Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard (red.) : KRITIK 189

Anmeldelse i Weekendavisen den 28. oktober 2008.

KRITIK: Poul Behrendt uddyber sit angreb på Nils Malmros film om farens rolle i Thorotrast-sagen – og Hans Hertel efterlyser modige humanister…

Sandhed og brunt papir

Da forrige nummer af KRITIK udkom i foråret, hæftede jeg mig især ved det opsigtsvækkende angreb, som filminstruktør Nils Malmros rettede mod universitetslektor Poul Behrendt. Opgøret handlede om Behrendts analyse i Den hemmelige note (2007) af Malmros’ film At kende sandheden (2002). I analysen anklager litteraten instruktøren for at manipulere med filmfortælling og fakta, og i artiklen i KRITIK 187 beskylder instruktøren omvendt litteraten for at være uhæderlig og uvederhæftig. I tidsskriftets nye nummer kommer Poul Behrendt så til orde. Også i dén grad. Han svarer igen på Nils Malmros artikel med noget der ligner asymmetrisk styrke – hele tyve magasinsider bruger han til at referere og demontere den kritik, han blev udsat for i forrige udgave (man kunne læse en forkortet version i vores kultursektion sidste uge).

Duellen handler om den rolle, som Nils Malmros far, overlæge Richard Malmros, spillede i den berømt-berygtede Thorotrast-sag fra neurokirurgiske afdeling på Århus Kommunehospital i 40’erne, hvor man bl.a. undersøgte og behandlede sygdomsforhold i hjernen med et røntgenstof, som ulykkeligvis var radioaktivt og kræftfremkaldende. Patienterne, der skulle helbredes for en akut sygdom, ville altså blive påført en risiko for at udvikle cancer 10-30 år senere. Hvad vidste man egentlig om risikoen? Hvad vidste Richard Malmros? Og har Retslægerådet efterfølgende holdt hånden over venner og kolleger? Disse spørgsmål har i forskellig form spillet en rolle lige siden fejlbehandlingerne fandt sted i 40’erne, da Retslægerådet – og Ritzau – gik ind i sagen i 80’erne, da Nils Malmros lavede sin film i 2002, og da Poul Behrendt udgav Den hemmelige note for et par år siden. Og nu i KRITIK.

Hvis jeg ved læsning af Nils Malmros angreb på Poul Behrendt havde en indvending (jeg mener: underholdningen kunne man ikke klage over!), så handlede det om, at vi som udenforstående og sagesløse læsere, har mere end svært ved at hitte rede i detaljerne, dels de lægefaglige, dels de diagnostiske og kronologiske, dels de dokumentariske om møder, personer, personkonflikter og holdninger i Retslægeråd m.m. Denne indvending består ved læsning af Poul Behrendts artikel, som på mange måder ekskluderer den interesserede, men forudsætningsløse læser – men alligevel fremstår så selvtillidsfuld og skråsikkert magtdemonstrativ i sin argumentation, at Nils Malmros må føle sig ganske og aldeles tværet ud.

Hvis man har læst Den hemmelige note og set At kende sandheden, er man naturligvis dybt interesseret i giganternes opgør. Det her er jo ikke hvilket som helst slagsmål i den kunstneriske og kritiske andedam, det er ikke et forøllet mundhuggeri, men et skarpt opgør om filmisk hæderlighed og akademisk troværdighed (eller mangel på samme), og derfor et opgør med stor principiel rækkevidde. Hvem der har fat i den længste ende, er imidlertid svært at bedømme, for mens Nils Malmros’ angreb virkede stærkt, virker Poul Behrendts selvforsvar og modangreb endnu mere massivt. Men hvem kender egentlig sandheden og hvem har magten til at fortolke den?

Bortset fra den kolossalt interessante, men lige lovligt indviklede fight mellem Behrendt og Malmros, rummer også dette nummer af KRITIK en balanceret og righoldig blanding af læsestof – hvoraf meget som sædvanlig er svøbt i en uklædelig akademisk sprogdragt – om litteratur og kultur. Denne gang er hovedvægten lagt på lige dele poesi og prosa, nemlig en markering af halvtredsåret for udgivelsen af Tage Skou-Hansens debutroman De nøgne træer og på flere læsninger af ny dansk lyrik (med en enkelt afstikker til en ældre svensker). Dermed tager KRITIK sine litterære forpligtelser alvorligt, selvom det i stigende grad er kulturkritikken og debatten, der påkalder sig opmærksomheden. Heldigvis har tidsskriftet i afdelingen for kulturkritik og kulturanalyse også ofte blik for intelligent analyse af populærkultur, og denne gang skriver Christa Lykke Christensen indsigtsfuldt og vidende om dansk tv-satire.

Litteraturprofessor Hans Hertel bidrager med kultur- og forskningspolitisk analyse, der munder ud i et opråb og en opsang: ”Der er mere end nogensinde brug for modige humanister og fornyet ideologikritik til at dekonstruere fordrejet erindringspolitik og forpoppet fortidsindustri (…): uafhængige intellektuelles pligt til at involvere sig med kreativ fantasi og civilcourage som demokratiets dissidenter og nytænkere, især her midt i Vestens usikkerhed og frygt med indskrænkninger af vores frihedsrettigheder.”

Hans Hertels andet vigtige ærende er understregningen af, at forskning og formidling er hinandens forudsætninger. Formidling er et korrektiv til indavl og tomgang blandt forskerne, skriver han, og minder om, hvad en TV-Avis chef engang sagde: ”Hvad hjælper det at have en god historie, hvis den er pakket ind i brunt papir?”

Nej, hvad hjælper det? Form og formidling er vigtige veje for at forkorte afstanden mellem afsender og modtager, og måske har Nils Malmros netop valgt at formidle, fortolke og forkorte historien om Thorotrast-sagen – hvilket i givet fald gør hans titelvalg ufatteligt. Samtidig kan man sige, at sandheden om Thorotrast-sagen og sandheden om filmen, er to forskellige ting, og at Poul Behrendt netop forsøger at dekonstruere det vi kan kalde Nils Malmros’ ”fordrejede erindringer” (jeg skylder at sige, at Hans Hertels pointe havde adresse til statsminister Anders Fogh Rasmussens kritik af samarbejdspolitikken under besættelsen).

KRITIK mestrer igen at balancere mellem de æstetiske læsninger og den mere ramsaltede litteratur- og kulturkritik med politisk kant. Det er lige før at tidsskriftet skal have Brandes-prisen, dels fordi det i det hele taget findes, dels fordi det findes med sådan en styrke og spændvidde. Men måske mest af alt fordi det har muligheden for og viljen til at give skriveplads til modige, ideologikritiske humanister med noget på hjerte.

Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard: KRITIK 189. 136 sider, 150 kr. Gyldendal.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.