Kim Leine: Kalak

Anmeldelse i Weekendavisen den 19. januar 2007.

Debut. Kim Leine viser uforglemmelige kvaliteter med sit selvportræt om incest og narkomani.

Fra misbrug til metamorfose

Erindringsroman, står der på omslaget. Ikke bare roman, men erindringsroman. Det her er altså ikke en fortælling hentet ud af den blå luft, men en historie fra det virkelige liv, og man må sige at Kim Leine udviser imponerende mod og skræmmende ærlighed med denne deprimerende tilståelsessag om barndommens incest og voksenlivets stofmisbrug. Det er en stor debut.

Men inden vi kommer for godt i gang: Hvem siger egentlig, at handlingen i Kalak (som er grønlandsk slang for ”en skide grønlænder”) nu også vitterlig er autentisk, bare fordi genrebetegnelsen peger i den retning? For min nysgerrigheds skyld googlede jeg Kim Leine, og fandt hans profil på amatørforfatterhjemmesiden fyldepennen.dk. Her har han offentliggjort en række digte og noveller og en biografisk tekst om sig selv, som bekræfter, at debutbogen rent faktisk er hentet ud af virkelighedens fortræd. Det er den samme Kim, der er romanens fortæller og romanens forfatter, og man forstår derfor godt, at han tilegner bogen til sine børn Johannes og Marie med den begrundelse, at de ikke ønskede at få deres navne ændret. Når man har læst romanen, ved man hvor stor en solidaritets- og kærlighedsgestus dét er.

Kim Leine vokser op i Norge i 60’erne, hvor hans forældre tilhører Jehovas Vidner. Han er altså podet med skyld- og skamfølelser fra barnsben af. På et tidspunkt bryder faren ud og bosætter sig i Danmark, hvor han stammer fra. Som teenager flygter Kim fra hjemmet og flytter ned til faren og dennes kæreste – som er en mand. Faren tiltvinger sig en seksuel magt over sin søn, som han forgriber sig på imens han med retorisk håndelag forsikrer, at der ikke er noget galt i at være god ved dem, man elsker (ikke ulig Kristian Ditlevs Jensens Det bliver sagt). Efter gymnasiet uddanner Kim sig til sygeplejerske, og han lover sig kæreste, at de skal rejse til Afrika og arbejde. I stedet bliver det Grønland.

Kim og Lærke får to børn, Johannes og Marie, men kærligheden ebber ud, og Kim indleder pludselig den ene stormende, hovedkulse og risikable affære efter den anden med grønlandske kvinder – med sin kones viden og accept. Snart er det en kollega, snart en patient, snart en tilfældig pige fra en bar. En af kvinderne har han oven i købet som kone til venstre hånd. Han opfinder endda et helt begreb for denne levemåde, der bringer ham i rutefart mellem arbejdet, familien og elskerinden: trianguleringens kunst. Kim forsøger, men er ude af stand til at sige nej.

Grønland bliver Kims skæbne. Han har en forbløffende integrationsevne, sprogligt og kulturelt, og er nærmest lykkelig, og da familien på et tidspunkt vender tilbage til Danmark, mærker han utilfredsheden, rastløsheden og savnet. Den forstående og overbærende Lærke lader ham rejse tilbage til Grønland, hvor han tager det ene vikariat efter det andet i de små bygder. Kvinderne kommer stadig til ham, og hver gang stiller han sig til rådighed med hele sin krop og hele sit fortumlede følelsesliv. Da han endelig forelsker sig for alvor, søger han skilsmisse, og Lærke er som altid samarbejdsvillig og føjelig.

Men kærligheden har ingen grobund i Grønland, og Kims kæreste dør i en brandulykke. Den menneskelige nedtur begynder. Han begynder at tage piller for at holde sig i gang, men medicinmisbruget tager langsomt magten fra ham:

”Jeg foregøgler ikke mig selv noget. Et par gange forsøger jeg at opgive de dejlige piller, men koldsveden, matheden og diareen der straks sætter ind, får mig hurtigt på bedre tanker. Jeg er altså blevet narkoman, tænker jeg. Pillerne gør mig melankolsk, men det er en melankoli der er smuk som en gammel film noir. Fremtiden har jeg kun et skuldertræk til overs for.”

