Anmeldelse i Weekendavisen den 7. september 2007.
Romandebut. Da Vinci Mysteriet møder Rosens Navn i ambitiøs thriller, som desværre holder mindre end den lover.
Passiv læsning er ingen spøg!
Det begynder sådan set meget godt – og forventningerne har da også fået et tryk seksten af forlaget Aschehougs velskabte hype. Allerede sidste måned åbnede Euroman ballet med et interview med den nye, ukendte forfatter Mikkel Birkegaard, hvis debutroman Libri di Luca er under filmatisering hos Nordisk Film, endnu før den er udkommet ”på bog”.
Samtidig – og det skulle være meget usædvanligt – er det engelske agentur Andrew Nurnberg i gang med at sælge rettigheder til verdensmarkedet. Man forstår altså at noget særligt er under opsejling, og på det seneste har aviser – fra Berlingske Tidende til Information – bragt forventningsfulde versioneringer af den samme historie om Mikkel Birkegaard, den unge IT mand fra Danmarks Apotekerforening, der i samfulde fem år fik sit manuskript refuseret af diverse forlag, men nu endelig står overfor sit verdensgennembrud.
Jeg vil nu se det, før jeg tror det. Sagen er nemlig at Libri di Luca er blevet afvist af diverse forlag med ganske god grund, for hvad den vitterlig har i fremadskridende spænding, mangler den i litterær logik og indholdsmæssig overbevisning. Men det betyder naturligvis ikke at Aschehoug tager fejl, når de antager romanen. Måske har deres kommercielle mavefornemmelse ret, måske har de fundet en guldåre. Jeg mener: Dårlig litteratur har før skabt kassesucceser, tvivlsomme bøger har før solgt biografbilletter, og publikums dårlige smag kan jo nemt slå til igen.
Vi har at gøre med en bibliofil thriller, hvor Da Vinci Mysteriet møder Rosens Navn, men trods alle gode anslag stammer Mikkel Birkegaards plot fra den okkulte verdens overdrev.
Handlingen: Midt imellem os findes nogle mennesker med ganske særlige evner. De kan enten sende eller modtage følelser og stemninger via litteratur, og højtlæsning er derfor en vej til forførelse, manipulation og magt. Disse folk hører til i et hemmeligt Bibliofilselskab, hvor de benævnes Lettorere (latin for læsere), og romanen handler om en konflikt mellem disse menneskers to afarter: afsenderne og modtagerne.
Hvad disse to bibliofile grupper egentlig slås om, står ikke helt klart for mig, men via et spektakulært mord (ikke ulig åbningen på Da Vinci) i et københavnsk antikvariat, hvirvles vi ind i en uoverskuelig og stemningsmættet intrige, hvor en intelligent mand og en smuk, ung kvinde (ikke ulig fortsættelsen i Da Vinci) er oppe imod nogle kyniske og udspekulerede banditter fra en hemmelig, skummel og magtsyg Orden.
Romanens anslag er absolut lovende og ambitiøst, men hen ad vejen mister forfatteren grebet, og jo mere action packed handlingen bliver, jo flere speciel effects der lægges op til, jo flere cliff hangers der konstrueres, des mere urealistisk og uklar bliver historien, og des mere mister den i intensitet. Men hvordan holder man også en opadgående spændingskurve i en roman på 448 sider, når den bedste replik fyres af på side 34. Her møder helten og hovedpersonen en mand på værtshuset Det Rene Glas på Nørrebro. Manden viser sig at være en af disse lettorere, og med bestemthed i stemmen siger han, at ”læsning kan være meget generende, direkte farlig (…), ikke kun for dem der læser, men også alle der er i nærheden… passiv læsning er ingen spøg!”
Nej, hverken passiv eller aktiv læsning er en spøg, og det samme gælder for skrivning, hvor man skal tage både humor og spænding alvorligt. Mikkel Birkegaard har bestemt talent og en stor kærlighed til litteraturen, men han forvalter talentet med lige lovlig meget selvhøjtidelighed i skrivningen og lige lovlig lidt sandsynlighed i handlingen, og derfor holder Libri di Luca desværre mindre end den lover.
Mikkel Birkegaard: Libri di Luca. 448 sider, 299 kroner. Roman. Aschehoug.