Dumhed og dovenskab truer demokratiet

Interview i Weekendavisen 3. maj 2007.

Stenalderhjerner. Det multitolerante samfund virker angstprovokerende på folk, der bare vil have tryghed og paroler, siger forfatteren Lene Andersen, der anklager sin egen generation for at være magelig, bekvem og uden dannelse.

Fotografen er i gang med sit arbejde på trappen op til Københavns Byret, hvor forfatteren Lene Andersen poserer under de manende ord Med lov skal man land bygge. På muren sidder et lille skilt med den forbavsende tekst Ophold på trappen tilladt. Et nærmere eftersyn afslører da også, at ukendte gerningsmænd har bortkradset ordet ikke. Men så nemt narrer man ikke domstolene, så på den anden side af trappen hænger et skilt, hvor ordlyd ikke kan manipuleres: Ophold på trappen forbudt.

Lene Andersen er blevet foreviget, og vi kan begynde samtalen om hendes nye debatbog Frihed og demokrati – hvor svært kan det være? Vi slår os ned i en marokkansk tesalon, der serverer sød te med gavmilde mynteblade. Her sidder vi så og taler om, hvor mange andre demokratisymboler, vi kan finde på Nytorv og Gammeltorv, hvor domhuset troner i myndig magt og vælde som retsstatens hjemsted. Jeg har mest bemærket organisationer som Højskoleforeningen og Amnesty International, så er folkeoplysningen og menneskerettighederne på plads. Og så var det jo her Nationalencyklopædien havde til huse, hvilket bringer os tilbage til oplysningstiden. Lene Andersen peger på de store banker, og mens jeg når at tænke på den private ejendomsret, fortæller hun at bankvæsenet satte renæssancen i gang i Italien, hvilket var optakten til demokrati. Og så er der avisboden, siger hun, pressen har naturligvis været afgørende for folkestyret.
Bedst som jeg tror, at vi har været hele torvet rundt, udpeger Lene Andersen endnu to elementer, som jeg garanteret ville have overset:

”Pissoiret,” siger hun. ”Pissoiret lige ved siden af minepladen for Søren Kierkegaards fødested er jo eksempel på en vigtig samfundsmæssig stabsfunktion, ligesom kloakering, og hvis den slags bryder sammen, gør samfundet det også,” siger hun.

”Og så er der brostenene. Dem kan man bruge til at kaste med. Det er jo ikke skide demokratisk, men det minder os om at demokratiet kan rumme anarkistiske og autonome grupper til en vis grænse. Og det kan autoritære samfund ikke.”

Lene Andersen betegner sig selv som forfatter, civiløkonom, frafalden teolog og satiriker. Hun har udgivet to bind af en romanserie på fem under fællestitlen Baade-Og, og selvom det ikke er blevet til det store gennembrud hos læserne, er der dog opstået noget så sjældent som en hel forening, der med udgangspunkt i forfatterens værker, sætter fokus på tilværelsens store spørgsmål. Foreningen kalder sig Hvad har vi gang i? Og dét spørgsmål påstår de ikke selv at kende svaret på.

I sin nye bog ridser Lene Andersen demokratiets historie. Men hvordan er hendes egen barndomserindring om demokratiet?

”I min generation er vi opdraget til at mene, at vi lever i den bedste af alle verdener, og ud fra de alternativer der findes, gør vi det nok også. Jeg er i hvert fald ikke stødt på noget, jeg gerne vil bytte med. Problemet er, at vi i disse år konfronteres med mennesker, der også mener at deres verden er den bedste, og i stedet for at reflektere i fællesskab, peger vi fingre af hinanden. Men hvis vi vil videre, må vi først og fremmest erkende, at demokrati er en proces, der aldrig slutter. Det perfekte demokrati får vi aldrig. Ingen er jo født med de tidligere generationers erfaring, så alle må lære demokratiet fra bunden af. Det er som med livserfaring, der virker bedst, når man har gjort den selv. Men hvis ikke man gør sig sine egne erfaringer med demokratiet, tager man det bare som en selvfølge, og det er det ikke. Som barn måtte jeg selv finde ud af, hvad der var rigtigt, for jeg gik på en borgerlig, kristen friskole, men det venstreorienterede lå jo i tiden, og i børnefjernsynet kunne vi jo kun se reportager fra Vietnam. Derfor så jeg næsten kun svensk børne-tv, for der lærte man at regne og læse”.

