Nu må vi vide… alt!

Weekendavisen den 10. oktober 2008.

Kulde.Karen Fastrup skriver igen om hemmeligheder i menneskers liv.

Karen Fastrups forrige roman, Mine syvogtyve sansers elskede (2003), var en hemmelighedshistorie fra Saharas brændende ørken. Den nye roman, Begravelsen, har adskillige fællestræk, men denne gang er scenen sat i diametralt modsatte omgivelser, nemlig i det bundfrosne Småland, hvor den danske indvandrer, forfatteren Skarre, ligger død i annekset til sin ødegård og venter på at frosten går af jorden, så han kan blive begravet. Inde i huset flokkes begravelsesgæsterne, en mangfoldig blanding af familie, venner, bekendte – og en enkelt mystisk fremmed. Og så sker det, som kunne være rammen om en gyser: De sner alle sammen inde.

Mens de venter, de levende, såvel som den døde, ruller Karen Fastrup en række historier op om Skarre, hans enke Gertie og deres datter Paula. Langsomt afdækkes begivenheder, møder og relationer der – måske? – har fundet sted uden at de burde.

I de kapitallogiske 70’ere lever den venstreorienterede forfatter med kone og barn på Nørrebro, hvor de spiser mikromakromad og solidariserer sig med de undertrykte folk i den tredje verden. Skarre supplerer sine skriverier med undervisning, bl.a. på Kolding Højskole (hvor Karen Fastrup er født og vokset op som datter af en højskolelærer), men da han ikke kan finde tid og ro til sit forfatterskab, rykker han familien op med rode og flytter til en ubeset ødegård i Sverige. Pludselig er stenbroen skiftet ud med dybe skove og søer i den svenske provins, hvor Paula snart lærer det sært dragende brødrepar Ingmar og Gösta at kende.

Drengene lever alene med deres studse og drikfældige far – forladt af deres mor. Som ung havde Kerstin været den smukkeste pige på egnen, og da hun som syttenårig er til midsommerfest, hvor hun smager hjemmebrændt, (vold?)tager Magnus hende på bagsædet af en Volvo. Fire måneder senere tropper Kerstins religiøse far op med sin gravide datter og kræver at Magnus skal gifte sig med hende. Da hun føder sin anden dreng, trækker hun sig væk fra sin mand for at være sammen med sine bøger (Selma Lagerlöf, forstår man) og sønner: Gösta, der er opkaldt efter Gösta Berlings Saga og Ingmar, der har navn fra hovedpersonen i Jerusalem.

Pludselig mister Kerstin livsmodet og Magnus overbeviser drengene om, at deres mor er en falden kvinde, hvilket ikke siger dem noget, men de forstår at det er noget forfærdeligt – og en dag bryder hun alle forbindelser, forlader hjemmet og tager til en ny by, hvor hun studerer til lærer. Drengene holder, også som voksne, og da deres far dør, sletter de fortidens spor – men så dukker Paula pludselig op igen, på vej væk fra sit liv i København, på vej til begravelsen.

Da Paula ankommer sammen med sin mand Lars og lille datter, fornemmer vi hurtigt en misstemning, som om den døde forløser en konflikt og varsler et opbrud, og som romanen skrider frem, kommer vi tættere på de hemmeligheder, der plager den dødes datter og svigersøn. Døden er en barmhjertig skjuler, men også en ubarmhjertig afdækker, og Karen Fastrup vandrer dermed atter på de stier, som hun betrådte i ørkenromanen, denne gang blot som et kammerspil i kulden. Hvad er der sket imellem Paula og Lars? Hvilken hemmelighed tager Skarre med sig i graven? Og hvem er den enlige kvinde, der ikke rigtig vil oplyse, hvorfra hun kendte den afdøde? Hvis hun da overhovedet kendte ham, sådan for alvor…

”Nu må vi vide… alt!” siger en af begravelsesgæsterne til kvinden. Men hun mener ikke, at der er meget at fortælle. Måske var Skarre mest et menneske, som hun gerne ville have kendt. På den måde er romanen ikke kun en roman om mennesker, der står i forhold til hinanden, men også om møder der ikke fandt sted.

Begravelsen er et mysteriespil, hvor gåderne langsomt afdækkes, og hvor de dramatiske veksler med det lavmælte. Karen Fastrups stil og tone er stille og uheldsvanger som en frostkold skov, og hendes scener er skabt for at beskrive både synlige og usynlige lag i menneskelige relationer. Den forrige roman brugte varmen som metafor, denne bruger kulden. Tilsammen udgør de to bøger et par dybsindige skildringer af de dødes hemmeligheder og de vanskelige vilkår for kærlighed og samliv. Problemet med Begravelsen er blot, at den ikke lever op til den stemning af suspense, som den bygger op i begyndelsen, hvor man tror, at man skal bevidne maskefald og hemmelighedsafsløringer a la Agatha Christie blandt mennesker, der er presset sammen i et klaustrofobisk rum, forbundet af den døde og af frosten.

Karen Fastrup: Begravelsen. 224 sider, 199 kr. Roman. Gyldendal.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.