Kommentar i Weekendavisen den 17. november 1006.

Forkasteligt. Brandattentat mod Islamisk Kulturcenter er mere end blot en drengestreg.

Natten til søndag forsøgte ukendte gerningsmænd to gange at sætte Islamisk Kulturcenter på Vibevej i København i flammer. De slæbte nogle affaldsposer fra nabogården hen foran hoveddøren, satte ild til skraldet, og stak af. Heldigvis fik forbipasserende alarmeret brandvæsenet, der fik slukket flammerne. Resten af natten intensiverede politiet patruljeringen i området, og fik på den måde afværget endnu et forsøg på brandstiftelse, dog uden at fange gerningsmændene. Mandag morgen lignede døren de sortsvedne rester af et lodret lejrbål.

Til Jyllands-Posten siger den vagthavende hos kriminalpolitiet, at der er tale om et par ukvalificerede og uplanlagte forsøg – men chefkriminalinspektør Per Larsen ser anderledes seriøst på sagen. Den besindige og troværdige politichef mener at motivet var racistisk, og han har derfor fulgt proceduren og orienteret Politiets Efterretningstjeneste om sagen. Han siger: »Vi betragter det som mere end blot drengestreger. Det er bekymrende set i lyset af, at det jo langt fra er første gang, man forsøger at sætte ild derude. Det er som et udtryk for, at nogen ikke tør stå frem i den offentlige debat og som i stedet på en tarvelig måde spreder frygt og utryghed.«

Vi er så vant til, at muslimerne i Danmark sidder på anklagebænken. De verserende sager om mulige terrorceller i Vollsmose og Glostrup, efterlader os jo – skønt intet er bevist endnu – med det indtryk, at vi nærer religiøse fundamentalister ved vort samfunds barm, og at det gælder om at komme fjenden i forkøbet. Og naturligvis gør det det. Uanset hvor kritisabel og demokratisk indskrænkende antiterrorlovgivningen kan være, tror jeg, at politikerne vil bevare befolkningens opbakning, så længe de kan sandsynliggøre, at der er brug for den juridiske grovfil. Hvis det handler om at øge vores sikkerhed, giver vi sandsynligvis gerne nogle frihedsgrader fra os.

Men midt i al røret om en mulig og potentiel islamistisk terror – idet vi husker, at enhver anklaget er uskyldig til det modsatte er bevist – har vi gentagne eksempler på noget der umiskendeligt ligner terroristiske angreb mod muslimske organisationer i Danmark. Ikke i den store skala, heldigvis, men mindre kan også gøre det. Vi behøver vel ikke at bære ofrene bort fra brandtomterne i ligposer, før vi for alvor opdager, at der findes en racistisk trussel mod muslimske medborgere her i landet. Man kan jo ikke se bort fra, at både organisationer og politi taler om en stigning i antallet af racistisk motiverede forbrydelser. Og vi kan vel ikke være uenige om, at den slags er underminerende for det demokratiske samfund og borgernes retssikkerhed – på samme måde som trusler om vold mod folk, der benytter retten til at ytre sig frit.

Et forsvar for muslimernes ret til at drive deres centre for kultur og religion frit og uden angst for attentater, er ikke et forsvar for hvad der måtte findes at fundamentalisme med terrorambitioner i Danmark. At der måske foregår en hvervning af potentielle terrorister i enkelte moskeer, er et problem, som vi må stole på, at efterretningstjenesten forholder sig til (dog ved vi ikke meget om det, fordi PET vogter tavsheden som en dyd, mens andre landes tjenester er begyndt at orientere offentligheden om, hvad deres overvågning omfatter i type og omfang). Derfor er det nødvendigt at advare imod den selvtægt, der tilsyneladende griber om sig. Hvis Per Larsen har ret, er der altså racistiske grupper, der mener at det er deres retfærdige sag, at sætte ild til muslimsk ejendom – ganske som nazistiske foregangsmænd gjorde ved jødisk ejendom i sin tid.

Det kan meget vel være, at disse gerningsmænd – som chefkriminalinspektøren kalder ”tarvelige” – opfatter sig selv som en slags frihedskæmpere, der skal befri Danmark og den kristne kultur fra den muslimske svøbe. De kæmper derfor deres nationale (og kristne?) kamp ved at anstifte brand og frygt, og man kan næsten se for sig, hvordan slår de sig selv for brystet, sætter Holger Danske klistermærker på lygtepælene, hører white pride musik og skriver manende ord på Dansk Fronts hjemmeside, mens sydstatsflaget pryder væggen over sofaen.

Men selvtægt er hverken en ærlig eller hæderværdig sag, og da slet ikke, når selvtægten i sig selv er en racistisk trussel mod en borgergruppe og en principiel trussel mod hele retssamfundet og dermed folkestyret. Gerningsmændene bag brandstiftelserne mod Islamisk Kulturcenter er lige så feje, farlige og fordærvede som deres muslimske ligesindede, der også bekæmper det pluralistiske demokrati med vold og hærværk. Derfor er det helt nødvendigt, at ikke blot Per Larsen og PET, men også politikerne tager tendensen alvorligt. Desværre nytter det ikke en meget, at f.eks. Det Radikale Venstres retsordfører Simon Emil Ammitzbøll helt forudsigeligt (og fornuftigt) lægger afstand til misgerningerne. Hvad han siger, rager naturligvis gerningsmændene en skid. Interessen samler sig derfor om Peter Skaarup, retsordfører for Dansk Folkeparti.

Han og hans parti – den mest magtfulde organisation i Danmark efter regeringen – må antages at stå brandstifternes politiske hjerte nærmest, og hvis der er nogen de måtte finde på at lytte til, er det netop dette partis frontfigurer. Heldigvis, og naturligvis, var Peter Skaarup hurtigt ude med en rettidig kommentar, hvor han kaldte attentatet for ”forkasteligt”. Men der er brug for at han går skridtet videre, for hvis han virkelig mener, hvad han siger – at det er forkasteligt at stikke ild til muslimernes huse – bør han vel tage konsekvensen og tilpasse sit partis retorik. Sagen er jo, at Dansk Folkeparti gennem årene har været stærkt medvirkende til at skabe en følelse af retfærdighed i brandstifternes formørkede hjerner. Jeg mener: Når Søren Krarup f.eks. kan sige, at islam ”rent logisk fører til et altædende had og en uhyggelig trang til at udrydde andre mennesker”, så må attentatmændene vel anse deres handling for at være et legitimt nationalt selvforsvar.

Ytringsfrihed er gud og profet her i landet. Fint med mig, meget fint. Men da der går en lige linie mellem holdning og handling, ord og gerning, må man gerne overveje konsekvenserne af hvad man siger. Og en af konsekvenserne af den bramfri danske debat er tilsyneladende, at vi oplever en vækst i antallet af racistisk motiveret vold og hærværk. Derfor bør Dansk Folkeparti, i demokratiets og retssikkerhedens navn, på det allermest anstændige opfordre gerningsmændene til at droppe det livsfarlige og tilbagevendende hærværk mod Islamisk Kulturcenter. Der er næppe nogen andre partier, som selvtægtsmændene vil lytte til.