Artikel i Amnesty, novemer 2007.
Hvad driver revolutionen? Og hvad sker der, når kamp for frihed legitimerer vold og terror? I to af sæsonens vigtigste bøger afdækker de danske journalister Peter Øvig Knudsen og Peter Wivel henholdsvis Blekingegade-banden og Rote Armee Fraktion, og som et fantastisk apropos kommer nu den opsigtsvækkende dokumentarfilm om advokaten, der gør en dyd ud af at forsvare terrorister, nazister, diktatorer og krigsforbrydere.
Da den franske forsvarsadvokat Jacques Vergés for gud ved hvilken gang påtog sig at føre en sag for en dybt kontroversiel klient, som ingen andre advokater ville røre med en ildtang, ville en journalist vide, hvor langt han var klar til at gå.
”Ville du også forsvare Hitler?”
”Ja,” svarede Jacques Vergés: ”Jeg ville endda forsvare George W. Bush.”
Djævelens advokat har en lang klientliste, og den er ikke noget kønt syn. Han har gennem tiderne været forsvarsadvokat – og givetvis også mere til – for terrorister, nazister, diktatorer og krigsforbrydere, og i 1999 blev han hyret af Togos diktator til at føre en sag mod Amnesty International, der havde udgivet en rapport om massakrer og drab på oppositionen i landet.
Alle har krav på et godt forsvar, og ingen forbryder er for ond og ingen forbrydelse er for stor til den revolutionære Jacques Vergés. Som ung engagerede han sig i det algeriske folks frihedskamp, og da befrielsesbevægelsens terrorister havde brug for hjælp, stod han både klar med et juridisk forsvar og en utrættelig indsats for at vinde den internationale opinions sympati.
Siden har Jacques Vergés modvilje overfor kolonimagter og undertrykkende stater ført ham fra sag til sag som forsvarsadvokat for mennesker og grupper, som i deres revolutionære arbejde ikke bare har været venner af friheden, men også fjender af demokratiet. Det er blevet sagt om ham, at han er født vred, men spørgsmålet er, om hans vrede træder i retfærdighedens tjeneste.
Nu kommer instruktør og filmproducenten Barbet Schroeders opsigtsvækkende dokumentarfilm om Jacques Vergés til Danmark. Han er født i Iran af tysk-schweiziske forældre og vokset op i Frankrig, hvor hans karriere tog fart. Via nogle interessante dokumentar film, bl.a. stod han bag Idi Amins selvportræt på film, kom han til Hollywood, hvor han har lavet traditionelle blockbuster-film, men med Djævelens advokat (ikke at forveksle med thrilleren med bl.a. Al Pacino af samme navn!) er han tilbage i dokumentarismen og journalistikken.
Vi møder både Jacques Vergés himself og en lang række forskere og eksperter – ja, sågar terrorister, som han har forsvaret, ikke kun fra Algeriet, men også tyskere, palæstinensere o.a., ikke mindst Sjakalen Carlos, der er med på en telefon. Men selvom filmen spiller over to timer, står vi tilbage med en dyb og underlig gåde om manden, der driver princippet om at alle har krav på et kvalificeret forsvar til en yderlighed, hvor de færreste følger med.
Måske skyldes det, at djævelens advokat ikke udelukkende er forsvarer, men også virker som strateg og politisk rådgiver for sine klienter. Desværre er Barbet Schroeders ude af stand til at bevise noget, men han antyder kraftigt, at Jacques Vergés tilbragte otte hemmelighedsfulde år fra 1970 til 1978 som rådgiver for ingen ringere end Pol Pot! Ingen ved, hvor advokaten var i de otte år, og selv er han tavs som graven, men på filmens hjemmeside, kan man læse adskillige interessante bud på regimer og grupper, der havde gode grunde til at huse ham.
Filmen om Jacques Vergés er dybt fascinerende og dybt foruroligende, ikke mindst fordi advokaten hverken har moralske, personlige eller politiske skrupler ved at forsvare selv de største slyngler. Man har det med ham, som med nazister, der gør brug af deres ytringsfrihed. Det er svært at tage retten fra dem, men hvor ville man ønske at man kunne slippe for deres indflydelse.
Barbet Schroeders film kommer som et fantastisk apropos til to af bogsæsonens vigtigste dokumentarbøger. Forfatteren Peter Øvig Knudsen afslutter med Den hårde kerne sin dobbeltbog om Blekingegade-banden, mens Peter Wivel, Politikens korrespondent i Berlin, skildrer 70’ernes venstreradikale terror fra Rote Armee Fraktion i bogen om Baader-Meinhof – ofte om de samme personer og begivenheder, som vi støder på i filmen om Jacques Vergés.
Begge bøgerne er skrevet med journalistisk grundighed og den samme fængslende mystik som præger Barbet Schroeders film, og tilsammen skaber de et fantastisk indblik i en radikal tankegang, hvor kampen for frihed kammer over. Terroristerne griber til antidemokratisk vold, og når de bliver stillet til ansvar for deres gerninger, står Djævelens advokat klar med deres forsvar.
Barbet Schroeder: Djævelens advokat. Dansk premiere den 7. december 2008 i Vester Vov Vov, København, Cafébiografen, Odense, Øst for Paradis, Århus og Biffen, Ålborg. Se trailer og læs mere på www.terrorsadvocatefilm.com.
Peter Øvig Knudsen: Den hårde kerne. Blekingegade-banden 2 (bind 1 udkom i foråret). 528 sider, vejledende pris: 299 kr. Gyldendal.
Peter Wivel: Baarder-Meinhof, 240 sider, vejledende pris: 249 kr. Politikens Forlag. —
KULTUR PÅ VEJ
Jørgen Haugen Sørensen: Statens Museum for Kunst
På udstillingen Mens vi venter med Jørgen Haugen Sørensens skulpturer, kan man se et stort og gribende relief, der nærmest er én stor fortolkning af Amnesty Internationals arbejde. Værket Før og lidt efter (2005) handler om ytringsfrihed og mennesker på flugt fra krig. Som museet skriver: ”De fortabte og skitseagtige menneskeskikkelser står ventende, skubbende, blidt følgende hinanden ud over afgrundens rand. Nogle sidder, mens andre ligger bagbundne. Alle med tilhyllede og smadrede ansigter, hvorfra blodet vælder ud. Det er fanger til eller på vej fra tortur eller på vej til den forløsende henrettelse. Mennesker, som vi hver dag ser i medierne rundt omkring fra verdens krigsskuepladser og flygtningelejre. Det er frie mennesker, der har talt magthaverne imod og er gjort stumme for altid.”
Frem til den 3. februar 2008.
PLEX Musikteater: Go To Gate – en dokumentation i lyd, billeder og virkelighed
Go To Gate er et rollespil om at klare sig gennem de udfordringer som vi står overfor efter terrorismen slog ned 11. september 2001. Vi har vænnet os til at leve med truslen. Angsten er blevet hverdag. Vi har indstillet os på sikkerhed og kontrol. Vi accepterer stadig mere omfattende overvågning af offentlige rum. Men er hele sikkerhedssystemet reelt et teater, der er iscenesat for at indgyde tryghed? Og giver det overhovedet mere tryghed og tillid? Eller skaber det i virkeligheden bare en tilstand af konstant angst? Er det forhøjede beredskab gået hen og blevet en mental tilstand af posttraumatisk stress og national panikangst, der får os til at acceptere stadig strengere kontrol, forskelsbehandling og indskrænkning af demokratiske rettigheder for anderledes tænkende? PLEX trækker den grumsede virkelighed helt ind i teatret gennem et halvt hundrede interviews med folk på den ene eller den anden side af overvågningsudstyr og kontrolsystemer. Hvad sker der med det sociale rum når i en tid, hvor risiko er altings målestok? Publikum gennemspiller selv flyrejsens ambivalente spil mellem tryghed og risiko overfor eksperterne fra lufthavnen, der også spiller sig selv, og forestillingens indhold udvikles og ajourføres dag for dag.
Instruktør: Lene Juhl. Scenograf: Mark Viktov. Spildramaturg: Sanne Bjerg. Medvirkende: Rune Søchting , Tobias Trier, Ture Larsen, Johanna Maj Thorning, Anne Marqvardsen, Jørgen Teller, Magnus Olsen Majmon, Aida Nadeem og Karsten Fundal.Fra den 30. januar – 14. februar 2008.