Homo Fanaticus

Kommentar i Weekendavisen den 5. oktober 2007.

Fodbold. Det er et åbent spørgsmål, om man efterhånden tør tage sine børn med på tribunerne til kampe mellem FC København og Brøndby. Vi vil have fredelige fans, ikke farlige fascister.

For to uger siden smadrede fans af FC København firs stolesæder på Brøndby Stadion. Samtidig fyrede de signalraketter ind over banen og opførte sig truende og aggressive overfor ganske almindelige og sagesløse mennesker på tribunerne. Det virker bizart, men disse fans support til virksomheden FCK står ikke tilbage for voldspsykopaternes kærlighed til Jagtvej 69.

Hærværk og slagsmål er efterhånden collateral damage ved de såkaldte højrisikofodboldkampe i Superligaen, hvor den glade, danske tilskuerkultur er blevet sat under hårdt pres fra en aggressiv type fans, der har adopteret en truende og voldelig adfærd fra internationale grupper af fascistiske ultras fra Italien og casuals fra den engelske arbejderklasse.

Jeg var på stadion, og jeg så mere på de unge ultrafans, end på kampen på banen. Jeg tænkte tilbage på samme kamp i fjor, hvor min søn blev ramt på låret af en mønt, der blev kastet ned mod vores siddepladser. Jeg tænkte på de fadølskrus, der regnede ned over os – øllet var drukket, men kruset fyldt op igen med pis. Og jeg tænkte på at fansenes på alle måder mindede om de livsfarlige gangstergrupper, der har gjort de italienske stadions til små krigszoner.

De aggressive og destruktive fans er altså med til at nedbryde fodboldkampene som en tryg oplevelse, men det er de forrygende ligeglade med. For dem er der tale om iscenesættelse af konflikt, både den symbolske, hvor man bekræfter sin egen identitet ved at nedgøre andres i rituelle smædesange, og den konkrete, hvor man med tandbeskyttere i munden mødes med modpartens ultras og casuals til organiserede slåskampe.

I 80’erne var Danmark berømt for de såkaldte roligans, der dominerede tribunerne, når landsholdet spillede. Der var tale om en glad, festlig og besindig modkultur til det engelske hooligan-uvæsen, men som professionalismen greb om sig i dansk klubfodbold op gennem 90’erne, så vi de første epigontendenser blandt danske fans, der med utilsløret fascination begyndte at kopiere tribuneadfærden fra lande som Italien og England. Det var i første omgang festligt, men i stigende omfang er det blevet farligt – og tendensen spreder sig oven i købet til de sekundære rækker, hvor f.eks. Næstved, HIK og Roskilde nu også får følgeskab af fangrupper, der mest af alt er ude på at fremprovokere konflikt og slagsmål.

Som det er nu har flere klubber – FC København, Brøndby og AGF er de mest slående eksempler – supportergrupper, der i virkeligheden udgør en indre fjende for den klub, de officielt støtter. Senest har AGF’s festlige fangruppe Galehuset valgt at lukke deres aktiviteter ned, fordi de pga. engagementet i en kampagne mod racisme i fodbold, er blevet intimideret af en voldelig fanfraktion, der er tæt knyttet til den radikale højrefløj, og generelt er hooligantendenserne ikke en loyalitetserklæring til klubben, men et forræderi mod klubben og sporten.

Vi har at gøre med homo fanaticus, det fanatiske menneske, og der er naturligvis både sociologiske og psykologiske mekanismer i spil (ikke at forglemme Desmond Morris antropologiske portræt af publikum forhold til spillerne som stammen, der hylder krigerne). Men hvem er de egentlig? Når jeg iagttager dem på stadion, ser jeg en gruppe meget unge fyre, der udtrykker en brutal kærlighed til klubben og et forbløffende passioneret had til modstanderen. Det hele kommer til udtryk i en kombination af verbal humor og fysisk voldsomhed, som vel næppe kan være andet end en kompensation for hverdagens undertrykte følelser og frustrationer.