Til sidst – det er også bogens åbningsscene – sidder Kim som en desperat stiknarkoman på personaletoilettet og leder efter en åre, han kan skyde den morfin i, som han systematisk stjæler fra hospitalet. Det er så råt, det er så ydmygende, det er så tragisk, og det eneste der afholder læseren fra at kaste bogen fra sig i depressiv afmagt, er den opmuntrende viden om, at manden rent faktisk klarer skærene og bliver i stand til at skrive sin erindringsroman.

Dét er det mirakuløse faktum: at denne misbrugte misbruger af en mand rent faktisk gennemgår en metamorfose og genopstår som en utroligt velskrivende forfatter, som man må antage er i stoffri balance. I hvert fald fortæller han sådan om sig selv i profilen på fyldepennen.dk: ”Jeg er 44 år, uddannet sygeplejerske, men er droppet ud af ræset efter en depression, efter femten år i Grønland og efter et par kaotiske år. Nu har jeg nulstillet mit liv og besluttet mig for at gøre alvor af min gamle drøm om at hellige mig skriverierne. Det var med bange anelser jeg opgav det trygge slaveri og meldte mig som kontanthjælpsmodtager i den lokale kommune. Men katastroferne udeblev. Har nu stået på samfundets sidelinie i godt et år, men har haft rigeligt at foretage mig; bl.a. med at redigere en novellesamling, som måske viser sig at udkomme (holder fingrene krydset, alle ti), og skrive på en roman, som nu er ved at være færdig. Har desuden endnu to romaner liggende i min virtuelle skrivebordsskuffe.”

Jeg antager, at Kalak er den roman, han nævner, og det er godt at vide, at der er mere i skuffen, for Kim Leine er intet mindre end en sikker, sansende, socialrealistisk nutidsfortæller, der ikke mindst skildrer Grønland og grønlænderne med stor menneskelig indsigt og kunstnerisk fornemmelse. Hans udleverende selvportræt viser uforglemmelige kvaliteter i den kompromisløse åbenhed om farens incestuøse misbrug og den senere narkomani – og ikke mindst i beskrivelsen af det nødvendige opgør. Gennem hele romanen er Kim ude af stand til at tale om misbruget, han nævner det kun én gang, til en af sine elskerinder – imens hun sover. At det er lykkedes ham at nå til en erkendelse, som skaber litteratur som Kalak, er imponerende.

Kim Leine bryder grænsen mellem virkelighed og litteratur ned med denne erindringsroman, som dels slår igennem med litterær kvalitet, dels med fatalistiske og forbavsende besindige skildringer af den seksuelle kriminalitet, den grønlandske selvmordskultur og ”verdens mest gavmilde pusher, det danske sundhedssystem”. Men midt i besindigheden finder man en anklage, som gør bogen så påtrængende vigtig.

Om forfatteren kan jeg desuden fortælle, at jeg har fundet nogle små filmanmeldelser, han har skrevet på filmsitet laserdisken.dk. Om Ingmar Bergmans Lys i mørket skriver han kort og godt: ”Manisk dystert kammerspil. Når jeg ser den, hader jeg den. Når jeg ikke ser den, længes jeg efter et gensyn.” Man kunne sige det samme om Kalak, der slider på læseren med sit voldsomme, deprimerende og uheldsvangre menneskeforbrug. Men den gør det for overlevelsens skyld, og uanset hvor lidt der er erindring og hvor meget der er roman, gør helheden et stort indtryk, som kulminerer i den allersidste, lysende sætning hvor Kim sender en tanke til Johannes og Marie.

Fra misbrug til metamorfose. Det er en stor debut.

Kim Leine: Kalak. Erindringsroman. 352 sider, 299 kr. Gyldendal.