Anmeldelse i Weekendavisen den 9. februar 2007
Papa Jemingüéy. Myrdede Hemingway en FBI-agent? Den cubanske krimikonge Leonardo Padura graver i en gammel sag.
Klokkerne ringede igen
Jeg, som hverken er til storvildtsjagt, dybhavsfiskeri, tyrefægtning, boksning, druk eller krig, har altid haft en helt obligatorisk svaghed for Papa Hemingway. Leonardo Paduras nye roman sendte mig derfor direkte hen til reolen for at genopfriske billederne: Ja, sådan så det ud, når forfatteren styrede sin båd Pilar gennem Golfstrømmen på jagt efter tun. Og sådan sad han og skrev på hakkebrættet med de mange katte omkring sig på Finca Vigía udenfor Havana. Romanen holder sig heldigvis ikke for god til at spekulere i alle de kendte forestillinger om forfatteren, men Leonardo Padura holder ikke bare Hemingways mytologi godt ved lige, han tilføjer også nyt.
Forhistorien er, at Leonardo Padura – en slags cubansk klon af Hammet og Rankin – blev bedt om at bidrage til en serie om Litteraturen og Døden, som hans brasilianske forlag lancerede. Han valgte at lade sin desillusionerede hovedperson Mario Conde fra Havanna-kvartetten (hvoraf vi fik Maskespil i Havana på dansk i sommer), løse en mordgåde om Hemingway og Hemingways hus på Cuba. Her i Finca Vigía, hvor der i dag er museum, finder man pludselig liget af en FBI-agent, der forsvandt den 2. oktober 1958, mens han holdt Hemingways ejendom under opsyn. Det er en kendt sag, at amerikanerne overvågede Hemingway og alle hans intellektuelle, antifascistiske og venstreorienterede venner, men hvem skød agenten og gravede ham ned under den lille arena, hvor Hemingway og hans cubanske venner underholdt sig med kamphanedueller? Var Hemingway morder?
Mario Conde er en tidligere politimand, der nu forsøger sig som forfatter og privat sporhund. Han har – som sin forfatter og som så mange andre – dette had-kærlighed forhold til Hemingway, men først og fremmest har han en barndomserindring: Sammen med sin bedstefar var han nede på havnen, hvor en mand gik forbi dem. Han lugtede af sved og hav, benzin og fisk, en usund og overvældende stank. Bedstefaren forklarer, at manden med det grå skæg, er den berømte amerikanske forfatter, der har bosat sig på øen i havet. Hemingway skår over gaden til sin sorte Chrysler, sætter sig ind, og vinker farvel. Mario Conde råber ”Adiós, Jemingüéy” – og får et smil tilbage. Mange år senere indså politimanden, at det slet ikke var ham og hans bedstefar, som forfatteren vinkede farvel til. Hemingway havde netop sejlet sin sidste tur over Golfstrømmen, og han tog afsked med noget af det vigtigste i sit liv.
Mange år senere skal Mario Conde trevle trådende op på Finca Vigía, og han må indrømme for sig selv, at det vil passe ham fint, hvis Hemingway viser sig at være en simpel morder. Men naturligvis er mordgåden ikke simpel, og naturligvis er det svært at trænge til bunds i sandheden i et land, der består af Hemingway-beundrere, som udgør et ”broderskab af uafhængigt troende i en tid af organiseret vantro”, som Mario Conde udtrykker det. Blev agenten dræbt, fordi han kunne afsløre noget kompromitterende om Hemingway? Hvad vidste Hemingway om nazisternes køb af cubansk brændstof til ubåde? Og hvilken rolle spiller Ava Gardners sorte trusser?
Leonardo Paduras krimi veksler mellem opklaringsarbejdet i dag og flash backs med Papa Hemingway i centrum. Det er modigt og trodsigt at skrive en mordgåde, der samtidig har ambitioner om at portrættere den moderne verdenslitteraturs mest mytologiserede forfatter moralsk, psykologisk, menneskeligt og litterært. Men forunderligt nok lykkes det både at genfortælle alt det, vi i forvejen ved, og tilføje nyt til billedet af Hemingway – ganske vist fuldkommen fiktivt og grebet ud af den blå luft. Men man sidder tilfreds tilbage med følelsen af, at Hemingway-ikonet er ukrænkeligt, og dog alligevel lige netop krænket på denne respektfulde og elegante måde, hvor det er helt ok at insinuere, at forfatteren var involveret i et mord på en amerikansk agent.
Agenten forsvandt den 2. oktober 1958, og i et biblioteksarkiv finder Mario Conde beviser for, at sidste ark af Hemingways mislykkede gennemarbejdning af tyrefægterbogen Døden kommer om eftermiddagen, bærer en håndskreven notits af forfatteren selv: ”Havana, 2. oktober 1958. Klokkerne ringede igen.”
For gådens løsning henviser jeg til romanen.
Leonardo Padura: Adiós Hemingway. 10 sider, 199 kr. Oversat fra cubansk af Peer Sibast. Forlaget Sohn.