Et etnocentrisk hattedameprojekt

Weekendavisen den 28. november 2008.

Bogstart. Tidlig læsning skal sikre god integration, og socialt udsatte familier får derfor gratis børnebøger af Styrelsen for Bibliotek og Medier. Det kan gøre mere skade end gavn, siger sprogvejleder Jette Løntoft.

Et regeringsinitiativ, der skulle gøre svage børn til stærke læsere, bliver nu kritiseret for at være fagligt naivt, socialt skævt og kulturelt etnocentrisk.

Det er sprogvejleder, lærer og talepædagog Jette Løntoft, der retter skytset mod projektet Bogstart, som Styrelsen for Bibliotek og Medier har ansvaret for. I 27 udsatte boligområder over hele landet får familier gratis bogpakker, der er udvalgt af et fagligt panel efter indstilling fra forlagene. Bøgerne udleveres i fire portioner af lokale bibliotekarer, bl.a. tager på hjemmebesøg og inviterer familierne på biblioteket når børnene er 6, 12, 18 og 36 måneder.

”Jeg mener at vi bør diskutere, om det overhovedet er et godt tidspunkt at udlevere bøger til de svageste og mindst bogvante i samfundet, når børnene kun er seks måneder gamle,” siger Jette Løntoft til Weekendavisen. ”Hvad nu hvis man kun skaber negative erfaringer, fordi bøgerne ikke egner sig og tidspunktet er dårligt valgt set i forhold til familiernes manglende erfaringer med bøger? Ja, så gør projektet mere skade end gavn.”

Projektet, som indgår i regeringsudspillet ”Lige muligheder for alle: styrkede personlige ressourcer og social sammenhængskraft”, skal ”give børn og deres forældre gode oplevelser med børnelitteratur og medvirke til, at børn er inde i en god sproglig udvikling ved skolestart”. Projektet er finansieret af satspuljemidler på finansloven, det hører politisk hjemme i Velfærdsministeriet, men i praksis i Styrelsen for Bibliotek og Medier.

Ifølge Jette Løntoft er især den første bogs indhold problematisk i forhold til målgruppen. Min verden – et barns hverdag bliver udleveret når barnet fylder seks måneder. På forlaget Carlsens hjemmeside præsenteres bogen, der er fotograferet af Janne Folden von Domarus, på denne måde: ”En dansk papbog om den helt nære verden, som de små bevæger sig rundt i. Fotografierne fanger alt det velkendte med en dejlig sødme. Se morgenmaden, sutten, bleen, cyklen og mange flere ting. Bogens format gør den perfekt til en hyggestund i sofaen.”

Men den dejlige sødme gør ikke det ønskede indtryk på Jette Løntoft. Den 6. november skulle hun holde foredrag på Randers Hovedbibliotek på et kursus for bibliotekarer, der deltager i projektet, og da nogle af kursisterne spurgte, hvad hun syntes om de udvalgte bøger, sagde hun sin ærlige mening:

”At udlevere netop den bog, er et af de værste udslag af etnocentrisk opførsel, jeg har oplevet i min tid som fagperson. Dertil kommer en social arrogance, der vidner om, at bøgerne ikke kan være udvalgt ud fra kendskab til målgruppens etniske og sociale baggrunde. Bogen forholder sig ikke til målgruppens verden. Det første opslag handler om at ”spise med ske” og viser en lille, lyshåret dreng – rigtig godt til et lille somalisk barn, som i mange familier først skal lære at spise med fingrene! Billederne med barnet viser en typisk ståltallerken med indgraveret motiv, sikkert H.C. Andersen, et Rosendahl-glas med mælk og to glaskrukker med havregryn og rørsukker. Senere ser vi far og barn på cykel i korrekt godkendt cykelstol og cykelhjelm. Mor køber politisk korrekte grøntsager og tulipaner, tøjet hænger til tørre i haven, og barnet er klædt i tøj, der er typisk for en veluddannet, dansk familie. Til sidst puttes drengen til at sove i en Juno-seng. Det passer slet ikke med målgruppens hverdag,” siger Jette Løntoft.

