Letters from Iwo Jima

Anmeldelse i Euroman, marts 2007

Clint Eastwood og hans folk fik en fremragende idé: at filmfortælle krigshelvedet på den japanske vulkanø Iwo Jima i to tempi, ét med amerikansk perspektiv og ét med japansk. Det er der kommet en ganske fascinerende filmtvilling ud af, først den markante Flags of Our Fathers fra efteråret, og nu den brutale og bitre japansksprogede Letters from Iwo Jima. Historierne kan ses separat, men udgør tilsammen et gennemtænkt dobbeltprogram om hvordan stupid stolthed og febrile fjendebilleder underminerer menneskeligheden. Af og til lige lovlig firskåren i sit humanistiske budskab. Men et værdigt monument for de faldne. Krigsfilm, ja. Men først og fremmest antikrigsfilm.