Da vi vågnede i morges, var han helt stille

Anmeldelse i Weekendavisen den 3. maj 2007.

To brødre. Først slog han igennem. Nu slår han sig fast – med knytnæve. Jonas T. Bengtsson skriver som Michael Kvium maler.

Da Jonas T. Bengtsson debuterede med Aminas breve i 2005 forudså jeg i min temmelig begejstrede anmeldelse, at han havde det i sig, som skaber en rigtig københavnerforfatter. Og om jeg fik ret? Jeg fik meget ret. Læs selv Submarino. Du vil aldrig se på byen med samme øjne igen. Det er slet og ret københavnsk socialrealisme, så man tror det er løgn.

Romanen åbner med en prolog på nitten skaldede linier. Jeg citerer den her i sin helhed her, for den er ikke bare et forvarsel om en barsk handling, den er også et eksempel på forfatterens suveræne sans for et afmålt ordforbrug og sprogrytme, hør blot: ”Da vi vågnede i morges, var han helt stille. / Da vi vågnede i morges, var han helt stille. / Da vi alle sammen vågnede i morges, da mor gik ud af værelset, / hvor hun havde sovet hele natten, / lå han der bare helt stille. / I sin barnevogn, i entreen. / Helt hvid. / Mor har sovet her hele natten, men hun har ikke hørt noget. / Der var jo ikke noget at høre. / Han var helt stille. / Mor fik et chok, da hun fandt ham. / Mor sad også helt stille og havde fået et chok. / I flere timer. / Så var det, vi ringede. Mor kunne næsten ikke. / Men det skal man. Man skal ringe. / Mor sad med ham, selvom han var helt stille og prøvede at give / ham bryst. / Mor havde jo fået et chok. / Da vi vågnede i morges…”

Ikke sandt? Det kan man da kalde en forvarsel, en klar besked om at den her bog ikke er for sarte sjæle. Når han er allermest ubarmhjertig, skriver Jonas T. Bengtsson som Michael Kvium maler. Submarino er en knusende og kynisk historie om de mest udpinte mennesker i Københavns nordvest. Om de underprivilegeredes håbløshed, omsorgssvigt, kriminalitet, misbrug, snyd, fup, fordærv – og så alligevel, som en lille blomst i en stenørken, spirer en hengivenhedshistorie, en fars samvittighedsfulde kærlighed til sin søn, som giver os troen på at en vis form for hjertelighed kan overleve under de mest ugunstige omstændigheder.

Romanens første halvdel handler om Nick, der efter en voldsdom holder til på et billigt pensionat. Al hans tid går med at pumpe jern og drikke guldøl. Ind imellem lader han sig trække ind til Sofie på naboværelset. Hun har mistet samkvemsretten med sin søn, og når hun opsøger ham i børnehaven, bliver hun smidt væk. Nu kæmper hun for at bevare den mindste smule værdighed og illusionen om, at hun kunne være en rigtig mor. Hun viser Nick børnetegningerne og advokatbrevene. Så sidder han der og drikker, ryger og zapper, mens hun sutter den af på ham.

Romanens anden halvdel følger Nicks bror, narkomanen som blev alene med en nyfødt dreng, da hans kæreste tog en OD og vaklede ud foran en bil. Hvis ikke den havde dræbt hende, havde stofferne, sagde politiet. Nu hustler han sig igennem, tjener penge som dealer, og kender samtlige tricks som kan skjule stiksårene på armene. Når han kommer ned i børnehaven for at hente sin søn, lykkes det ham hver dag at fremstå som en nogenlunde ok far. I virkeligheden er han en fortabt og forhutlet stiknarkoman, der ikke er i stand til at tage være på sin søn. Men han har en forbløffende sans for værdighed, en nærmest darwinistisk overlevelsesdrift og en desperat dobbeltambition: at skaffe stoffet til det næste fix og sørge for sin søn. I den rækkefølge.

Det er disse to brødre – voldsmanden og narkomanen – vi følger. De to brødre, der blev svigtet af deres misbrugende mor, de to brødre, der måtte passe på en spæd lillebror mens moren hang på værtshusene og spredte ben for en eller anden stodder, der kunne finansiere den næste flaske, (hvor var kommunens sundhedsplejerske, spørger jeg mig selv?), de to brødre der drak sprut og sniffede lim som børn, de to brødre der ikke vidste bedre end at skrue op for fjernsynet for at drukne lyden fra den skrigende lillebror og lægge avispapir over madrassen, når han havde skidt alt til i barnevognen. De to brødre, som ser på mens deres forsumpede og chokerede mor forsøger at amme det døde barn. De to drengestemmer fra romanens prolog.

Dobbeltportrættet af de to brødre, er kuldslået, men alligevel rørende. De ses ikke længere, har intet at sige hinanden, intet der binder dem sammen, ingen fortid at holde ved lige og ingen fremtid at håbe på. De lever deres isolerede liv i en undergrundsverden med vold og stoffer, hvor muskelstyrke og kynisme kun er et dække over svaghed. Håbløshed, meningsløshed og udsigtsløshed står som stemplet i panden på dem. Men midt i det hele har forfatteren placeret et par endnu svagere, endnu mere udsatte personer, som trækker menneskeligheden frem i de to brødre, og netop dét, gør romanen til en øvelse i menneskelighed, fordi den viser nødvendigheden af at stå til ansvar for andre end dig selv og dit eget ynkelige liv.

Nick møder tilfældigt sin tidligere svoger, Ivan, der lever et usselt og hjemløst liv. Han er bror til Ana, som Nick aldrig er kommet sig over. Først giver han ham bank på et møntvaskeri, senere tager han sig af ham. Omsorgen strækker sig bl.a. til en pose med pornoblade, som Ivan kan fornøje sig med i den forladte industribygning, hvor han sover på en skiden sovepose. Da pornobladene giver ham syge tanker, vil Nick købe en luder til ham, men pigerne smækker døren i, fordi han simpelthen er for ulækker. Kun én ting er mere ydmygende, end at sælge sex. Ikke at få lov til at købe det. Nick tager Ivan med på badeanstalt, får ham vasket og barberet, og i en genbrugsbutik køber de tøj. Således civiliseret går turen til et overklassebordel på Frederiksberg, men Ivan kan ikke få den op og stå på kommando, hvorefter Nick tager ham med hjem til pensionatet og skubber ham ind på værelset til Sofie, mens han selv sætter sig ud og drikker guldøl.

Den anden bror – den navnløse narkoman – viser en anden form for omsorg. Han kæmper hverdagens desperate kamp for at holde de værste ydmygelser fra døren og give sin søn en nogenlunde normal hverdag. Uden skrupler udgiver han sig for at være kommunal hjemmehjælper, hvorefter han plyndrer gamle enkefruer for deres sølvbestik og kongelige porcelæn. Alle penge går til det næste fix og frosne pizzaer til Martin. Da sønnen vil være Zorro til fastelavn, stjæler hans far en dragt i BR, mens drengen står udenfor og venter. Med dragten proppen ind under jakken, skynder de sig væk, mens faren forklarer, at butikken ikke havde flere poser. Små løgne, store løgne, hvide løgne, sorte løgne. Alt sammen skabt af den djævelske afhængighed til det hvide pulver. Men også af en instinktiv vilje til skabe en hverdag. Først skal Martin i børnehave, så skal far have sit fix og ud og sælge dope til narkoluderne, og så hjem og hente inden fire.

De to brødre voksede op i en verden af svigt, og som voksne er vold, misbrug og bedrag en nødvendig og helt naturlig del af deres overlevelsesstrategier. Det kunne der nemt være kommet en ensporet og perspektivløs fortælling ud af. Men Jonas T. Bengtsson har en fremragende sans for de små og store begivenheder, der som en slags psykologisk kontrastvæske blotlægger de to brødres følelser – tydeligst hos Martins far – og dermed giver dem et forsonende skær af menneskelighed. Det er vel for meget at sige, at man kommer til at holde af dem, men jo mere man læser, jo mere bliver modvilje og vantro blandet op med empati og forståelse. Jeg havde det på samme måde, da jeg tidligere på sæsonen læste Kim Leines Kalak, der beskrev et autentisk livsforløb med incest og stofmisbrug. Det er ikke rar læsning, men virkelighedsnær læsning.

Hvordan slutter det? Og hvad betyder titlen: Submarino? Hvad slutningen angår, så henviser jeg til romanen. Jeg røber ikke noget her, orker det ikke, nænner det ikke. Og hvad titlen angår, så stiller forfatteren selv en forklarende, foruroligende note til rådighed lige inden prologen: Submarino: Torturmetode, hvor personens hoved holdes under vand til kvælningsgrænsen. Man ser det for sig, ikke sandt? Eller gør man? Nej, helt så enkelt er det slet, slet ikke.

Fuldt fortjent rendte Jonas T. Bengtsson med debutantprisen for Aminas breve på Bogmessen i Forum for to år siden, mens han måtte nøjes med æren og den gode middag da han blev nomineret til Weekendavisens Litteraturpris. Under alle omstændigheder var det en bemærkelsesværdig entré på bogmarkedet. Men som alle bogfolk ved, er ”den anden” bog oftest den sværeste, især efter en lovende debut. Bog nummer to er traditionelt den litterære manddomsprøve, der skal vise, om forfatteren er kommet for at blive, én vi skal regne med. Denne prøve består Jonas T. Bengtsson med imponerende styrke. Først slog han igennem, og nu slår han sig fast – med knytnæve. Hvis nogen stadig efterlyser en social realisme, så behøver de ikke at lede mere. Her er en helt særlig stemme i ny, dansk litteratur. En københavnerforfatter, der skriver om byens brutale bagside, så man sidder tilbage med lige dele frygt og forståelse. Submarino havner simpelthen som en kanyle i læserens pulsåre, og er et godt bud på sæsonens blockbusterbog.

Jonas T. Bengtsson: Submarino, 392 sider, XX kroner. Roman. People’s Press.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.