Også den sangbog, der udleveres sammen med Min verden, er hun kritisk overfor:
”Danske sangbøger giver ikke meget mening i familier, hvor hjemmets sprog i de fleste tilfælde ikke er dansk. Bøgerne udleveres når barnet er seks måneder, hvor fokus efter min mening helst skal være på modersmålet. For mig at se er hele projektet et skoleeksempel på, hvor galt det kan gå, når fagfolk forsøger at overføre deres egen verden og deres egne værdier til andre – noget vi selv vil have os kraftigt frabedt, hvis man forsøger at gøre det samme ved os.”

Men det er ikke kun bogens indhold, der vækker Jette Løntofts harme. Også tidspunktet for uddelingen af den første bogpakke sætter hun spørgsmålstegn ved.

”Børn på seks måneder er ikke parat til at være sammen med deres mor eller far om et fælles tredje, altså en bog. Det er de først fra ni måneders alderen. Man kan selvfølgelig godt kigge i en bog sammen med så unge børn, men jeg tvivler på, at det gøres i ret mange familie, når vi ser bort fra vestligt orienterede, højtuddannede forældre, og det er ikke de familier, projektet retter sig imod. Tværtimod er mange af projektets forældre bogfremmede og ude af stand til at læse sangbøgernes tekster. Når man læser for så unge børn, er der en risiko for at komme til at overtræde barnets grænser, fordi det kan være vanskeligt at aflæse barnets signaler,” siger hun.

Jette Løntoft påpeger, at mange familier fra tredjelande ikke har samme tilgang til oplæsning med børn, som vestligt uddannede familier. Deres læsekultur er anderledes, typisk med en mere stringent rollefordeling, hvor den voksne læser og barnet lytter.

”Jeg mener at vi bør diskutere, om 6 måneders alderen er et godt tidspunkt at udlevere bøger til familier, der bor i de mest belastede bogligområder i samfundet,” siger hun.

Anne Holmen er professor, ph.d. ved Institut for Pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, og hun bakker Jette Løntoft op:

”Vi ved slet ikke, hvad børn kan og ikke kan, når de er så små. Kan de genkende det, der er på billederne? Og i hvilken sammenhæng oplever de det? Bøgerne skal naturligvis formidles af forældrene, men de vil ikke føle sig repræsenteret på siderne,” siger hun.

Men bøgerne i Biblioteksstyrelsens bogstartsprogram er ikke udvalgt af hvem som helst, men af et fagligt panel bestående af to repræsentanter for børnebibliotekarerne, lektor, ph.d. Stig Broström fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, leder af Center for Børnelitteratur og ph.d. Nina Christensen og centerleder Klara Korsgaard fra Nationalt Videncenter for Læsning. Og udvalget er udmærket klar over de valgte bøgers begrænsninger. Klara Korsgaard siger:

”Jo, det er et problem at bøgerne ikke afspejler de tosprogedes egen hverdag. Der burde have været bøger med oversat til de store indvandrersprog, men det var der hverken penge eller politisk vilje til. Derfor valgte vi også ordløse bøger, som man kan billedlæse uden sprog. Vi ville meget gerne have haft en bog, der viser en hverdag de tosprogede børn kender, men dem er der altså ikke mange af. Jeg kan kun opfordre forlagene til at udgive bøger til de mindste indvandrere, så de kan se en mor der ligner deres egen i stedet for en dansk. Vi har været nødt til at hugge en hæl og gå på kompromis. Det er klart en svaghed ved projektet.”

Og Nina Christensen stiller et retorisk spørgsmål: ”Burde vi have valgt bøger alene ud fra etnicitet? Kan man som læser alene forholde sig til personer, der har nøjagtig samme baggrund som en selv. På et overordnet plan handler litteratur også om det modsatte, nemlig at møde og konfronteres med andre verdener. Projektet forsøger at få bøger ud i de hjem, hvor der ikke er bøger i forvejen, fordi det betyder meget for børns omgang med bøger når de kommer i skole. Jeg synes at vi skal benytte anledningen til at spørge, hvad vi kan gøre for at fremme bøger, der afspejler Danmark som det ser ud i dag. Og der er gode eksempler, f.eks. Manu Sareens børnebøger, hvor hovedpersonen færdes i en mangekulturel verden sat ind i en traditionel drengekrimi uden at der gøres et stort nummer ud af personernes etniske baggrund. Skulle gammeldanske børn ikke kunne læse Manu Sareen, fordi hovedpersonen ikke har samme baggrund som dem selv?”

