Gøgeungen fra Gøgevej

Anmeldelse i Weekendavisen den 5. januar 2007.

Forveksling. I Ole Grønnes debutroman om tabte identiteter kredser brødrene Sirius om hinanden som to dobbeltstjerner. Hvem er stærk og hvem er svag? Og hvem er hvem?

Ole Grønne: Siriuspassagen. 318 sider, 248 kr. Roman. Hovedland.

Et eksistentialistisk forvekslingsdrama. Sådan kan man vel bedst betegne Ole Grønnes ambitiøse debutroman, hvor der bliver vendt op og ned på alle sandheder og kendte identiteter. The owls are not what they seem, hed det uheldsvangert i David Lynchs’ Twin Peaks, og selvom der er langt fra de skovklædte bjerge i Washington til Gøgevej et sted i Jylland (?), er princippet det samme. Begge steder går jagten på en skæbnesvanger sandhed, som man måske gerne ville være foruden.

Nej, Ole Grønnes Siriuspassagener hverken et mordmysterium eller en spooky fortælling fra det overnaturlige. Den nøjes med at bruge skæbnes veje og vildveje som forklaringsmodel for det uforklarlige, f.eks. de utrolig mange tilfældigheder, der får tingene til at hænge sammen i Peter Sirius’ på én gang overfladiske og dybsindige liv. Det hele er skrevet efter Paul Austers princip, men uden hans tekniske elegance og sans for at bygge op til en ”logisk” skæbne – men dén sammenligning er naturligvis lidt unfair overfor debutanten Ole Grønne.

Den handlingsmættede roman læses i krydsklip mellem nutid og fortid: Peter Sirius er marketingchef i sin fars millionfirma, der sælger sportstøj. Han er overfladisk kæreste med en overfladisk pige, men forholdet dør ud da han finder en graviditetstest i skabet. Peters papbror Adam lider af autisme, der forhindrer ham i at leve et almindeligt liv, men til gengæld udstyrer ham med ekstraordinære evner for at se skjulte mønstre og bl.a. overskue himmelrummet. Familien og firmaet styres af Peters magtfulde og manipulatoriske far, der gemmer på mere end én hemmelighed, mens han kone nummer to holder sig diskret i baggrunden. Hvad er det for en falsk tone, der gælder for det ægteskab, spørger man tidligt sig selv? Og man ved at svaret skal findes i romanens uendelige række af forvekslinger, forbytninger og spil med identiteter.

Imens mærker Peter selv i stigende grad den trivielle tilværelses meningsløshed, og da Adam dør og efterlader sig et kryptisk og umiddelbart uforståeligt budskab om stjernernes og planeters indbyrdes forhold, begynder Peter for alvor at søge i sin egen fortid efter spor, der kan kaste en forklarelsens lys over dunkle forhold i familien. Han ved ikke helt, hvad han leder efter, men han har tilsyneladende en klar fornemmelse af, at intet er, hvad det giver sig ud for at være. I hvert fald strejfer han ned gennem Europa – væk fra ansvar og pligter derhjemme – til forskellige steder, der har spillet en rolle i familiens historie.

På vej hjem får han et lift af en lastbilchauffør, som ved et lige lovligt ufatteligt sammentræf viser sig at være identisk med netop den chauffør, der mange år tidligere førte netop den lastbil, som i en trafikulykke bragede ind i Peters mor, der døde, og Adam, der blev hjerneskadet. Det, som chaufføren kan fortælle om ulykken, forstærker kun fornemmelsen af, at uglerne ikke er, hvad de synes at være. Og for at det ikke skal være lyv, har chaufføren siden ulykken interesseret sig for himmelrummet – måske fordi ulykken fandt sted den 21. juli 1969, netop den dag, hvor Armstrong og Aldrin trådte ud fra Apollo 11 og gik på månen, måske fordi familien, som han kørte ned, hed Sirius til efternavn.

Chaufføren fortæller derfor Peter, at forskerne har fundet spor af en primitiv stamme i Afrika, der tegnede meget præcise astronomiske billeder i en genfødselsmyte, der var forbundet til Sirius’ position på himlen: ”En passage bag Venus, tror jeg. Og allerede for over 1000 år siden, mange hundrede år før moderne astronomi opdagede det, har de sgu tegnet Sirius som to stjerner. En dobbeltstjerne, som bestod af en stærk og en svag stjerne, der drejer omkring hinanden.”

Hvem er hvem? Peter har altid opfattet sig selv som den stærke og Adam som den svage stjerne. Men da lastbilchaufføren opfordrer ham til at grave lidt i sin egen historie, begynder tvivlen for alvor at melde sig. Hvem er stærk og hvem er svag? Ja, hvem er i det hele taget hvem? Hos familien Sirius er uglerne i den grad ikke det, de giver sig ud for at være, og det er næppe noget tilfælde, at forfatteren har placeret sine personer på Gøgevej, for i en gøgerede kan alting ske.

Mens Peter sidder i lastbilen, falder han i søvn. I drømmen taler en fugl til ham med Adams stemme, og jeg tør godt påstå, at forfatteren her giver sit eksistentialistiske budskab: ”Engang troede jeg, at livet var som en film, hvor man passivt kunne iagttage og ellers gemme sig i mørket. Senere har jeg opdaget, at tilskueren selv er med i plottet og altid spiller en rolle.”

Netop. Det er umuligt at gemme sig for livet selv. Vi er altid en del af begivenhederne, også selvom vi ikke er klar over det. På sine bedste sider fungerer romanen virkelig som et eksistentialistiske forvekslingsdrama, men problemet er bare, at der er for mange forvekslinger og for mange praktiske tilfældigheder til at troværdigheden holder. I det hele taget er romanen så ambitiøs, at den i flere omgange tager magten fra forfatteren og pusten fra læseren. Ole Grønne vil nemlig både skrive barndomserindring (den magiske sommer da mennesket landede på månen – hvis det da ikke var fup), generationsroman (karrieremanden omkring de 40), forvekslingsdrama (du er ikke den du tror du er!), eksistensfilosofi (hvis jeg ikke er den jeg tror jeg er, hvem er jeg så?), samfundssatire (kapitalen og medierne), love story (uha, farligt at forelske sig i en forvekslingsfamilie) og moralsk dobbeltportræt (Peter og Adam) – og selvom der er en udfordrende mystik over Sirius-familiens sære sammenhænge, er ordforbruget simpelthen for stort.

Men gøgeungen Peters eksistentialistiske jagt på tabte identiteter og bizarre forvekslinger er alt i alt skrevet af en debutant med noget på hjerte. Jeg tror at talentet holder til mere, hvis bare forfatteren vil nøjes med mindre.