Alan Bennet: En kongelig læser

Anmeldelse i Weekendavisen den 21. december 2007.

Royal roman. Her er den oplagte mandelgave til den gode familie i 1015 København K.

Monarkiet er regeringens deodorant

Det lyder så nedladende, når man kalder en bog for en charmerende bagatel, så misforstå mig nu ret: En kongelig læser, den britiske skuespiller og dramatiker Alan Bennets danske romandebut, er vitterlig en charmerende letvægterhistorie om læsningens forførende velsignelser – men det vil altså være uforsvarligt at kalde den meget mere end en bagatel. At Gyldendal har valgt at udgive den til den folkelige pris af 99 kroner, er til gengæld stærkt formildende, og som julehilsen til forlagets venner (for som sådan er den nemlig også udsendt i et særoplag), er novellaen ganske velvalgt.

Den umiskendeligt engelske historie handler om Hendes Majestæt – jeg ser hele tiden Hellen Mirren for mig i rollen som dronningen i stedet for dronningen i rollen som sig selv – der pludselig opdager en biblioteksbus (!) i paladsets baghave. Den har hun aldrig set før, men nu stiger hun om bord, og for ikke at virke for sær, låner hun en bog med hjem i gemakkerne! I bussen møder hun også en ung mand, der gør tjeneste i køkkenet, og da dronningen pø om pø bliver charmeret af både ham og læsning i det hele taget, forfremmer hun ham til livrist.

Som tiden går, får majestæten virkelig smag for bøger, og hendes hofmarskal bliver helt urolig. Hun sluger klassikere, gamle som nye, og al den læsning synes at ændre hende, gøre hende mere kantet og personlig, mere modig og moderne. Hoffet skælver. Hvad sker der?

Da hun fylder 80, inviterer hun alle sine rådgivere gennem tiderne til et stort, overdådigt tebord. Stemningen er nærmest let og lystig, for alle de fine herrer er helt lettede over ikke at skulle sidde og kede sig ved en formel middag. Og dronningen, der omtaler sig selv som ”man”, er i absolut topform, da hun meddeler, at hun overvejer at skifte læsning ud med skrivning:

”Man har mødt og også trakteret mange besøgende statsoverhoveder. Visse af dem var nogle modbydelige slyngler og banditter, og deres koner var ikke meget bedre (…) Man har givet sin hvidbehandskede hånd til hænder, der var oversmurt med blod, og konverseret høfligt med mænd, som personligt har massakreret børn. Man har som dronning vadet igennem ekskrementer og levret blod, og jeg har tit tænkt på, at det mest nødvendige udstyr er et par gummistøvler, som når helt op til lårene. Jeg har på foranledning af mine forskellige regeringer været med til, om ikke andet så passivt, at vedtage beslutninger, jeg synes var ukloge og ofte skændige. Man har undertiden følt sig som et duftlys, der blev sendt ind for at parfumere regimet, for nutidens monarki er ikke andet end en regeringsrelateret deodorant.”

Dette royale vid og bid fra fiktionens verden lægger op til bogens klimaks, for naturligvis har majestæten ikke inviteret alle disse honoratiores med premierministeren i spidsen udelukkende for fødselsdagens skyld. Hun vil skrive bøger, vil hun, og det er ikke tandløse memoirer, hun tænker på, så først er der en juridisk detalje, der skal klares…

Gad vide om fruen på Buckingham Palace har læst En kongelig læser? I hvert fald vil jeg gerne foreslå den som en oplagt mandelgave hos den gode familie i 1015 København K.

Alan Bennet: En kongelig læser. Oversat af Bente Kastberg. 128 sider, 99 kr. Gyldendal.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.