludselig ser muligheder i krig, tortur og censur (USA, Israel, Holland, så småt Danmark).

Dr. phil. Ole Thyssen slutter kanonen med en tekst, der ridser demokratiets aktuelle vilkår og udfordringer op. Han skriver med god og relevant timing bl.a.: ”En fælles demokratisk kultur er ikke neutral. Den gør forskellige kulturer lige for loven, men kan afvise kulturelle skikke, som har mange hundred år på bagen. Alle kulturer underkastes en test for at se, om de lever op til kravet om frihedsrettigheder. Demokratiet er et forsøg på at skabe en civiliseret omgangsform mellem forskellige kulturer, som alle bidrager til et rigt samfund. Den amerikanske filosof John Rawls (1921-2002) mente, at det krævede et område med overlappping consensus – et område med principper som alle kan enes om, skønt de ellers er uenige.”

Ole Thyssen siger, at demokratiet er et farvel til Sandheden med stort S – og et goddag til sandheden med lille s. Han nævner derefter multikulturalisme, nærdemokrati, globalt demokrati og det præsentative demokrati som demokratiets udfordringer. Præsentative? Ja, lige præcis. Ole Thyssen påpeger, at det politikerne ikke længere går så meget op i at repræsentere borgerne, som i at præsentere sig selv i medierne, godt hjulet af deres spindoktorer. Det kan føre til et ”præsentativt folkestyre”, hvor demokrati ikke betyder folkets styre, men styring af folket, advarer Ole Thyssen, og det er mildest talt en fremragende pointe i en uge, hvor vi fik nyheden om, at regeringen har ansat rekordmange spinfolk

I modsætning til Brian Mikkelsens prestigeprojekt med Kulturkanoner til folket, der var et forkludret nationalt genopdragelsesprojekt (apropos Ole Thyssens pointe om ”styring af folket”), er Demokratikanonen relevant og brugbar i dannelsen af verdensborgere. Demokrati er nemlig – i modsætning til kulturkonservativ danskhed og danske værdier – forudsætningen for det politiske, sekulære, humanistiske fællesskab, hvor menneskerettighederne står over religiøse forestillinger om sandt og falsk. Danmark har fået en flot og indholdsrig Demokratikanon – og for første gang giver hele kanontanken mening.

I sagens natur er denne kanon ikke en facitliste, og hos privatinitiativet Demokratikanon.dk (som kalder sig Danmarks offentlige demokratikanon, hvilket må ærgre regeringen gul og blå!) kan man se andre bud eller læse om, hvad demokrati er eller ikke er. På Demokratikanon.dk skriver f.eks. docent Mogens Herman Hansen, som til manges forbavselse ikke blev inviteret med i det officielle regeringsudvalg, hvilket bl.a. blev kritiseret af professor Tim Knudsen, der ved udvalgets præsentation hæftede sig ved, at de liberalistiske CEPOS-folk står stærkt, og at der er en integrationskonsulent og en nørrebrosk skoleleder med, som antyder at hele Kanonudvalget er sammensat for at opdrage muslimer til demokrati og integration. Dén kritik er ikke uberettiget, men nu er tiden inde til at fokusere på det indhold, som rent faktisk blev valgt.

Desværre har Udvalget slet ikke været i stand til at løse den del af opgaven, der ifølge kommissoriet handler om at formidle kanonens indhold, og vi kunne godt have været foruden meningsløse og fantasiløst forkrampede forslag som at ordene Demos (folk) og Kratos (styre eller magt) skal sættes op ved indgangen til skolen eller at demokratiets rødder skal formidles gennem græsk kædedans og folkemusik i musikundervisningen. Bortset fra det er kanonen absolut vellykket, og mens Kulturkanonen angiveligt var en ”folkegave”, der skulle skabe national identitet, er Demokratikanonen en ”borgergave”, der kan bidrage til demokratisk bevidsthed ved at fokusere på afgørende begivenheder og programsættende tekster fra demokratiets historie, lokalt og internationalt. Demokratikanon, ja eller nej? Jeg stemmer for.

Knud J.V. Jespersen, Esma Birdi, Lise Egholm, David Gress, Ove Korsgaard, Peter Kurrild-Klitgaard, Kathrine Lilleør, Ole Thyssen: Demokratikanon. 96 sider, ill. Undervisningsministeriet.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.