Et sygt vidne i en syg verden

Anmeldelse i Weekendavisen den 1. februar 2008.

Korankritik og krigsturisme. Det norske forfatterpseudonym Erik Bakken Olafsen udfordrer grænserne, både i livet, litteraturen og den gode smag.

Norske Erik Bakken Olafsen debuterede med romanen Koranoid i efteråret 2005, altså fuldkommen simultant med at vi hernede fik karikaturerne af Muhammed i Jyllands-Posten, og det er vel i princippet kun forskellen på ord og tegninger, der gør, at det var os og ikke nordmændene, der fik fundamentalismens kærlighed at føle og måtte lægge ryg til en international krise.

I hvert fald har jeg ikke kunnet spore nogen særlig reaktion imod denne roman, hverken fra norske muslimer eller fra udlandet, og jeg skal da ellers love for, at de rettroende får et ordentligt pulver, som de fleste af Jydepottens pjevsede tegninger ikke tilnærmelsesvis kan leve op til.

Den korte romans komplicerede historie er denne: På et hjem for mentalt handicappede i Oslo bor en ung mand, der er fuldt og fast overbevist om, at han er rettroende muslim, hvad han slet ikke er, eftersom han er af ganske normal norsk byrd og aldrig er konverteret. Den unge mand er autist, og det eneste sted han finder tryghed og ro, er i en meget konsekvent og bogstavtro tolkning af Koranen. Han er med andre ord koranoid.

Den unge mands nu afdøde far var islamforsker og specialist i orientalske sprog, og autisten tilbragte som dreng mange år på farens kontor, hvor han allerede som femårig mestrede arabisk. Han lærte Koranen som imitativ udenadslære, men han kunne ikke forstå teksten. Norsk lærte han udelukkende som talesprog, og er derfor strandet mellem to sprog, to kulturer, to universer, og hans plejepersonale kan kun komme i kontakt med ham og stille ham tilfreds ved at læse højt fra bøger om islam. Hvis disse bøger siger noget, der er i modstrid med hans erhvervede udenadslære og bogstavtro Koranlæsning, reagerer han yderst voldsomt.

Da romanen begynder, er den institution, hvor autisten bor, brændt ned. Vi læser den første politirapport, der bl.a. fortæller, at autisten blev fundet udenfor brandtomten, hvor han knælede på sit bedetæppe, mens han ved siden af sig havde et par bøger og manuskripter. De andre beboere og plejepersonalet var tilsyneladende brændt inde, men det er umuligt at afhøre autisten, der blot bliver ved med at sige, at ”den har spredt sig, den har spredt sig”. Det er ikke ilden, han sigter til, men Koranen, der tilsyneladende er muteret ind i de andre manuskripter og bøger, han har hos sig.

Ved siden af autisten ligger personalets dagbog, hvor dagvagten og nattevagten giver beskeder videre til hinanden. Af bogen, som er politiets bevisgenstand nummer 1, fremgår det, hvordan personalet forsøger at løse problemer med autistens madvaner og bønner fem gange i døgnet, og ikke mindst hvordan de forsøger at sammenflikke en ideel bog om islam, en bog som de kan læse højt uden at risikere voldsomme udbrud fra autisten. Med udgangspunkt i en gammel bog om en norsk skibslæge, der i 1700-tallet blev holdt som slave i Algeriet og senere konverterede til islam, forsøger de at nyoversætte og tilpasse teksten, så den til hver en tid vil gøre autisten glad.

Denne bog udgør politiets bevisgenstand nummer 2, og også anden del af Koranoid. Her kan vi læse Frederic Henric Monrads beretning om, hvordan han blev taget til fange af pirater og måtte arbejde som slave, indtil han reddede den øverste leders søn, der var ved at blive kvalt. Han får mulighed for at lære arabisk, han konverterer, og han begynder at få åbenbaringer fra Allah. En af disse åbenbaringer handler om, at Koranen er en åbenbaret tekst uden begyndelse og slutning, og at Gud med mellemrum åbenbarer nye dele af den hellige bog for menneskeheden, og nu giver Allah den konverterede skibslæge til opgave at opsøg en bog i Christiania, 1700-tallets navn for Oslo, fordi Guds ord skal brede sig til denne bog, som viser sig at hedde De klanderverdiges bok, (dvs. bogen om de klandreværdige). Det viser sig, fortæller skibslægen (som altså i virkeligheden nu får lagt ord i munden af personalet på institutionen), at denne bog var trykt i fremtiden, hvor Christiania var kommet til at hedde Oslo, og at hans opgave var at finde en vildfaren muslim og læse bogen højt for ham. Jeg citerer:

