Anmeldelse i Weekendavisen den 26. oktober 2007.
Pligt og begær. Ian McEwans nye roman er en psykologisk gennemlysning af kærligheden i en bornert tid.
Et uanstændigt tilbud
Vi er i 1962, midt under den kolde krig, hvor to uforenelige systemer holder verden i skak – fuldstændig som i det dugfriske ægteskab mellem Edward og Florence. Ganske vist er deres kærlighed og hengivenhed oprigtig, ganske vist er de i stand til at overkomme forskellene i deres sociale baggrunde, og ganske vist har de begge et ønske om at leve sammen i tryghed. Men der er én ting, som de ser forskelligt på, og dén ene ting manifesterer sig på deres skæbnesvangre bryllupsnat i form af den store, truende dobbeltseng i bryllupssuiten på det lille hotel.
Hvad pokker stiller man op, når verden ikke er blevet frisindet endnu og man ikke har skyggen af erfaring med sex? Hvad stiller man op, når man tror at ens ægtefælle derimod har prøvet det før (hvad han ikke rigtig har)? Hvad gør man, når man kender ægteskabets spilleregler og udmærket ved, hvad der forventes – men slet, slet, slet ikke har lyst? Og hvad gør man, når man hverken har ord eller mod til at tale med sin unge, forventningsfulde mand om det? Ja, en pige som Florence, sørger naturligvis for at forberede sig på det uundgåelige – hun læser slet og ret en manual, der beskriver, hvordan den slags foregår, og hvordan en brud bør hjælpe manden ind, som det hedder. Men som bekendt, kan manualer været meget svære at forstå.
Som kapitalisme overfor kommunisme, som frihed overfor fangeskab, sådan tøver Edwards og Florences kroppe overfor hinanden, indtil hun bider uvilje og ulyst i sig og lader ham gøre det, han både håber og forventer at få lov til. De har spist en jævn bryllupsmiddag (”det var ikke noget godt tidspunkt i engelsk madlavnings historie”), og da de lægger sig på dobbeltsengen – lammet af henholdsvis pligt og begær – er det store spørgsmål, om de uforenelige systemer kan forenes med hinanden, eller om deres nylige ja til præsten, blot var udtryk for håb, længsel og klassisk, konservativ normalitet.
Hun er datter af en rig forretningsmand og selv en lovende violinist. Han er søn af en skoleinspektør og drømmer om at skrive historiske biografier. De har begge en holdning til deres omgivelser, men alligevel møder de verden – dobbeltsengen – med nybegyndernes naivitet. Et par kejtede teenagere kunne ikke have gjort det bedre. Eller værre. Det fatale systemsammenstød – det er en pinlig nydelse at læse – medfører så meget flovhed, flugt og ubalance, at al fremtid synes fortabt. Men da det næsten ikke kan blive værre, introducerer Florence en idé, der, selvom den faktisk er opstået af lutter gode viljer, skaber en uoverkommelig følelse af skam i ægteskabet. Med et forbløffende moderne syn på parforholdet, der er langt forud for sin egen tid, foreslår hun nemlig, at de to skal leve sammen i et ukødeligt fællesskab, der samtidig tillader Edward at have sex med andre kvinder. Er det frisind? Eller et uanstændigt tilbud?
Det er en forbløffende detaljeret verden, Ian McEwan bygger op på blot 144 sider. Ikke alene lykkes det for ham at skildre de to hovedpersoner med både levende lethed og troværdig tyngde. Det lykkes også at give et billede af koldkrigstiden, både hvad angår den politiske virkelighed, familieværdierne og det moralske klima. Jeg læste romanen på engelsk i sommer (se evt. min anmeldelse her i avisen den 3. august 2007), og gensynet har bekræftet, at Ian McEwan har et enormt talent for at kombinere en fængslende handling og følsomme personportrætter med præcise skildringer af normer og holdninger. Men først og fremmest er Ved Chesil Beach en fremragende psykologisk gennemlysning af kærligheden i en bornert tid og en studie i, hvordan vi sætter forventninger over forstand i det rituelle rollespil, der hedder ægteskab.
Ved Chesil Beach lå ellers rigtig lunt i svinget hos bettingbureauerne, men Ian McEwan missede alligevel sidste uges uddeling af The Booker Prize for Fiction, og må derfor nøjes med at være blandt de nominerede på den prestigefyldte short list. For en forfatter er det i sig selv et bevis på, at man har skrevet en af årets bedste bøger – men det har Ian McEwan nu prøvet så tit, hvad hans faste læsere så udmærket ved. Hvis man ikke har stiftet bekendtskab med forfatteren før, er denne lille og lettilgængelige roman faktisk et godt sted at begynde. Det er faktisk et uanstændigt godt tilbud.
Ian McEwan: Ved Chesil Beach. Oversat af Jan Hansen. 144 sider, 179 kr. Roman. Gyldendal.