Anmeldelse i Weekendavisen den 12. januar 2007.
Doku-roman? Siden 1965 er 21.492 mennesker forsvundet sporløst i Sverige. Jerker Virdborg søger et menneske og et svar. Forgæves.
Forsvundne svenskere
Henrik – eller Henke – er forsvundet. Nærmest ved et tilfælde får journalisten Jerker at vide, at hans gamle klassekammerat er forsvundet som dug for solen, og en akut tilskyndelse får ham til at indlede en eftersøgning. Politiet har ganske vist mere eller mindre henlagt efterforskningen, da intet tyder på en forbrydelse, og det er en privat sag for et menneske at gå under jorden. Men for Jerker bliver det en hel lille besættelse. Hvad er der blevet af Henke?
Forsvindinger åbner med en statistisk oplysning. Siden 1965 er 178.164 personer meldt savnet. 154.672 er blevet fundet igen. 21.492 er aldrig dukket op. Herefter følger vi den tilsyneladende desillusionerede Jerkers søgen efter Henke. Men hvorfor vil han egentlig finde ham? Og hvad er Jerker træt af? Kæresten? Arbejdet? Livet i al almindelighed? Og hvad er det han søger, udover Henrik? Sig selv? En mening i tilværelsen? Her bemærker man, at romanens titel er i flertal – på svensk hedder den Försvinnarna, og på dansk burde den nok have heddet De forsvundne. Det er med andre ord ikke kun Henke, der er forsvundet, og flertalsformen referer næppe til de øvrige savnede fra statistikken, men til Jerker.
Sideløbende med tilbageblik til skoletiden med Henke, følger vi Jerkers interessante og absolut fascinerende research til en reportage om et omfattende konstruktionsanlæg af beskyttelsesrum og evakueringsgange i den stockholmske undergrund. Anlægget fra den kolde krigs tid bliver samtidig – sådan må man tolke det – en slags metafor for det at gå under jorden, at beskytte sig, gøre sig usynlig for en fjende. Men der bliver lagt falsk madding ud, for sporene mødes aldrig, og vi forbliver uvidende om Henkes skæbne. Det kan naturligvis også være en eksistentiel pointe – det at intet bliver opklaret og at det eneste vi ved, er, at vi ikke ved noget.
Romanen bliver lanceret som en af det nye årtusinds mest læseværdige svenske romaner – sådan har i hvert fald Eva Johansson skrevet i Svenska Dagbladet. Og det danske forlag, (Athene, et datterforlag under Aschehoug) sætter ikke forfatterens lys under en skæppe ved at placere ham i den dokumentariske tradition, der blev grundlagt af P.O. Enquist. Det lyder jo særdeles lovende, og man begynder læsningen i spændt forventning om, at den unge Jerker Virdborg (f. 1971) har fundet på noget virkelig nyt og interessant.
Det har han desværre ikke. Forsvindinger er næppe en doku-roman, og selvom forfatteren og hovedpersonen, der søger et menneske og et svar, har samme navn, fornemmer man ikke, at den faktiske Jerker Virdborg har investeret noget som helst autentisk fra sit eget liv og sin egen fortid. Til gengæld fornemmer man en studentikos litterær konstruktion, en anstrengt leg med genrer, en forbandet vilje til at være intellektuel og mystisk. Måske fornemmer man forkert, men bogen selv dementerer ikke fornemmelsen.
Jerker Virdborg: Forsvindinger. Oversat fra svensk af Jesper Klint Kistorp. 272 sider, 299 kr. Athene.