Jette Løntoft tvivler ikke på bogudvalgets ekspertise, men hun fastholder sin kritik af bogstartsprogrammets indhold og form:

”Jeg har i næsten 40 år arbejdet med børn fra socialt svage miljøer, de seneste godt tyve år også tilsat et andet modersmål end dansk. Den kombinerede erfaring er der ikke ret mange fagfolk, der har. At tro at en flok bibliotekarer gennem to hjemmebesøg og to invitationer kan ændre oplæsningskulturen i de svageste familier i Danmark, er fagligt naivt. Vi taler jo om oplæsning for børn, som selv professionelle pædagoger finder det vanskeligt at læse for,” siger hun.

Jette Løntoft ville selv have strikket et projekt sammen på en anden måde:

”Jeg synes at vores dagtilbud for børn 1-6 års alderen skulle være det centrum, hvorfra projektet foldes ud. På den måde kunne man gennem tilbud og samtaler have inspireret og kvalificeret målgruppens forældre. Nogle af forældrene er flove over ikke at kunne læse, og de skal bakkes op i, at de også kan bidrage positivt til deres børns udvikling ved at bruge den levende, eventuelt hjemmedigtede, fortælling.”

Anne Holmen, professor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, har fra sidelinien fulgt projekt Bogstart. Hun kalder det en god idé, der ikke er tænkt ordentligt igennem:

”Jeg ved godt at projektet sigter mod hvad Velfærdsministeriet kalder udsatte boligområder, men i praksis retter det sig mod tosprogede familier. Det er sådan set også ok at styrke netop disse børns skoleparathed, fordi vi stiller store krav til børns viden og kompetencer ved skolestart. Børnene skal kunne tilegne sig skrift og læsning, og derfor tillader vi os at blande os i familiernes kulturelle transmission,” siger hun.

Alligevel undrer hun sig over sammensætningen af materialerne:

”Der er tilsyneladende hverken taget sproglige eller kulturelle hensyn. Målet er at familierne skal tage materialerne til sig og bruge dem aktivt – men så skal forældrene på en eller anden måde kunne spejle sig i dem og gøre dem meningsfulde ved samvær med børnene. Det handler om indholdet af bøgerne, men også om sprogvalget. Man kunne have udsendt bøger på mange sprog, men med den valgte linie fremstår projektet som kulturelt og sprogligt insensitivt, og det kan undre, hvis hensigten er at påvirke tosprogede familier til at læse og fortælle for deres børn. I mange sammenhænge har vi desværre en dansk rygmarvsreaktion, der siger at andre sprog ikke har nogen nytteværdi,” siger hun.

Anne Holmen mener at bogstartsprojektet er en slags social engeneering, hvor samfundet blander sig i de udenlandske familier hverdag:

”På området for tosprogethed har embedsværket skiftet forvaltningsstil de seneste år og løber ofte foran politikerne. I stedet for at åbne op for den demokratiske debat og i den forbindelse sikre at faglige argumenter bliver hørt, gætter de på, hvad f.eks. Dansk Folkeparti mener og handler efter det. Det er ikke godt for demokratiet,” siger hun.

Den 2. december skulle Jette Løntoft efter planen have talt om dialogisk læsning på et kursus om børnebiblioteker på Hald ved Viborg. Men på grund af det kritiske svar, hun gav på nogle kursisters spørgsmål om bogstartsprogrammet på seminaret i Randers dem 6. november, har Styrelsen for Bibliotek og Medier pillet hende af programmet. I en mail til Jette Løntoft skrev styrelsens børnebibliotekskonsulent, Anna Enemark, at hun ikke betvivlede Jette Løntofts kompetencer og faglige indsigt, men at man afbrød samarbejdet på grund af ”uprofessionel og illoyal opførsel”.