Lene Andersen peger på, at hver generation i det tyvende århundrede har præsteret en eller anden form for totalitær ideologi, som har fascineret unge mennesker:

”Der var nazismen, stalinismen, maoismen og nu islamismen. Der er forskelle, men de er alle ens i forestillingen om at der findes totale løsninger på alt på én gang. Spørgsmålet er om individets frihed og vores multitolerante samfund i virkeligheden virker angstprovokerende på mange, der bare ønsker paroler og trygge rammer. Vi er kultiske væsener med stenalderhjerner, der har udviklet hyperkomplekse samfund, hvor vi skal træffe individuelle valg – og et er ikke alle, der passer til det. For nogle er frihed overvældende og simple løsninger tillokkende. Det er trygt at bo i et klansamfund eller en religiøs sekt, hvor alle beslutninger bliver truffet for dig og du ikke selv skal tage stilling til job, økonomi og karriere,” siger hun.

Hvad er demokratiets største trusler nu?

”Manglen på dannelse. Det er fundamentalt for et demokrati, at samfundet består af individer med viden. Diktatur kan vedligeholdes med én diktator i toppen af pyramiden, der truer resten til at makke ret. I demokratiet skal alle tage ansvaret på sig, alle skal ville det. Men desværre er vi udsat for et dannelsestab i vores generation. Konsekvensen er, at vi tager demokratiet som en selvfølge og ikke ser, hvad der kræves for at opretholde det. Dannelsestabet gør det svært at opretholde en nuanceret debat. Og så er der dovenskaben, den demokratiske dovenskab. I de intellektuelle miljøer, diskuterer man politik, kultur, holdninger, men når jeg er sammen med ikke-intellektuelle, handler det kun om friværdi og fladskærme og dingenoter.”

Nu er du jo elitær! Det må man ikke være…

”Er det elitært? I så fald er demokratiet elitært, men det skulle jo gerne være en folkelig forankret styreform. Demokratiet er konstant udfordret til at danne og uddanne sin egen vælgerskare. Og retfærdigvis skal det siges, at jeg da også møder megen nysgerrighed, blot ikke i min egen generation. Folk over 50 vil gerne diskutere politik, kultur, litteratur, udenrigspolitik, og de har en viden at trække på. På samme måde er mange i 20’erne søgende og nysgerrige. Men min egen generation er magelig, bekvem og en ukulturel generation. Vi har jo levet uden truslen fra globaliseringen og nåede at købe fast ejendom inden inderne begyndte at konkurrere med os om vores arbejde.”

Ok, det var dumheden og dovenskaben. Hvad mere?

”Nationalismen. Den er ok til et vist punkt, men farlig når den definerer ”de andre” som forkerte. Sjovt nok er dansk nationalisme og danskhed – hvad det så end er – vokset frem i de århundreder, hvor nationen blev mindre og sproget blev homogent. Katolikkerne og jøderne var så tilpas integrerede at ingen tænkte på at der var flere måder at være dansk på. I dag ser vi i debatten om tørklæder, at der er flere måder at være dansk på. Men hele verden er i en omstillingsproces, og i en global verden bliver vi alle minoriteter. Det rykker identiteten og det magelige billede af national selvopfattelse. Det er ikke nemt at overskue, men vi må tage det på os som en opgave. Vi må lære at se individet. Der er forskellige grunde til at bruge tørklæde eller andre kulturelle markører. Når en person fra en minoritet træder frem, tror vi at sådan er de alle sammen. Men sådan er det jo ikke, og der er naturligvis danskere som jeg ikke ønsker at blive slået i hartkorn med. Derfor må vi holde nationalismen på et moderat niveau. Dem der har en identitet og kultur som kan fungere sammen med andre, vil vinde. Dem uden kulturelle holdepunkter vil blive bange og frustrerede.”

