Clara Raphael: Tolv Breve / Bodil Wamberg: Passionsblomsten

Anmeldelse i Weekendavisen den 11. april 2008.

Emancipation. Hvad gør man, hvis man både ønsker sig frihed og underkastelse? Den unge Mathilde Fibiger fandt aldrig svaret og forblev…

Fortvivlet og forvildet

For bare halvandet hundred år siden var de danske kvinder lige så underlegne og magtesløse i forhold til mændene, som kvinderne er i dag i kulturer uden kønsligebyrdighed. Men langsomt opstod kvindebevidstheden og kvindebevægelsen, og blandt de allerførste emancipationspionerer var en ganske ung kvinde ved navn Mathilde Fibiger. Som knap 19-årig skrev hun brevromanen Tolv Breve under navnet Clara Raphael – og pludselig stod danskeren midt i en kolossal, samfundsomrystende debat om kvindernes stilling i samfundet.

I dag kender de fleste nok Mathilde Fibiger bedst for at lægge navn til henholdsvis en vej på Frederiksberg og Dansk Kvindesamfunds årlige pris, Mathildeprisen. Men Danmarks første kvindesagskvinde var altså fra sin pure ungdom en skønlitterær forfatter med programmatiske ambitioner. Hun ville fremme ”Damernes Emancipation”, og aldrig havde man da hørt så galt i det dybt patriarkalske og reaktionære danske samfund, hvor kvinder ikke havde ret til at bestemme over egne forhold. De var groft sagt enten husmødre, tyende eller guvernanter, og under alle omstændigheder var det deres mænd eller mandlige slægtninge, der bestemte over dem og hundsede med dem, mens det vist hed sig at de beskyttede deres ære. Man har hørt om den slags siden.

Når man i dag læser Mathilde Fibigers Tolv Breve og Bodil Wambergs lille biografifortælling om forfatterinden, er det paradokserne, der springer i øjnene. På den ene side ville Mathilde have frihed, selvstændighed, emancipation. På den anden side higede hun efter at finde sin plads i et ægteskab – underkastelse, kaldte hun det, intet mindre! Som den rebel hun var, lod hun sit litterære alter ego tale præsterne midt imod i spørgsmål om det religiøse, selvom hun selv var inderligt troende. Og selvom hun ønskede at være fri for det reaktionære, var hun afhængig af familien, hun var dansksindet, national og tændt af en sand patriotisme. Men først og fremmest følte den unge, idealistiske Mathilde sig fortvivlet og forvildet – og det blev vel hendes skæbne, ganske som hun lod Clara Raphael sætte sin mulige kærlighedslykke over styr, fordi hun ville leve et engleagtigt rent liv og derfor afstod fra forlovelse, fordi hun ville leve i et platonisk forhold.

Da Mathilde Fibiger skrev sine breve om den unge, frihedselskende guvernante, som hun moddellerede over sig selv, indvarslede hun noget hidtil uset i den danske litteratur og samfundsdebat. Heldigvis havde den magtfulde kritiker Johan Ludvig Heibergs blik for hendes kvaliteter, så han efterkom hendes anmodning om at besørge bogen udgivet, og han skrev selv et introducerende forord. Kort før jul i 1850 udkom bogen, og snart var Mathilde afsløret og skandaliseret, både i samfundet og i sin egen familie. Damernes emancipation – hvilken frækhed! Stormen var så stærk at Mathilde aldrig kom sig over dens følgevirkninger, og selvom hun sled i det for at skabe en litterær karriere, måtte hun friste en omflakkende tilværelse, dels som guvernante, dels som tålt bofælle til en jomfrunalsk søster, og endelig som uddannet telegrafistinde, hvilket skaffede hende et lille gennembrud som Danmarks første kvindelige tjenestemand.

Bodil Wamberg kalder sin biografiske fortælling for Passionsblomsten, for det var hvad Johan Ludvig Heiberg kaldte den unge forfatter: en passionsblomst i en kålhave. Og passionen står stærk i bogen, ja faktisk lyser den meget klart i den fortolkende genfortælling, der samtidig er et interessant billede af et Danmark, der måske nok stod midt i en kulturel guldalder, men som på det sociale og kønspolitiske niveau var på et frygtindgydende primitivt stade. Vi får en detaljeret og nuanceret persontegning af Mathilde og personerne omkring hende, og med finsans for sporlæsning i efterladte breve, tegner Bodil Wamberg et særdeles interessant psykologisk portræt af det uforløste forhold mellem den unge kvinde og den 34-årige forfatter Meïr Aron Goldschmidt.

Mathilde Fibigers/Clara Raphaels Tolv Breve læses næppe længere udenfor forskerkredse, men med Bodil Wambergs glimrende og oplysende indføring i tidens tanker og tendenser, får bogen en velfortjent genintroduktion som gør det nemt og interessant at læse fiktionsbrevene fra Danmarks første kvindesagskvinde. Hun var fortvivlet og forvildet, og hun efterlader sin læser noget forvirret over alle paradokserne. Men det er en forvirring, som Bodil Wamberg rydder godt op i, og det er ikke kun nutidens kvindesagskvinder og emancipationspionerer, der kan læse bogen som inspiration. Alle med interesse for historien vil gyse ved de to bøgers beskrivelsen af dansk kønsintolerance fra verden af i forgårs.

Clara Raphael: Tolv Breve. 120 sider, 149 kr. / Bodil Wamberg: Passionsblomsten. En biografisk fortælling om Mathilde Fibiger. 216 sider, 199 kr. Gyldendal.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.