Kommentar i Weekendavisen den 14. september 2007.
Citater. Anmeldere bliver tit citeret på bogomslag, men skal vi nu også til at skrive decideret markedsføring for forlagene?
En ny tendens er kommet til bogmarkedet. Forlaget People’s Press gør ofte tingene på en befriende anderledes måde, og nu lancerer de også den amerikanske model, hvor en litterær ping bliver citeret på omslaget for nogle stærkt rosende ord om bogen – selvom der ikke er tale om en andenudgave eller et genoptryk, og derfor heller ikke kan være tale om et citat fra en anmeldelse.
Nej, til førsteudgaven af en ny roman har man fået en estimeret litterat til at skrive en lækker, anprisende oneliner. Min særdeles højt værdsatte Politiken-kollega Bo Tao Michaëlis er på forsiden af Skyggeland, der udkom i denne uge (se min anmeldelse inde i sektionen) citeret for, at dette er en ”sensationel og grandios afslutning på Stig Dalagers romantrilogi”, og på bagsiden får man citatet i fuldt udtræk, og nu er værket ”kort sagt en suite om at være menneske i senmodernitetens epoke på godt og ondt.”
Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at Bo Tao mener det, når han skriver det, men jeg spørger mig selv, om det er kritikerens rolle at levere den slags forhåndsanbefalinger. Naturligvis afstår kritikeren samtidig fra at anmelde netop det værk han anpriser før udgivelsen, og selvom citatet kun er knyttet til Bo Taos navn og ikke nævner Politiken, tvivler jeg på, at læseren sådan uden videre kan se forskel på en anprisning og en anmeldelse.
Gør det nu noget? Ja, for traditionelt tager vi kritikere stilling til en bog, når den er udkommet, og så skrive vores mening i avisen. At vi så kan se os selv citeret nok så meget i annoncer og på paperbacks m.m., hører bare med til spillets udmærkede regler, og ingen har vist noget imod det. Også kritikere er forfængelige. Men vi er netop kritikere, ikke forlæggere, og vi skal til hver en tid turde kritisere på trods af venskaber og andre interesser.
Engang kritiserede jeg i en kommentar Carsten Jensens Vi, de druknede for at være skidt skrevet, hvorefter Johannes Riis fra Gyldendal kvitterede med et læserbrev, der påstod at jeg var en dårlig læser, og at det da kunne være interessant at vide, om jeg læste alle bøger, som jeg anmeldte på samme måde. Jeg tænkte, at det kunne være endnu mere interessant at vide, om Gyldendal redigerer alle bøger på den måde, som de havde redigeret Jensen (svaret er nej!), men mest af alt tænkte jeg, at det da er besynderligt at Gyldendal sagtens kan citere mig i annoncer og på genudgivelser når jeg roser deres bøger. Men når jeg skyder på fedekalven, skal jeg åbenbart miskrediteres på min evne som læser og kritiker. Urent forlagstrav, synes jeg.
Alt dette handler om forholdet mellem forfatter, kritiker og forlag. Vi kender desværre hinanden på kryds og tværs i bogbranchen i dette lille land. Vi kan ikke undgå at være forfattere på de forlag, hvis bøger vi også anmelder, og vi kan derfor ikke undgå at kende mange af de mennesker, som vi bedømmer – både forfattere og redaktører.
Derfor må man forud for hver eneste anmeldelse tage stilling til, om man kender en forfatter for godt og om man mon er knyttet for tæt til en forlægger. Jeg ved udmærket godt, at det er svært, nej: umuligt, at styre helt uden om den ene eller den anden relation, men hvis ikke kritikeren selv trækker grænsen, er der ingen, der kan gøre det for ham eller hende.
Om ikke så længe skal vi igen til BogForum, hvor vi alle bliver litteraturformidlere for en lang weekend. Vi anmeldere træder ikke op på de forskellige scener for at hudflette en forfatter eller kritisere en bog sønder og sammen. Vi påtager os derimod et medansvar for at præsentere de bøger, som vi på forhånd har skrevet positivt om, og det er helt som det skal være. Men med People’s Press’ introduktion af kritikercitater, der er skrevet til lejligheden og ikke som kritik, får samspillet mellem forlægger og anmelder pludselig en ny tone, og spørgsmålet er, om kritikere er tjent med at blive en del af et forlags markedsføring eller profilering af en bog.
Bo Taos citat om Stig Dalagers Skyggeland er måske ikke det første eksempel af sin slags på en ny dansk roman, men jeg har aldrig for alvor lagt mærke til fænomenet før. Det er godt gjort af forlaget, for Bo Tao er med rette kendt og agtet, og hans anbefaling er i top. Men efter min smag, burde man som professionel smagsdommer overlade det til alle mulige andre – gerne forfatterkolleger– at skrive den slags omslagscitater, der jo reelt er en del af forlagenes markedsføring. Vi bør skrive kritik, ikke anprisninger.