Erlend Loe: L

Anmeldelse i Weekendavisen den 16. maj 2008.

Ekspedition. Livet er en ekstremsport, siger supernaivisten og underfundighedsmesteren Erlend Loe, der har en teori om at Stillehavsmigrationen foregik på skøjter.

Alle mennesker er en ø

Kort før årtusindskiftet beslutter den 29-årige Erlend Loe, at han vil sætte Norge på verdenskortet. Han tilhører ikke den generation, der byggede velfærdslandet Norge, men nu vil han gå i fodsporene på landets store og stolte søn, ekspeditionslederen Thor Heyerdahl, for Erlend har udviklet en teori om Stillehavsmigrationen. Han er overbevist om, at Polynesien blev befolket af sydamerikanske udvandrere, der skøjtede over havet, dengang det var frosset til is. Nu vil han til de fjerne Stillehavsøer for at bevise sin teori, for han er overbevist om at skøjterne – muligvis af guld – ligger på havbunden, der hvor peruvianerne gik i land efter den lange skøjtetur.

Erlend Loe rekrutterer deltagere til sin ekspedition, friske unge mænd, der alle er opsat på at sætte Norge på verdenskortet via deres videnskabelige forskning. Godt nok er ingen af dem uddannet til den slags, men Erlend fik rigtig gode udtalelser i faget Orientering i folkeskolen, så han regner bestemt med at han kan bevise sine teorier om Stillehavsmigrationen. En af de andre arbejder på et periodisk system over pigetyper, en anden gør forsøg med hvor lang tid han kan sove i træk, og derudover har de både millimeterpapir og måleudstyr til syre og base.

Det lykkes for Erlend at skaffe penge til ekspeditionen (afslag fra kongen, men afslaget – som er trykt i bogen som dokumentation – tolkes som en moralsk støtte), og inden længe er de syv gutter på vej mod Stillehavet. Erlend er den naturlige ekspeditionsleder, og med sine velovervejede beslutninger, sørger han for at alt går som det skal. Han har ikke kun ansvar for det videnskabelige udbytte, men også for det sociale. Derfor søger han for fællesaktiviteter (male bonding er vigtig), og da han mærker et behov, introducerer han projektet PLM, Positivt Lejrmiljø.

Romanen, der slet og ret hedder L (L for Loe), udkom i Norge i 1999, og nu får vi den på dansk i Gyldendals rosværdige arbejde med at udgive hele forfatterskabet, der brød igennem her for et par år siden med den skønne, skæve, skøre, satiriske, sarkastiske Doppler (79 kr. i paperback, hvad venter I på?), som blev fulgt op af den delvist mislykkede fortsættelse, Volvo Lastvagnar. Mens forfatteren skrev på nye ting, overtog Gyldendal rettighederne til Naiv.Super, som forlaget Klim tidligere havde udsendt, ligesom man udgav debutbogen Kvinden flytter ind og Fakta om Finland. Til efteråret eller næste år udkommer den Erlend Loes nyeste, dagbogsromanen Muleum, og mens vi venter, får vi nu en 500 sider stor ekspeditionsroman i kompaktformat.

Hovedpersonen hedder Erlend Loe, og man må spørge, om forholdet mellem fakta og fiktion, forfatter og fortæller. Er dette så autentisk og selvoplevet, som det fremstår i bogen? Er L en dokumentarisk skildring, der kalder sig roman, eller er det et fiktionsværk, der lader som om at det er autentisk? Og hvilken signal sender i så fald bogens omfattende stikordsregister og de tyve sider med farvefotos, hvor man dels ser Erlend Loe foran Thor Heyerdahls globus i The Explorers Club i New York (vi ser også kvitteringen for fotografiet, der kostede 100 $), dels ser forfatteren sammen med vennerne på sydhavsøen Manuae, og dels ser nogle af de dokumenter, der optræder i bogen, bl.a. det periodiske system over pigetyper, Erlends gode udtalelser om hans arbejdsindsats i Orientering i folkeskolen 1981 og 1982 m.m.?

Legen med forholdet mellem fiktion og virkelighed og forvirringen som virkemiddel bruges her til det yderste og med høj risiko. I 1999 kunne nordmændene ikke finde hoved og hale i bogen: forfatteren og hans venner har tydeligvis været på sydhavsøen, men tog de sig selv lige så alvorligt, som det fremgår af Erlend Loes selvhøjtidelige beretning? Det samme oplevede vi f.eks. herhjemme i 1995 da De måske egnede udkom: Var forfatteren Peter Høeg identisk med romanfiguren Peter Høeg, eller hvad?

Enten er læseren med på stilen og spøgen – og i så fald læser man med et saligt smil – eller så synes man at det hele er for søgt, anstrengt og fjollet. Erlend Loe er som velkendt supernaivist og underfundighedsmester i en klasse for sig selv, som eksistentiel humorist og satiriker er han uforlignelig. Han drysser rigelig lommefilosofi og tænksomme aforismer ud over siderne, som når han f.eks. tænker, at ”livet er en ekstremsport”.

Teorien om Stillehavsmigration på skøjter mangler stadig at blive bevist. Men Erlend er på den anden side ikke overbevist om, at kritikerne har ret, når de påstår, at havet aldrig har været frosset til is. Hans ekspedition skulle (inspireret af en artikel i National Geographic) ud til the edge of knowledge, og selvom det ikke rigtig lykkes at sætte Norge på verdenskortet, finder Erlend ud af, at alle mennesker er en ø, hvilket jo, uden at det bliver nævnt, er i opposition til det berømte citat af John Donne, der åbner Ernest Hemingways Hvem ringer klokkerne for?

Susanne Vebels oversættelse er som altid omhyggelig, elegant og i perfekt samklang med den særlige tone, der er så unik for Erlend Loe.

Erlend Loe: L. Oversat fra norsk af Susanne Vebel. 512 sider, 299 kr. Roman. Gyldendal.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.