”Jeg åpnet boken og begynte å lese i den. Med ett blev jeg slått i dørken av en uforklarlig kraft, og Gud talte nå til meg selv om jeg ikke drømte. Gud befalte at denne teksten ikke var ment for mine øyne. Denne korandelen var kun ment for en forrykt person som bodde i en bolig som var specielt tilrettelagt for ham. Jeg skulle lese denne boken høyt for ham i hans bolig og deretter brenne den. Denne teksten skulle lede ham på rett vei.”

Sidst i denne bog finder man seks retningslinier, som personalet påstår, er besluttet af Allah. Essensen er, at muslimer på institutionen skal leve efter samme regler og forhold som alle andre, og – nok så vigtigt – at Koranen hele tiden spreder sig, nye kapitler kommer til, og at personalet efter behov kan ændre og redigere i de islamiske love. Fiktion som medicin. Går det nu godt?

Sidste del af Koranoid består så af manuskriptet til ‘De klanderverdiges bok’, som Erik Bakken Olafsen har fundet inspirationen til fra en autentisk muslimsk sekt fra slutningen 900-tallet. Denne sekt var angiveligt opstået som en modreaktion til sufisheikerne, og ifølge de eksisterende kilder, smurte sektens medlemmer læberne med vin og stænkede deres tøj med alkohol for at provokere den herskende mening og for at nærme sig gud ved at pådrage sig menneskenes vrede.

I romanen bliver beskrivelsen af denne sekt tilsat forfatterens fri fantasi, og de klandreværdige bliver her presset til ekstremerne. F.eks. hører vi om – og hold nu godt fast – en af de klandreværdige, der i en boghandler onanerer ud over et eksemplar af Koranen, overfalder en kvinde som han flår sløret af, hvorefter han presser nogle sædplettede sider fra den hellige bog med i halsen på hende indtil hun brækker sig, hvorefter han gnider sin pik med hendes opkast og onanerer videre ned i bogen, hvorefter han klatrer op i en minaret med en spand, slår muezzinen ned, binder ham, stikker fingrene i halsen på ham og får ham til at brække sig i spanden. Han blander opkastet med sider fra Koranen, stikker en tragt ned i muezzinens mund og hælder Koran-bræk-blandingen ned i halsen på ham…

Denne klandreværdige handling overgår jo langt, hvad muslimer og andre mennesker må finde sig i af spot, hån og latterliggørelse, men af uransaglige årsager har ingen muslim følt sig krænket nok til at lave ballade, men jeg ved ikke om det handler om, at Erik Bakken Olafsen har et mindre synderegister i muslimernes øjne end Jyllands-Posten, eller om at man kan besudle Koranen på denne groteske måde uden at det er lige så stødende, som hvis man tegner profeten.

Under alle omstændigheder er Koranoid en udfordrende, anderledes og tankevækkende bog, der bruger en autist og en institution som billeder på den religiøse fanatiker og det omgivende samfund, og det er slet og ret utroligt, at denne bog har været på markedet i snart to og et halvt år uden at den har påkaldt sig den store opmærksomhed. Mens Jyllands-Postens tegninger blev verdensberømte, gled den nuancerede religionskritik i Koranoid ud i glemslen.

I virkeligheden hedder Erik Bakken Olafsen, der har studeret sofisme og persisk i Iran, noget ganske andet, men han skrev under pseudonym for sin sikkerheds skyld, da det jo ikke er ufarligt at lægge sig ud med visse typer af muslimer, der tror at de kommer i himlen ved at dræbe en synder, og blodsporene fra Theo van Gogh var endnu friske, da romanen skulle udkomme.

Mere frygtsom er han dog ikke, end at han efterhånden gerne lader sig fotografere, og han bedyrer at bogen ikke er et angreb på religionen islam, men på fundamentalisme som sådan. Han kunne lige så vel have skrevet om kristenfundamentalister som i Norge overgår muslimekstremisterne i antal, siger han i et avisinterview, og i virkeligheden opfatter han efter eget udsagn romanen som et integrationsprojekt, fordi også islam skal udsættes for satire og ikke hele tiden måles med etiske alen, ja faktisk forsøger Erik Bakken Olsen at gøre op med det, han et sted har kaldt etikpolitiet, som sikrer at vi læser etisk, spiser etisk, skider etisk…

I en tid hvor højrefløjen efterlyser danske islamkritiske forfattere (se evt. min kommentar på bagsiden af BØGER), kan Koranoid måske tilfredsstille deres læselyst, men også kun måske, fordi romanens subtile og uigennemskuelige dobbeltspil og leg med fiktioner faktisk ikke gør islamkritikken særlig entydig. Mest af alt gør romanen op med fanatismen, den overdreven omsorg og de etiske hensyn. Koranoid er ikke udkommet på dansk, men det er også lige meget, for romanen er nem og ligetil at læse på et yderst tilgængeligt norsk.

I 2007 vendte Erik Bakken Olafsen så tilbage med en ny roman, igen under pseudonym, og selvom han skifter korankritik ud med krigsturisme, skriver han stadig med produktiv vrede.

Turisten (heller ikke på dansk, men nem at læse på norsk) handler om en ung mand, der keder sig ad helvede til i sovebyen, hvor han arbejder på et posthus. Da posthuset bliver udsat for et røveri, får han tilbudt krisehjælp, selvom han ikke behøver det, og han scorer nogle fridage på den konto. Da posthuset igen bliver røvet, bluffer han psykologen til at underskrive endnu en sygemelding, for han ved lige præcis hvilke signaler han skal sende, da han har hørt om den slags fra sin far, der også er psykolog og ekspert i kriser. Det er altså, som i Koranoid, faren, der mere eller mindre bevidst giver en skæbnebestemmende viden videre til sønnen.

Vi er i begyndelsen af 1990’erne, og den unge mand, der deler navn med forfatteren: Erik Olafsen, beslutter at forlade hverdagens kedsommelige skærsild og den uudholdelige norske normalvirkelighed. Som en slags impulshandling rejser ham sammen med en kammerat af sted mod det ukendte og nyåbnede østlige hjørne af Europa. De kommer til Sydkaukasus, hvor Armenien og Aserbajdsjan udkæmper en grusom krig om enklaven Nagorno-Karabakh. De hustler sig frem i en rus af rejseanarki, og da Erik vender hjem, kan han tydeligt mærke udlængslen, trangen til drama, behovet for krig, og heldigvis er de tidlige 90’ere en gavmild tid for krigsturister.

I Jugoslavien raser borgerkrigen, og den rastløse Erik jagter hele tiden det næste fix. Han opsøger Sarajevo, hvor han opholder sig under serbisk belejring mens snigskytternes projektiler fælder folk i gaderne, og da han på et tidspunkt kommer på tomandshånd med et lig, skaffer han sig i et øjeblik af galskab krigsturistens ultimative souvenir ved at lirke mandens øjne ud og gemme dem i formalin. Jeg er her ikke for at hjælpe, jeg er her for at opleve. Jeg er turist, ikke deltager, jeg skal opleve krigens grusomhed, men ikke have indflydelse på, hvad der sker, siger han hele tiden til sig selv. Man hjælper jo heller ikke en døende antilope på den afrikanske slette.

I de kommende år strejfer Erik rundt i Afrika og Europa, bl.a. for at bevidne folkemordet i Rwanda og de etniske udrensninger i Kosovo, og da krigen mod terror bliver introduceret efter 9/11, rejser han atter af sted for at opleve Afghanistan og Irak på nærmeste hold. Han kommer i kontakt med nogle af krigens kommercielle entreprenører, og pludselig har han fået job hos et privat sikkerhedsfirma, der løser opgaver for den amerikanske hær. Hvad han oplever der, røber jeg ikke.

Turisten handler om et perverst rejsefænomen, hvor elendighedsfascination og lidelsesforbrug er målet, og forfatteren beskriver den rastløs rejsende spændingsnarkoman uden anstrøg af romantik, tværtimod som et sygt vidne til en syg verden.

De to romaner i forfatterskabet udfordrer grænserne, både i livet, etikken og den gode smag, og som sådan opfylder Erik Bakken Olafsen et meget vigtigt krav til litteraturen.

Erik Bakken Olafsen: Koranoid, 166 sider, 99 kr. og Turisten, 200 sider, 299 kr. Gyldendal, Norge.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *