Stig Dalager: Skyggeland

Anmeldelse i Weekendavisen den 14. september 2007.

9/11. Stig Dalagers store romanprojekt slutter uden den tyngde, der bar det undervejs.

Terror er trumf

Det er de store omvæltningers tid, der præger Jon Bæksgårds liv, sådan som det rulles ud i det stort anlagte og særdeles ambitiøse trefløjede romanværk af forfatteren Stig Dalager. Med Skyggeland afslutter han nu beretningen om advokaten, som i Glemsel og erindring (1992) oplever DDR-socialismen og i Labyrinten (2005) jagter en østrigsk naziforbryder samtidig med at de etniske udrensninger hærger Balkan. Og denne gang er New York og Vestbredden i terrorens tegn scenen for Jons hvileløse søgen efter mening, menneskelighed og moralsk retfærdighed.

Vi er altså på scenen for internationale verdensbegivenheder gennem 30 år, og Stig Dalagers projekt er da også både politisk og litterært. Som man vil vide fra den offentlige debat, er han en mand med markante meninger som krigskritiker, flygtningefortaler m.m., og han formår at kombinere en udpræget israelvenlighed med en tilsvarende insisteren på, at menneskerettigheder også er et privilegium for muslimer. Det er ikke altid enkle positioner, og det bliver heller ikke nemmere af, at han er retningsgivende for de forfattere, der mener, at vi skal holde en god tone i debatten for ikke at grave de retoriske grøfter for dybe.

Stig Dalager er som kunstner flittigere end de fleste, og hans læserkreds er lige så international, som hans valg af scene og situationer. Som varslet gennem længere tid, runder han trilogien af med en vaskeægte 9/11-roman, som ligefrem tager os med ind i det brændende World Trade Center, hvor Jon kæmper sig op for at redde sin kæreste, Eve. Det lykkes, og mens Eve langsomt vender tilbage til livet på hospitalets brandsårsafdeling, genoptager Jon arbejdet.

Som forsvarsadvokat løser han især opgaver for det offentlige, en sjælden gang har han en betalingsdygtig klient, og med mellemrum fører han sager pro bono. Nu skal han hjælpe en arabisk mand, der står anklaget for at have dræbt en jødisk juveler. Det, der ligner en banal sag, viser sig at have nogle meget dramatiske dybder, og pludselig er Jon hvirvlet ind i en uoverskuelig og livsfarlig konflikt, hvor han både skal forsvare sin klient, finde de virkelige gerningsmænd, beskytte sig selv mod attentater og tage moralsk og juridisk stilling til, om han vil hjælpe de amerikanske myndigheder, der lægger et enormt pres for at rekruttere han som agent i præsident Bush’s War on Terror. Er du med os eller mod os? Er du patriot eller terrorsympatisør?

Som om det ikke skulle være nok, er Jon selv præget af sine oplevelser inde i World Trade Center, at uigennemskuelige mareridt og af en evig dårlig samvittighed overfor sin søn, den 14-årige autist Tobias, som han efterlod som ganske lille, da han brød med sin ekskæreste Sine, der i dag bor i Wien (det ved læseren fra Labyrinten). Samtidig ønsker Eve at flytte fra New York og begynde et nyt liv i hendes hjemby, Jerusalem.
Tilfældet vil, at Sine og Tobias samtidig får mulighed for at flytte til netop Jerusalem i et halvt år, hvor hun kan genoptage sit arbejde som arkæolog og drengen kan gå på musikskole for autister. Og da både Jons sag og antiterrorpolitiets sporjagt peger mod Vestbredden, bliver det atter opbrudstid for den hvileløse vandrer.

Desværre når Skyggeland ikke det niveau, der hidtil har hersket i serien om Jon Bæksgård, og som thriller fuser den ud. Plottet er ikke sofistikeret nok, handlingen præget af et par tilfældigheder, og det er som om, at Stig Dalagers umiskendelige skrivetalent denne gang er blevet distraheret af et ønske om at beskrive det ubeskrivelige – for hvordan skildrer man egentlig 9/11 set indefra? Hvordan beskriver man med indlevelse og sandsynlighed de konkrete oplevelser, som terrorens overlevere havde i de brændende tårne? Og hvordan laver man et troværdigt psykologisk portræt af dem i månederne efter? Er det f.eks. sandsynligt, at Jon – sine oplevelser og traumer til trods – kan handle både rationelt og målrettet, håndtere et par attentater og se sin nære medarbejder dø for en kugle, der var tiltænkt ham? Personligt tror jeg at den indre opløsning må være uendelig meget større, end Stig Dalager beskriver den. Godt nok hersker tvivlen, mareridtene og trøstesløsheden hos både Jon og Eve, men kan det være rigtigt, at to overlevere fra World Trade Center ikke går i endnu mere desperat, traumatiseret opløsning?

Historien om Jon er historien om skelsættende øjeblikke i Europas og USA’s historie, og den er dermed en politisk føljeton lige så meget som den er en personlig udvikling. Manden, der forlod Danmark for at blive en rastløs rejsende i retfærdighed, nåede både at opleve det autoritære DDR, at jagte en nazistisk krigsforbryder mens Balkan brændte og at frelse sin elskede fra verdenshistoriens største terroraktion. Hvem han fandt og hvad han fik ud af det, er stadig et åbent spørgsmål, for romanen slutter med en splittelse. ”Han er på vej hjem, men hvor er hjem?”.
Er hjem i Jerusalem, hvor Eve slår sig ned? Eller er hjem i København, hvortil Sine og Tobias returnerer. Til sidst står spørgsmålet og blinker i luften: ”Hvorfor kan han ikke være begge steder, når han har mindst to hjerter inde under skjorten? Trætte hjerter, men dog alligevel hjerter.” Og som Jons far altid sagde, når han tabte i kortspil: ”Hjerter er trumf i tyvenes by”.

I Skyggeland er terror trumf, for godt nok overlever Jon og Eve terroren, men de overvinder den ikke. Den eksisterer fremdeles som en trussel, hvilket de seneste ugers afsløringer af nye terrorplaner på dansk jord vidner alt for tydeligt om. Udgivelsesdagen (den 9.11.) er valgt med kæk og kæphøj symbolik, men den nye danske litteratur mangler stadig den store samtidsroman, der perspektiverer hele terrorismens problemkompleks.

Stig Dalager: Skyggeland. 338 sider, 299 kr. People’s Press.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.