Interview i Weekendavisen den 23. marts 2007.
Deal / no deal. Sandy Brinck har været væk fra den politiske scene i to år. Hun mener at kontraktpolitikken begrænser den demokratiske debat og efterlyser høringer efter amerikansk forbillede.
Da Sandy Brinck i 2005 pludselig og uventet forlod Socialdemokraterne, folketinget og dansk politik, gav det et ordentligt brag. Men da krudtrøgen lagde sig, brød stilheden løs. Efter seks år med ordførertaler, ministersamråd, forespørgselsdebatter, finanslovsforhandlinger og evigt ringende telefoner, lå mobilen urørt i tasken. Batteriet var fladt, men det var der ingen der opdagede. For der var ingen der ringede.
”At forlade folketinget var ikke en svær beslutning at træffe – men den var svær at gennemføre. Christiansborg er et helt vild fantastisk sted at være, et hus der enten kører i femte gear eller i tomgang. Her er du sammen med dine kolleger fra alle partierne i rigtig mange timer, og om rigtig vigtige ting. Man græder og griner sammen, man oplever hinanden pressede, og når man er ved at gå sukkerkold. Når man så pludselig er ude af Christiansborg, så dør telefonen, ingen ringer, ingen skal høre din mening, du holder op med at være folketingspolitiker og skal pludselig opfinde en helt ny identitet for dig selv – også når du er sammen med din familie, for hvad skal vi nu snakke om?”
Det kom som en overraskelse, da Sandy Brinck forlod sit parti og sin partiformand – men i virkeligheden var det måske heller ikke det, der skete. Måske var det det stik modsatte:
”Jeg synes jo ikke at jeg forlod Socialdemokraterne, jeg synes at Socialdemokraterne forlod mig. Først på udlændingepolitikken, senere på skattestoppet. Fordelingspolitik er Socialdemokratiets nerve og det handler ikke kun om at fordele goder, men også om at fordele byrder. Jeg er stadig partimedlem, men samtidig politisk hjemløs. Men hvis andre partier frister med en opstillingskreds, er svaret nej.”
I dag er Sandy Brinck helt ude af politik. Efter de seks år i folketinget, arbejdede hun i en kort periode i Amtsrådsforeningens social- og psykiatrikontor, indtil et tilbud om at blive skoleleder, lokkede hende videre til folkeoplysningsarbejde i AOF Metropol. Men at være chef med ansvar for mange medarbejder og en masse drift, viste sig heller ikke at være det rette, og nu retter Sandy Brinck blikket mod nye udfordringer. Imens iagttager hun den politiske verden som hun lagde bag sig for to år siden, men der er intet der trækker i retning af et comeback.
”Jeg synes ikke at der er så voldsomt mange interessante ting på den politiske dagsorden. Den store debat om velfærden fes ud, det var jo det der var meningen med kvalitetsreformen, og fordi Socialdemokraterne har accepteret skattestoppet, har oppositionen mistet tænderne. Samtidig spiller regeringen med musklerne og udviser på en måde foragt for folketinget, der jo ellers har til opgave at føre kontrol med regeringen. I mine sidste år på Christiansborg ændrede debatten sig dramatisk. Når vi stillede skriftlige spørgsmål , kunne vi risikere at ministeren som svar bare henviste til et læserbrev, han havde skrevet i en lokal avis. Det orker jeg virkelig ikke at vende tilbage til.”
Som iagttager af en verden, som hun engang var en aktiv del af, følger Sandy Brinck i dag dansk politik fra sidelinien. Hun bemærker at vi netop nu er midtvejs mellem to folketingsvalg.
”Valget vindes mellem valgkampene, og det er nu partierne skal ud på uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser osv. for at skabe kontakten til vælgerne. Tingene svinger med dagsformen, og det kan både blive en dreng og en pige. Oppositionspartierne har hver især gode kort på hånden, de skal bare lære at samarbejde og melde til den rigtige makker. På mange pladser har oppositionen faktisk bedre folk end regeringen, og valgkampen er på ingen måde afgjort på forhånd. Når man står der og deler roser ud på gågaden på valgdagen, nytter det ikke spor, hvis ikke man kan møde folk, der siger: ’Nå ja, du var jo også ude og tale på K-salater dengang’. Det er helt nødvendigt for politikerne at komme rundt og besøge det danske samfund, og det er noget jeg savner. Du kan som medlem af folketinget invitere dig selv ind hvor som helst du har lyst til, og jeg håber at flere vil være nysgerrige nok til at gøre det. Man kan ikke erstatte dette direkte møde med moderne medier og kommunikation. Vi er stadig nødt til at mødes ansigt til ansigt, ikke kun skærm til skærm.”
Hvor ser du i dag de største udfordringer for demokratiet?