Så altså: Hvem er de egentlig? Kan man tegne en social profil af de fans, der i stigende grad griber til hærværk og vold? Hvad laver de til hverdag? Studerer de? Arbejder de? Og hvad i alverden får dem til at tro, at de har licens til at vandalisere et stadion, true almindelige mennesker og angribe deres fjender? Hvad vil klubberne selv stille op med folk, der ikke overholder de officielle fangruppers kodeks? Og hvad kan man gøre for at civilisere fodboldens fans?

FC København har et problem, som de forsøger at løse med nul tolerance politik. Ved hjælp af kameraovervågning af de værste fans, kunne man på den derfor finde ud af, hvem det var, der havde fyret nødblus ind over banen på Brøndby Stadion for to uger siden. Fyren blev udpeget, overdraget til politiet, og han har fået livsvarig karantæne fra Parken og de kampe, hvor FCK’s eget kontrollørkorps har mulighed for at tjekke hvem der kommer ind. Gad vide, hvilken form for tikkende bombe, der nu går løs i gaderne, når nu han ikke kan afreagere på stadion hver søndag?

Efter kampen mod Brøndby skyndte FC København sig at udsende en officiel beklagelse af ”fåtallets stupide og farlige opførsel, der falder negativt tilbage på klubben og de titusinder af fans, der opfører sig eksemplarisk.” Ja, naturligvis. Negative handlinger udføres af enkeltpersoner, og det er svært at gardere sig imod idioter. Men selvom man angiveligt også har snuppet seks personer, der forsøgte at smugle ulovlige genstande ind på stadion, må konklusionen være, at systemerne svigter. Først og fremmest har kontrollørkorpset ikke været opgaven voksen. Man ved notorisk hvilke fans, der udgør den største risiko, og det burde kunne lade sig gøre at kropsvisitere mere effektivt. Og så har selvjustitsen i gruppen af fans været elendig. Hvordan kan det ellers lade sig gøre at smadre 80 sæder? Det er jo ikke en, to eller tre mands handlinger. FC Københavns eget stadion har tit lidt overlast når destruktive Brøndby-fans går amok, og tilstedeværelsen af ultrafans stiller nye krav til stadionarkitektur, visiteringer og kontrolmetoder, og så længe nogle opfører sig som hooligans, er det irrelevant, at flertallet opfører sig pænt. Her gælder de samme vilkår for brugere af FC København og af Ungdomshuset.

Vi oplever en radikalisering af ungdommen – om så det er antidemokratisk indvandrerungdom, autonome hjemmefødninger eller fodboldfans, der dyrker deres klublogo med samme følsomhed, som de religiøse dyrker deres symboler og nationalisterne dyrker flaget. Denne radikalisering truer åbenheden og trygheden i samfundet på forskellige niveauer, og mens hooliganismen naturligvis ikke kan sidestilles med terror, minder den i sit arrogante udtryk om de autonome gadekrigeres forurettelse og om de højreradikales vold.

Vi har ret til at være destruktive, synes de at mene. Men den ret kan ingen samfundsgruppe have, og fodboldens ultras og casuals udgør sportens antitese, så længe vi vedligeholder forestillingen om fodbold som sport, underholdning og fredelig identifikation. Dette syn på spillet deles dog ikke af det fanatiske menneske.
Justitsminister Lene Espersen har genintroduceret ideen om et såkaldt hooliganregister, og som tiden går, bakker flere og flere det op. Men et register som giver mulighed for at forbyde folk adgang til stadion, løser ikke problemerne med vold og hærværk udenfor, hvor størsteparten af sammenstødene mellem rivaliserende grupper foregår.

Fodboldstadions skal naturligvis fortsat være et fristed, hvor man kan afreagere og råbe og skrige på en måde, som aldrig ville kunne accepteres ude i det normale samfund, men forudsætningen må naturligvis være, at man ikke bringer andres sikkerhed i fare, og sådan som det udvikler sig i kampene mellem FC København og Brøndby, er det et åbent spørgsmål, om man efterhånden tør tage sine børn med på tribunerne. Vi vil have fredelige fans, ikke farlige fascister.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *