Dubravka Ugrešić: Smerteministeriet

Anmeldelse i Weekendavisen den 13. april 2007.

Eksil. Det ligner længe en temmelig forudsigelig roman om det menneskelige vragtømmer fra den jugoslaviske borgerkrig. Men så tager handlingen en drejning.

Mennesker bag tavlen

Med et overraskende og velplaceret kunstgreb lykkes det for Dubravka Ugrešić at illustrere, hvor håbløst og udsigtsløst livet som flygtning kan være. Efter at have holdt sin tålmodige læser hen med en temmelig forudsigelig og begivenhedsløs beretning om identitetsforvirrede eksilskæbner, drejer hun sit plot et par omgange, så man sidder tilbage med åben mund og polypper og tænker: Godt, jeg har mit på det tørre. Og tænk at tabet af et hjemland kan være så invaliderende for psyken – men naturligvis kan det det, det bør vi fædrelandskærlige danskere nemt kunne leve os ind i.

Historien er denne: Tanja Lucic havner i Amsterdam som en af de mange hundredtusinde eksjugoslavere, der blev spredt ud over Europa i begyndelsen og midten af 90’erne. Hun er ikke decideret forfulgt, og kommer ud af landet inden det for alvor bryder sammen i borgerkrig og etniske udrensninger. I Holland får hun via en god forbindelse et midlertidigt job – midlertidigt ligesom opholdsgrundlaget – som universitetslærer, og mens hjemlandet gradvist bryder sammen, skal hun nu undervise andre eksilerede landsmænd, eller rettere: forhenværende landsmænd, i serbisk, kroatisk, bosnisk og makedonsk litteratur. De har alle valgt et studie, som de har nogle naturlige forudsætninger for at klare, mens de nyder nogle års asyl.

Tanja er kun marginalt ældre end sine studerende, og også for hende kniber det med at finde motivationen. Med en udpræget frygt og finsans for krigens etniske overtoner, nøjes hun og eleverne med at referere forsigtig til ”vores land” og ”vores sprog”, uden nærmere at definere, hvad man mener – fællesskabet knytter sig til et land og et sprog, der nu er blevet atomiseret og genopfundet i etniske varianter. Med god psykologisk sans gør Tanja sin studiekreds til en slags basisgruppe for de fædrelandsløse, og litteraturlæsningen bliver erstattet af et slags jugonostalgisk erindringsværksted. Hvad så vi i fjernsynet? Hvad sang vi? Hvad gik vi klædt i? Hvad spiste vi?

På et tidspunkt kommer Tanja under vejrs med, at de studerende har klaget over hende. Der er for meget snak og for lidt undervisning. Chokeret over klagen, præsenterer hun klassen for en krævende læseliste og en hård pensumplan, og til den afsluttende eksamen slår hun hårdt ned på en af eleverne, Igor, som hun dumper, selvom hun lige så godt kunne have ladet ham bestå. Dét er romanens altafgørende vendepunkt, et sent gearskifte, og herfra udvikler den sig med en pludselig og overraskende dramatik. Igor opsøger Tanja i hendes lille ydmyge kælderhybel, hvor han tager hævn (jeg siger ikke hvordan), hvorefter relationen mellem de to udvikler sig på den mest forbløffende vis (men det røber jeg heller ikke noget om). Jeg nøjes med at citere: ”Da Igor var gået, dukkede et billede op i min bevidsthed. Det var fra første klasse i underskolen. Vores lærerinde straffede os ikke ved at sætte os i skammekrogen. Hun sendte os om bag tavlen. Dengang var tavlerne anbragt på træstativer. Bag tavlen var et symbolsk sted for anger og skam.”

Barndomserindringen sætter nutiden i relief. Nu er det Tanja selv, der underviser, hende der administrere retten til at straffe, og hende der selv står i anger og skam til knæene sammen med sine forhenværende landsmænd. Hvad vil det sige at være flygtning i et fremmed land, oven i købet det land, der huser den internationale domstol, der skal dømme i sagerne om krigsforbrydelserne hjemme i det opløste Jugoslavien? Hvad vil det sige at have sit på det tørre, mens livets elendighed fortsætter i den udpinte hjemby? Hvordan kan man forsone sig med angeren og skammen, hvordan lever mennesker livet ”bag tavlen”?

Hvis ikke Dubravka Ugrešić havde drevet og skrevet sine personer, som hun har gjort, havde romanen ”blot” været en meditation over eksilets eksistentielle besvær, måske oven i købet en lige lovlig intellektuel meditation, for det vrimler med krævende citater, henvisninger og referencer til den serbokroatiske litteratur. Universitetsmiljøet fornægter sig heller ikke, og i en nærmest prototypisk bemærkning hedder det på et tidspunkt at ”litteratur er at skildre med forstanden og synge med sjælen”. Og for at vi ikke skal være i tvivl om, hvad litteraturen og nostalgiterapien betyder for de fædrelandsløse, udtrykker en af de studerende en vision for studiet. Timerne skal HJÆLPE MIG TIL AT KOMME TIL MIG SELV, skriver han.

Romanens titel, Smerteministeriet, er navnet på et sted, hvor mange eksjugoslavere arbejder i Amsterdam – en fabrik, der syer tøj til pornoindustrien. Men samtidig er den en metafor for den sjælstilstand, som de eksilerede befinder sig i. Dubravka Ugrešić er næppe den første, men måske den bedste, til at skildre de psykologiske kvaler og kvababbelser i den nye jugodiaspora, som bredte sig i Europa gennem 90’erne.

Dubravka Ugrešić: Smerteministeriet. Roman. Oversat fra serbokroatisk af Per Jacobsen. Tiderne Skifter.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.