Mens hun er skeptisk overfor nationalismen, er Lene Andersen helt overbevist om, at EU og FN – nationalisternes traditionelle hadeobjekter – spiller en vigtig rolle for demokratiet.

”Personligt føler jeg mig mere som europæer, end som dansker, men vi europæere er jo en minoritet her i landet. Derfor synes jeg at vi skal lave EU om til en højskoleunion, hvor vi kan udveksle unge under forhold, der skaber dannelse i en fælles europæisk offentlighed. EU handler om at få gamle modstandere og krigsførende nationer til at leve sammen i fred. Selvfølgelig virker det ikke fra starten, det ville være helt underligt, hvis det gjorde. Det er aldrig sket før at så mange nationer har aftalt at de ikke vil gå i krig med hinanden, men træffe demokratiske beslutninger i fællesskab. Som jeg ser det har det øget Danmarks suverænitet, ikke omvendt. Nu kan vi nemlig leve i sikkerhed for vores naboer. Vi behøver ikke at tænke på at beskytte vores grænser, og uden EU havde Grønland og Færøerne været amerikansk i dag, ja vi ville ikke have haft en bro til Sverige. Men på grund af den sikkerhed, som EU giver os, har vi overskud til selv at blive en krigsførende nation andre steder i verden, hvilket beviser at demokratier også kan begå fejl. Det var ikke vanvittig kløgtigt at gå i krig mod Irak.”

Da Lene Andersen svarer på det sidste spørgsmål – hvad kan man gøre for at fremme det globale demokrati? – husker jeg, at hun præsenterer sig selv som forfatter og satiriker. Men som med al god satire, er der et gran af virkelighed i svaret:

”FN skal invitere til en global fest! Et globalt tv-show, der begynder i en fjern tidszone ude i Atlanterhavet og så bevæger sig kloden rundt via satellitter. Det skal være en fest som det europæiske Melodi Grand Prix, bare uden konkurrencen, og formålet skal udelukkende være at udveksle den musik, vi bedst kan lide. Uden Melodi Grand Prix ville vi jo ikke have noget EU, og grand prix’et er jo den eneste begivenhed, der kan skabe en fælles europæisk diskussion. Ingen interesserer sig for valgene til EU-parlamentet, men sidste år diskuterede alle, om den finske monsterrockgruppe Lordi virkelig skulle have vundet. Det var det helt store, europæiske samtaleemne – fra Norge til Italien og fra Portugal til Ukraine.”

Lene Andersen: Frihed og demokrati – hvor svært kan det være? Det andersenske Forlag.

Samfundssyn og samfundssind
Hvordan hænger et samfund sammen? Hvem træffer hverdagens beslutninger? Hvor foregår det politiske samspil og modspil? Vi søger svaret udenfor Christiansborgs mure i en række demokratiske værkstedssamtaler med mennesker, der har stor erfaring med politiske processer, enten som udøvere eller som iagttagere. Hvordan er de selv med til at øve indflydelse? Hvad ønsker de at opnå? Og hvordan kommer deres samfundssyn og samfundssind til udtryk i deres arbejde? Det første interview i serien var med fhv. departementchef, nuværende bestyrelsesformand Knud Larsen (d. 16. marts 2007), det andet var med fhv. folketingsmedlem Sandy Brinck (d. 23. marts 2007), det tredje var med den usbekiske forfatter og journalist Dina Yafasova (d. 4. april 2007) og det fjerde med lektor Arne Mørch (d.13. april 2007). Serien slutter i dag.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.