”Jeg kan sagtens leve med fyringen fra det kursus,” siger Jette Løntoft. ”Men jeg holder altså ikke meningsoplæg på bestilling, og jeg skal ikke være loyal overfor styrelsen – kun overfor børnene. Jeg ville ikke selv have været i stand til at gå ud i familierne og fortælle dem om bøgernes vidunderlige verden og store betydning for deres børns udvikling, samtidig med at jeg skulle give dem en fotobilledbog om en lille lys dansk middelklassedrengs hverdag. Det afgørende for mig er at den faglige debat ikke bliver lukket, og jeg synes at det er ærgerligt, at vi mennesker ikke har lært noget siden antikken – man skyder stadig budbringeren.”

Anna Enemark bekræfter at Styrelsen for Bibliotek og Medier har stoppet brugen af Jette Løntoft som oplægsholder. Hun siger:

”Bibliotekarerne i projektet skal ud på en svær opgave i hjemmene og har brug for opbakning. Derfor havde vi hyret Jette Løntoft til at bakke op, ikke til at lave et debatoplæg. Som bibliotekarer er vi en del af en konsensuspræget kultur, hvor vi taler os frem til enighed uden alt for skarpe fronter. Jette Løntoft havde gode pointer om de fordomme og problemer, man kan stå overfor, og gode forslag til supplerende materialer, f.eks. lav-selv-billedbøger, og naturligvis er reflekteret kritik og faglig dialog meget velkommen. Problemet var, at hun såede tvivl om materialernes beskaffenhed og miskrediterede det faglige udvalgs arbejde. Det ønsker jeg ikke skal ske igen. Det er i orden at hun er uenig med projektet, men med så voldsom en indignation, burde hun have meldt fra på forhånd.”

Anna Enemark understreger, at både det faglige panel og styrelsen er klar til at justere i bogpakkernes sammensætning, når der kommer tilbagemeldinger fra bibliotekarerne.

”Når man bruger litteratur som løftestang i socialt arbejde, er der både gode effekter og visse begrænsninger. Derfor har vi også finansieret en ph.d. stilling sammen med Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, så vi kan få forsket i bogstartsprogrammets muligheder.”

Jette Løntoft holder fast i sin kritik: ”Det frustrerer mig vildt og inderligt at man hælder mange penge i endnu et forfejlet ”ih, hvor er vi gode” projekt. Jeg synes, at alle børn, der vokser op i vores samfund skal have gode udviklingsmuligheder, fordi alt andet er uordentligt og fordi børn, der bliver til unge uden fremtidsmuligheder, er farlige for vores fælles samfund, se bare de senere års problemer med unge tosprogede,” siger hun.

Jette Løntoft siger, at Danmark hører til blandt de OECD-lande, der er dårligst til at bryde den sociale arv og til at sikre at flygtninge og indvandrere integreres i uddannelsessystemet, men hun tror på at tidlig, vedvarende og kvalificeret oplæsning af god børnelitteratur er ét af de tiltag, der kan bidrage til at ændre den beklagelige statistik:

”Det viser erfaringer fra Rinkeby, en forstad til Stockholm, hvor tosprogede børn i 4. klasse har læst 450 og bøger eller flere, og nu drømmer mange af dem om at blive forfattere. I Toronto, Canada, har man også inddraget litteraturen i en flerkulturel og flersproget undervisning, hvor der netop arbejdes meget aktivt i skolebiblioteket med bøger og netfortællinger fra mange kulturer og på mange sprog. Men Biblioteksstyrelsens projekt har desværre hentet inspiration fra et engelsk hattedameprojekt. Og det sker for statsmidler,” siger hun.

Anna Enemark afviser kritikken: ”Bøgerne er valgt af eksperter, og meningen er, at de skal skildre en dansk hverdag. Vi skal ikke nødvendigvis afspejle de forskellige kulturer, for det her er et dansk projekt, hvor vi gerne vil inspirere forældrene til at læse med deres børn. Vi kunne godt have taget noget andet materiale ind, f.eks. politisk korrekte bøger fra USA, hvor man både ser farvede og handikappede, men det mente vi ikke passede. Til gengæld har vi taget hensyn til målgruppen ved at undgå bøger med grise og hunde, som kan virke stødende i andre kulturer.”

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *