De Politiske Lege

Kommentar i Weekendavisen den 11. april 2008.

Boykot. Brian Mikkelsen siger at OL-åbningsceremonien er kinesisk show off. Men show off kan han selv være med sit gratis tøndebulder om at blive væk.

Da kulturminister Brian Mikkelsen søndag aften meddelte, at han måske vil boykotte åbningsceremonien ved OL i Beijing til august, smed han en klyngebombe ind i den danske debat. Den har foreløbig ramt regeringen, kronprisen og kulturministeren selv. Han regnede vist med at blive betragtet som modig, fordi han turde sætte dialog med Tibet som betingelse for sin tilstedeværelse på stadion, men reaktionerne har mere været forundring over hans politiske illoyalitet overfor regeringen, og den hyppigste kommentarer har været tsk tsk tsk.

Kulturministerens soloudbrud var ualmindelig ubekvemt for statsministeren og regeringen, og det har kun skabt forvirring om Danmarks officielle politik og Kronprins Frederiks fremtid som IOC-kandidat. Samtidig er Brian Mikkelsens mulige aktion fuldkommen virkningsløs og ude af stand til at fremme menneskerettighedssituationen i Kina. Alle eksperter – både sinologer, Amnesty International m.fl. – mener at kritik og dialog er vejen frem, ikke boykot.

Til hverdag foregår der en omfattende kommerciel og kulturel udveksling med Kina. Der er – på trods af uenighederne – ingen slinger i valsen med de diplomatiske kontakter og venlige relationer, og Danmark kan uden dårlig samvittighed sende erhvervsdelegationer af sted, ligesom vi jo gerne vil aftage alle de rare, billige varer, der fremstilles i Kina. Der er heller ingen, der hæver et øjenbryn, når danske arkitekter samarbejder med kinesiske universiteter om at finde gode miljøløsninger til megametropolerne i det folkerige land – og vi vil vel gerne have Kina med i de nødvendige klimaaftaler, der skal handles af på topmødet i København næste år?

Der er kontakt, og der skal være kontakt, også i form af De Olympiske Lege. Men Kina fortjener ikke OL som en propagandasejr. Landet henretter systemkritikere, nedkæmper al opposition, censurerer medierne og nettet, undertrykker tibetanerne og turkmenerne og støtter folkemorderne i Darfur. Der er altså masser af grunde til at kritisere regimet i Beijing, og OL er en enestående anledning til at skabe global opmærksomhed om Kinas overtrædelse af menneskerettighederne. Det er nu, man skal kræve politiske ændringer, kritisere myndighederne og søge kontakt med oppositionen – men Kina vil nikke lade sig afficere af sporadisk boykot.

Hvis et samlet EU gjorde fælles sag, ville det give genlyd i den vestlige verden, men i Kina vil det først gå op for den brede befolkning, hvis det ikke bare var en minister hist og pist, der blev væk, men sportsfolkene i massive tal. EU har overvejet en Brian-løsning, hvor statscheferne bliver væk fra åbningen, men unionen mener ikke at boykot af selve legene bør komme på tale. USA skal heller ikke have noget klinket, fordi Kinas geopolitiske indflydelse og økonomisk vækst er betydelig, og desuden vil amerikanerne gerne nøjes med en diskret opmærksomhed om emner som statshenrettelser og menneskerettighedskrænkelser, for hvad det angår, har de jo ikke altid rent mel i posen selv. Det samme gælder de ikke-demokratiske lande i den arabiske verden, og dertil kommer alle de sydøstasiatiske og afrikanske nationer, der er politisk og økonomisk afhængige af at have et godt forhold til Kina.

Danmark har en særlig politisk-diplomatisk varm kartoffel, som regeringen forsøgte at pakke ind ugen op til Brian Mikkelsens uvarslede sololøb. Anders Fogh Rasmussen udstyrede IOC-kandidaten Kronprins Frederik med et embedsmandsudvalg af diplomatiske babysitters og bodyguards, der skal sørge for at han ikke kommer til at mene noget politisk forkert i forsøget på at komme ind i IOC-broderskabet. Danmarks regering og kongehus er altså solidt plantet i et sportspolitisk krydsfelt af olympiske dimensioner – samtidig med at statsministeren hævder, at sport og politik ikke hænger sammen, hvilket ikke bare er naivt og kynisk, det er direkte arrogant. Hvis OL ikke havde noget med politik at gøre, kunne Frede jo bare hygge sig med sin kandidatur, sådan som han hygger sig med alle de apanagefinansierede kapsejladser.

Men OL er dybt politisk, og Kronprinsens kandidatur gør det svært for det officielle Danmark at markere et politisk standpunkt overfor Kina. Frederik er nødt til at være på stadion i Beijing, og hans planlagte entré i den internationale olympiske komité holder dermed Danmark som politisk gidsel, selvom statsministeren siger, at kronprinsen godt kan rejse uden ministerledsagelse. Ja, måske nok. Men han kan ikke mene noget kritisk om Kina som værtsland, og eftersom hans meninger skal koordineres, dikteres og sanktioneres, er Danmark nødt til at acceptere OL med det hele, og derfor er kulturministerens standpunkt en chikanerende sten i skoen for regeringen, som lige nu er ved at bringe sig selv i en situation, hvor den skal vælge om den vil arbejde for Kronprinsen eller for tibetanerne – hvis Dalai Lama ironisk nok ikke går ind for boykot.

Brian Mikkelsen hylder, ligesom statsministeren, det naivkyniske dogme om at sport og politik ikke skal blandes. Han støtter sportsfolkenes jagt på ære og medaljer, og derfor er han klar til at tage til Kina for at heppe på de danske atleter, selvom han måske vil undlade at anmode om en VIP-akkreditering til den åbningsceremoni, som han i øvrigt slet ikke er inviteret til. Dermed bruger han atleterne som et figenblad for sit kvarte standpunkt. Ministeren bør enten acceptere OL med det hele – eller opfordre til at Danmark siger konsekvent nej. Alternativt kunne han have valgt at blive hjemme uden at gøre et nummer af det, uanset hvor omhyggelig hans balancebegrundelse er: Åbningsceremonien har ikke noget med sport at gøre, det er bare ”kinesisk show off”, for nu at citere ham ordret. Men show off, det kan han altså selv være. At ”true” med at blive væk fra OL-åbningen, er en opvisning i gratis tøndebulder og symbolpolitik i slipstrømmen på Nicolas Sarkozy.

Det politiske pres ligger ganske vist ikke på atleterne, men de står overfor et individuelt og moralsk spørgsmål. De fleste vil blande sig helt uden om det politiske, men nogle vil vælge at sige deres mening, eventuelt i en demonstrativ manifestation på stadion, der måske nok vil være illoyal overfor reglementet, men loyal overfor ofrene for Kinas krænkelser af menneskerettighederne. Den danske 800 meterløber Rikke Rønholt har meget fornuftigt sagt, at det er politikernes ansvar at arbejde for menneskerettighederne i Kina, og ikke kun op til OL. Og så har hun i øvrigt varslet en personlig, fredelig og ikke-konfronterende protest.

Hidtil har spørgsmålet om boykot været holdt godt i ave, fordi bl.a. Amnesty International har sagt, at OL kunne være en løftestang for menneskerettighederne, men i sin seneste rapport om forholdene i Kina, konstaterer organisationen, at situationen for tibetanere, dissidenter og samvittighedsfanger er forværret i stedet for forbedret. Lige siden Kina vandt værtskabet for OL 2008, har spørgsmålet om landets gavmilde omgang med henrettelser og systematiske krænkelser af menneskerettigheder været en tikkende bombe under legene. Først lovede kineserne at OL ville fremme friheden i landet, men på det seneste har de skruet op for undertrykkelsen. OL sætter den vestlige verdens debat om menneskerettigheder på spidsen, og det ulmer det med folkelige protester og angreb på den olympiske fakkel. Nu er bolden på deltagerlandenes banehalvdel.

Her i landet aner befolkningen ikke, hvad regeringens plan er, og vi ved ikke engang om regeringspartierne er enige. Nogen må have glemt at ajourføre drejebogen for driftssikre statsministre, for den danske OL-politik er selvmodsigende og retningsløs. Derfor er et påtrængende spørgsmål kun blevet endnu mere aktuelt af boykot-Brians opsigtsvækkende tvivl: Vil statsminister Anders Fogh Rasmussen fastholde at sport og politik skal holdes adskilt, og dermed ignorere at De Olympiske Lege foregår side om side med De Politiske Lege, eller vil han erkende, at indsatsen for globale menneskerettigheder og demokrati også må bruge sporten som anledning til at stille politiske krav? Det vil i praksis sige, at Danmark bør lade sportsfolkene deltage og samtidig markere en politisk og diplomatisk kritik overfor Kina på et seriøst niveau, som distancerer kulturministerens selvretfærdige ”trusler” om et ”afbud” til Kinas ”show off”.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.