Det sorte kort

Weekendavisen den 18. januar 2008.

Melankoli. Den belgiske forfatter Jean-Philippe Toussaint reflekterer i et essay over Zinedine Zidanes skæbne ved VM finalen i fodbold på Det Olympiske Stadion i Berlin, 2006.

Den 9. juli 2006 blev en skæbnedag for boldkunstneren Zinedine Zidane hans passion, hans kunst, fodbolden. Som anfører for sit land, Frankrig, skulle han krone en ufattelig smuk karriere med endnu en ultimativ triumf – verdensmesterskabspokalen. Men i stedet for at hæve trofæet i triumf, måtte han slukøret vandre mod omklædningsrummet efter den æreløse udvisning, der uundgåeligt måtte følge hans kraftfulde skalle mod brystkassen på en modstander.

På tribunen sad den belgiske forfatter Jean-Philippe Toussaint (ham med de minimalistiske romaner om badeværelser og fjernsyn). Han undrede sig sammen med en hel verden over, hvad det var der foregik, for udåden fandt sted mens publikums og kameraernes opmærksomhed var rettet mod bolden et andet sted på banen. Hvad var det, der skete?

I dag ved vi, at Zinedine Zidane nikkede Marco Materazzi en skalle, fordi italieneren havde sagt, at han ville kneppe hans søster, eller noget i den retning. Dén fornærmelse ville verdens måske mest elegante fodboldspiller ikke stå model til, og uden tøven satte han sin egen værdighed og sit eftermæle på spil. Ved VM finalen mod Brasilien i 1998 havde han scoret to gange på formfuldendte hovedstød, men denne gang gik han kun efter modstanderens brystkasse. Aldrig havde man set noget lignende. Nu var Zidane i forvejen ikke nogen engel på grønsværen, men alligevel var hans voldshandling i en historisk kategori for sig. Og hvem skulle dengang have vist, at han faktisk blev endnu mere kanoniseret blandt franskmændene, ikke mindst de indvandrere der ser et forbillede i drengen fra Algeriet, ja hvem skulle vide, at Zidanes sidste hovedstød skulle blive et symbol på at beskytte sin ære og ikke et symbol på at miste den?

Jean-Philippe Toussaint skrev kort efter finalen et essay om begivenheden, der rystede den globale fodboldverden. Oprindelig cirkulerede det i 99 signerede printeksemplarer blandt hans venner, men i fjor udkom det i pamfletform på fransk, og nu også på tysk (og på engelsk som artikel i tidsskriftet New Formations). På 32 små sider, hvoraf flere er forfatterens egne poetiske fotos fra finalen bredt ud over hele opslag, reflekterer Jean-Philippe Toussaint over hvad i alverden der var på spil den aften under himlen over Berlin.

Der er tre bemærkelsesværdige greb i pamfletten om Zidane. Det første finder vi i titlen, Zidanes melankoli. Hvorfor var Zidanes melankolsk? Det var han fordi, han var kommet til vejs ende, der var ikke længere noget at forvente af hverken medspillerne, sig selv eller resten af verden. Han stod på afskedens rand, og med sin handling, der ifølge Jean-Philippe Toussaint var så usynlige, ubegribelige og spektakulær, at den næsten ikke fandt sted, tog han afsked med sin kunst – og kunst er tæt knyttet til melankolien, siger forfatteren. I al sin tankevækkende enkelhed hedder, at dommeren ved udvisningen viser Zidane det sorte kort (og altså ikke det røde), ja faktisk er det melankoliens sorte kort.

Det andet greb finder vi i essayets åbning, hvor hovedpersonen kikker mod den hvide aftensommerhimmel over Berlin og tømmer tankerne. Han skal sparke straffe mens en milliard mennesker ser på, og med et intelligent studsskud vipper han bolden i en blød bue over den italienske målmand. Bolden rammer overliggeren og drypper ned i målet lige bag linien, og Jean-Philippe Toussaint ser det som et citat af Geoff Hursts omdiskuterede finalescoring fra VM i 1966. På den måde er historien om Zidane allerede placeret i fodboldens historiske galleri.

Det tredje greb finder vi i det faktum, at Marco Materazzi overhovedet ikke nævnes ved navn, kun på bogens sorte bagside. I analysen af Zinedine Zidane er Materazzi en navnløs skurk som Jean-Philippe Toussaint ikke værdiger nogen opmærksomhed og kun tildeler rollen som den nødvendige statist. Når helten skal styrte fra tinderne, og når sportens og menneskelivets moral og spørgsmål om ære skal sættes på spidsen, skal der være en udløsende faktor. Men denne faktor behøver ikke at have et navn i sig selv, og dét er Materazzis skæbne – i bogen. I virkelighedens verden blev han jo verdensmester, så han er naturligvis henrivende ligeglad med Toussaints navneforbud.

Jean-Philippe Toussaint skriver lige så elegant som Zidane spillede, men uden franskmandens uforudsigelige brutalitet, f.eks. i sætninger som denne: ”Zidanes skalle havde samme pludselighed og finhed som et kaligrafisk skrifttegn”. Som Zidane dækkede sin bold og gjorde den utilgængelig for modstanderne, dækker Toussaint sit sprog, som er skarpt og sløret på samme tid, men først og fremmest præget af den kærlighed til spillet, som Zidane selv bekræftede og forrådte i sin sidste og skæbnesvangre kamp. Jean-Philippe Toussaint pamflet kvalificerer sig i al sin flertydighed – som den også har til fælles med Zidane – til en plads i den moderne, litterære, reflekterende fodboldlitteraturs kanon.

Jean-Philippe Toussaint: Zidanes Melancholie (fransk originaltitel: La Mélancolie de Zidane) 32 sider, 6 euro. Frankfurter Verlagsanstalt.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.