Kommentar i Jyllands-Posten den 3. januar 2007
Jyllands-Postens leder ”Et tankeeksperiment” den 22. december 2006 om Ungdomshuset konkluderer ganske fornuftigt, at retssamfundet må forsvare sine principper, uanset hvem der udfordrer dem. Det synspunkt ligger helt på linie med hvad jeg selv skrev samme dag om samme emne i Weekendavisen.
Når jeg alligevel gerne vil kommentere avisens leder, er det fordi den rummer et tankeeksperiment, der involverer mig. Lederen henviser til en hærværksepisode mod Faderhuset i Rødovre, og spørger hvad ”godhedens og den rette tros apostle” mon havde sagt, hvis det ikke var den kristne firkirke, men Islamisk Trossamfund, der var blevet angrebet.
Og her kommer jeg ind i billedet, jeg citerer fra lederen: ”Parallellen findes faktisk i virkeligheden. For ikke længe siden blev der begået hærværk mod nogle lokaler, tilhørende Islamisk Trossamfund i København. Godhedens og den rette tones apostle var straks på barrikaderne. Forfatteren Klaus Rothstein nåede at udnævne Dansk Folkeparti til åndelig brandstifter og diverse nynazister til attentatmænd. Det var få timer, før politiet pågreb den virkelige gerningsmand, som viste sig at være en forstyrret mand med iransk baggrund. Så var den historie ligesom ikke interessant mere.”
Det er jo sandt nok. Jeg skrev en kommentar i Weekendavisen om brandstiftelserne mod Islamisk Trossamfund, og jeg rettede et angreb mod Dansk Folkeparti, som jeg mener fører en retorisk kamp, der for en selvtægtsmand sagtens kan fungere som en moralsk retfærdiggørelse af vold og hærværk. Jeg tog udgangspunkt i chefkriminalinspektør Per Larsen, der havde karakteriseret ildspåsættelserne som racistisk kriminalitet, og da det viser sig, at gerningsmændene ikke er racister, men en sindsforvirret iransk flygtning, kan man roligt sige at både politiet og jeg tog fejl. Det har jeg naturligvis undskyldt for prompte.
Men! Jeg har hele tiden fastholdt min principielle kritik, selvom jeg tog fejl i den konkrete sag. Det er jeg så også blevet kritiseret for, idet man ikke kan give en halv undskyldning. Næ, måske ikke. Men når nu min principielle kritik er relevant, så fastholder jeg. Jeg anser det for givet, at voldelige racister er politisk knyttet til Dansk Folkeparti mere end til noget andet parti. Jeg anser det for givet, at Dansk Folkeparti udtrykker det med ord, som uartikulerede slagsbrødre udtrykker med vold. Se bare Ekstra Bladets artikel den 17. december 2006, hvor en erklæret racist fra det voldelige miljø omkring hooligangruppen White Pride og Dansk Front fortæller at han stemmer på Dansk Folkeparti. Ja, hvem ellers?
At jeg tog fejl (og at politiet tog fejl) i sagen om Islamisk Trossamfund er indiskutabelt. Det var ikke hvide, racistiske gerningsmænd. Men tænk nu – for nu at blive i tankeeksperimenterne verden – hvis den psykisk syge iraner, som blev anholdt for brandstiftelsen, var påvirket af den anti-muslimske retorik, som udgår fra Dansk Folkeparti (det skulle være unødvendigt at komme med citateksempler)? Tænk nu hvis han som flygtning er et offer for islamisk undertrykkelse, tortur m.m. Han har personligt gode grunde til at hade islam og islamisme mere end noget andet, og når han så hører f.eks. Søren Krarup advare om, at muslimerne er ude på at erobre vesten, ja så reagerer han på sin egen irrationelle og kriminelle måde.
Problemet er, at vi ved for lidt om racistisk motiverede forbrydelser i Danmark. Sagerne overgives til PET, men herfra får vi intet at vide om, hvor mange der er rettet mod muslimer, hvor mange mod jøder osv. Vi bilder samtidig os selv ind, at den åbne danske debat er det bedste værn mod racistisk vold, for i Sverige, hvor debatten er mere ordknap, er volden også mere omfattende. Desværre holder logikken ikke. Svenskerne har nemlig en meget mere omhyggelig registrering, end vi har, og vi kan jo dårligt sige, at vi har mindre racisme i Danmark, hvis sagen er, at vi blot registrerer den dårligere og slet ikke forsker i gerningsmandsprofiler.
Derfor tager Jyllands-Posten også fejl, når avisen insinuerer, at jeg ikke fandt sagen om Islamisk Trossamfund interessant mere, da det viste sig at brandstifteren var iraner. Det er decideret forkert. Det var faktisk her, at sagen først blev interessant for alvor. Jeg har i hvert fald lært den lektie, at man ikke skal konkludere for tidligt, og i bakspejlet undrer det mig såre, at den erfarne chefkriminalinspektør udtaler sig uden at have beviser. Heldigvis har talrige kolleger fra forskellige aviser – inklusive Jyllands-Posten! – ”trøstet” mig med at min fejl hører til i afdelingen for ”brancherisici ”. Alle der skriver kommentarer og ledere med timers varsel må forholde sig til sagens oplyste grundlag, men når avisen udkommer, kan verden se anderledes ud.
Personligt vil jeg fremover være mere end almindeligt tilbageholdende med at dømme formodede gerningsmænd, uanset hvor logisk sagen måtte synes. Derfor ville jeg også være påpasselig med at placere skylden for hærværk mod Faderhuset hos de autonome (uanset logikken), for tænk nu hvis det viser sig, at gerningsmanden er en helt anden. En sindsvirret iraner eller…
At retsstaten må forsvare sine principper, uanset hvem der udfordrer dem, er en blivende sandhed. At vi i pressen skal kommentere realiteter i stedet for at dømme på basis af formodninger, er en anden sandhed. Vakkelvorne tankeeksperimenter har vi nok af.