”I kontraktpolitikken. På den ene side er kontraktpolitikken enormt demokratisk, nærmest ultimativ i forhold til vælgerne, men på den anden side trækker den tænderne ud af det repræsentative demokrati. Det ser ultimativt demokratisk ud, fuldstændig som kravet om flere folkeafstemninger i vigtige sager, men folkeafstemninger er ikke nødvendigvis fornuftige for det repræsentative demokrati, hvor vi jo netop har valgt nogle politikere til at sætte sig ind i, diskutere og bestemme på vores vegne. På samme måde er kontraktpolitikken ikke nødvendigvis god for demokratiet og debatten. Anders Fogh Rasmussen lancerede kontraktpolitikken som et modtræk til politikerlede og mistillid. Det var meget købmandsagtigt, og meget troværdigt. Jeg synes også at det er fair nok, at lave kontrakter med vælgerne, men det begrænser samtidig hvad der er muligt at diskutere i de næste fire år. Regeringen kan henvise ethvert spørgsmål til næste valgkamp, men de vigtigste debatter egner sig ikke til kun at blive ført i valgkampe, hvor retorikken er skruet helt op og der ikke er særlig meget sti at gå på. I valgkampene er politikerne jo ude for at buldre, ikke for at tale sig ind på hinanden. Ud fra et strategisk synspunkt er kontraktpolitikken meget velfungerende, men samtidig begrænser den den demokratiske debat. Det hele er blevet et spørgsmål om deal, no deal. Når man har sagt deal, fastlåser det debatten i en hel valgperiode.”
I Weekendavisen i sidste uge sagde forhenværende departementchef Knud Larsen, at flertalsbaserede regeringer måske slet ikke er stabiliserende for demokratiet. Sandy Brinck er enig.
”Vi har jo en de facto flertalsregering, fordi Dansk Folkeparti er til fals for hvad som helst. Stik dem en ældrecheck, så kan du få din vilje. De vil gerne være regeringens samarbejdspartner og kritisk opposition på samme tid, men når det gælder, lader de sig bare spise af. Husk bare sagen om den irakiske hærchef, der gik ud for at ryge en smøg – og forsvandt! Dengang lod Dansk Folkeparti sig tale ned til at give justitsministeren en mild kritik. Til gengæld fældede de fødevareministeren i kødskandalen, dels fordi kød er vigtigere end krig for Dansk Folkeparti, dels fordi Lars Barfoed var så langt nede i hierarkiet, at de rent faktisk kunne slippe af sted med at fælde ham, hvilket de ikke kan tillade sig med Lene Espersen. Resultatet af at have en flertalsbaseret regering er at behovet for samtale mindskes. Det er i princippet ikke udemokratisk at et sammentømret flertal bare taler med sig selv, men vi har bare været vant til en langt mere åben og dynamisk politisk debatkultur. Med en flertalsregering risikerer man at den offentlige politiske debat bliver en monolog – og dermed langt fra Hal Kocks definition på demokrati som dialog – ja, så er der i sandhed er ikke noget at komme efter. At det er for lukkede døre og måske slet ikke, at diskussionerne tages er blevet indgroet, at selv indflydelsesrige politikere kan slippe uden om den offentlige debat. I sagen om de afviste irakere, siger f.eks. Jesper Langballe, at ”lov er lov og lov skal holdes”. Ja, men det er jo dig der laver lovene, så du har mulighed for at ændre på tingene. Det er et kujonargument at henvise til loven, hvor loven bliver et skjold mod debatten,” siger Sandy Brinck.
Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt ønsker flere muligheder for at oppositionen kan igangsætte undersøgelser af politiske sager, men regeringen har afvist det, fordi de mener at uenigheder skal tages i folketingssalen, ikke i kommissioner. Sandy Brinck har hidtil haft det samme synspunkt – folketingsdebatter frem for undersøgelser – men på det seneste har der været så mange sager, som regeringen har lagt låg på, at hun har ændret holdning, dog uden at råbe på kommissioner hver gang der er en politisk uenighed. Hun peger i stedet på høringer i folketingets fagudvalg efter amerikansk forbillede.
”Jeg er helt enig i at oppositionen bør have flere midler til at kontrollere regeringen. Sager som starthjælpen, krigsgrundlaget i Irak og hele sagen om de danske fangeudleveringer i Afghanistan viser det. Vi får regeringens konklusion om at ”der ikke er noget at komme efter”, men vi får ingen mellemregninger. Vi har derfor brug for flere undersøgelser, især fordi vi er i sådan en blokagtig situation i folketinget. Jeg synes at vi skal kikke til USA for at se om vi kan bruge noget fra kongreshøringerne i en dansk model. Det interessante ved disse høringer er, at de sikrer at debatten og undersøgelsen forbliver politisk og ikke bliver parkeret i embedsværket eller i et ekspertudvalg. Lad os give folketingets tværpolitiske fagudvalg nogle høringer med bedre status. Et liberalt parti som Venstre burde gå ind for det, og det samme burde de borgerlige som jo hele tiden selv siger, at borgerne ikke har grund til at frygte øget overvågning og registrering, hvis bare de har rent mel i posen. Det samme kan man jo sige om regeringen: den har intet at frygte fra oppositionens undersøgelser, hvis den har rent mel i posen.”
Sandy Brinck har en fortid som ordfører for både retspolitik og socialpolitik, så begreber som retsbevidsthed og social bevidsthed ligger hende meget på sinde. Men hun ved udmærket, at de to emner ikke rangerer lige højt i politikernes, befolkningens og mediernes hierarki.
”Da jeg gik fra at være retsordfører til at være socialordfører, var det som at træde ind i et endnu større tomrum, end da jeg senere forlod folketinget. Som retsordfører kan du altid komme i fjernsynet, særligt hvis du er klar til at sige, ”det er for meget”, ”det er for lidt”, ”de skal bures inde”. Men socialpolitikken! Den interesserer medierne sig ikke for. Der skulle jo skjulte optagelser af Strandvænget til før vi fik en social debat. Folk vil have dramaer og den sociale ansvarlighed er for nedadgående, bl.a. fordi vi i vores hverdag ikke oplever folk, der er anderledes end os selv. Men det er jo ingen kunst at være solidarisk med dem, der er som du selv er. Kunsten er tværtimod at være solidarisk med dem, der ikke er, som du selv.”
Men hvordan kan man opbygge en solidaritetsfølelse overfor medborgere, som ikke alene er anderledes, men som også reelt er usynlige i hverdagen?
”Vi har et generelt demokratisk problem, som hænger sammen med vores boligmarked, nemlig at vi bor meget adskilte. Hvis jeg deltager i bestyrelsesarbejdet i mine børns daginstitution, er det jo enormt demokratisk, men sagen er, at jeg jo ikke møder nogen, der ikke er som mig selv. Vi møder kun mennesker der minder om os selv, og derfor har vi kun vage forestillinger om dem der er anderledes. Ingen skænker det en tanke, at der er børn i Danmark der melder afbud til børnefødselsdage hos en klassekammerat, fordi de ikke har råd til at have en gave med. Det er sådan set ikke noget, vi lukker øjnene for – det er ikke nødvendigt, for det kommer slet ikke ind i vores synsfelt,” siger Sandy Brinck, som mener at fællesskabet og den vidt berømte ”sammenhængskraft” er under pres.
”En dansk autonom har måske mere til fælles med en autonom i Paris og en dansk it-ekspert har måske mere til fælles med en it-ekspert i Sillicon Valley, end de har med hinanden og andre danskere. Jeg har selv boet i en DJØF-ghetto, hvor du bare skulle 500 meter ned af vejen for at komme til moskeerne i nordvest. Her kunne du se en masse børn, der ikke kom i vores daginstitutioner, simpelthen fordi de ikke boede i vores ghetto. Derfor mødte vi dem aldrig, lærte dem aldrig at kende. Det udfordrer altså vores forståelse af, hvad et fællesskab er, når boligstrukturerne skiller os ad. Jo længere væk du kommer fra Nørrebro, jo mere tror du at alle unge kaster med sten. Vores fællesskabsforståelse bliver udfordret og den demokratiske debat bliver begrænset.”
Men hvordan kan den demokratiske debat blive begrænset, når befolkningen gennem kontraktpolitikken netop ved hvad de kan forvente?
”For det første bliver den tidsmæssigt begrænset til i og omkring valgkampene. For det andet skal en kontrakt jo være ganske præcis og let forståelig i den her sammenhæng. Derfor er det nogle få punkter som tages med og med meget konkret indhold. Retfærdighed er ofte noget besværligt noget med flere forudsætninger og livssituationer som der skal tages højde for. I kontrakten er der ikke plads til nuancer og situationen kontrakten indgås i levner ikke plads til eftertænksomhed eller muligheden for at blive klogere i samtalen med andre. Der foregår jo ikke nogen forhandling af kontrakten med vælgerne. Den bliver fremlagt op til valget og så er det deal eller no deal”.
Anders Fogh Rasmussen har ry for at være god til at kommunikere, men han er vel egentlig meget bedre til at holde pokerface og med stor autoritet afvise andres standpunkter med et ”der er så meget i den sag… nul!”. Kommunikation er hvad demokrati handler om. Derfor er det også paradoksalt, at Fogh og Thorning Schmidt begge hyldes for deres kommunikative evner, når deres standpunkter også er dem, som er nemme at kommunikere, f.eks. skattestoppet. Det er jo ingen kunst. Ægte talent er at kommunikere, at velfærd ikke plukkes på træerne, men at det koster penge,” siger Sandy Brinck.
Samfundssyn og samfundssind
Hvordan hænger et samfund sammen? Hvem træffer hverdagens beslutninger? Hvor foregår det politiske samspil og modspil? Vi søger svaret udenfor Christiansborgs mure i en række demokratiske værkstedssamtaler med mennesker, der har stor erfaring med politiske processer, enten som udøvere eller som iagttagere. Hvordan er de selv med til at øve indflydelse? Hvad ønsker de at opnå? Og hvordan kommer deres samfundssyn og samfundssind til udtryk i deres arbejde? Dette er det andet interview i serien. Det første var med fhv. departementchef, nuværende bestyrelsesformand Knud Larsen (d. 11. marts 2007).