Kommentar i Amnesty, november 2006.
Frank Farmer er et cool navn. Eller Kevin Costner. Men de venlige og diskrete danske livvagter – med spiralsnoede ledninger bag ørerne – ligner nu mere nogen der hedder Birger eller Henning eller Lars-Peter eller Henrik. Deres fornavn og efternavn har sikkert ikke engang smarte og effektfulde Hollywood-bogstavrim. Og deres virkelighed på jobbet er næppe så farlig eller glamourøs som dengang da filmfrikadellen gav den som Bodyguard i det romantiske drama, der i 1992 fik alle raske drenge til at drømme om at beskytte en berømt skønhed.
Jeg var næppe den eneste, der tænkte på filmen, da PET-manden ledsagede den somaliskfødte hollandske islamkritiker Ayaan Hirsi Ali ind i mødelokalet. Måske skyldes det at hun har en vis lighed med den amerikanske sanger. Begge kvindeansigter er skabt med en betragtelig æstetisk generøsitet, men mens Whitney Houston gav den i en virkelighedsnær rolle som utålelig og kolerisk sangersild, er Ayaan Hirsi Ali rendyrket, intellektuel, velargumenteret høflig besindighed. Hun giver hånd hele vejen rundt, og det undrer mig at hendes smil rent faktisk når øjnene, når hun døgnet rundt må bære trusselsbyrden af muslimske fanatikeres fatwa over hende.
Vi er i mødelokalet hos forfatter- og journalistorganisationen Dansk PEN, der arbejder for ytringsfrihed og mod censur. Ayaan Hirsi Ali er i landet fordi hendes erindringer, Opgør og oprør, er blevet oversat til dansk, og en lille kreds af kolleger er blevet inviteret til en times samtale med dette bemærkelsesværdige multimenneske, der før hun fylder fyrre har nået adskillige karrierer: flygtning, forfatter, akademiker, politiker og nu tanketænker i en tænketank.
Kort fortalt undveg Ayaan Hirsi Ali et arrangeret og uønsket ægteskab. Hun fik asyl i Holland, hvor hun uddannede sig og gjorde karriere i det liberale parti. Hun skrev manuskriptet til den film, der kostede instruktøren Theo van Gogh livet, og blev verdensberømt som islamkritisk kvindesagsforkæmper – og dømt til et liv under konstant beskyttelse. Tidligere i år kom det frem, at hun i sin tid havde givet falske oplysninger for at få asyl i Holland, og hendes opholdstilladelse blev derfor inddraget af Hirsi Alis egen partifælle, indenrigsminister Rita Verdonk (Karen Jespersen gange ti), hvilket vakte skandale af ukendte dimensioner. Da myndighederne fandt en vej til at forny hendes statsborgerskab i Holland, havde hun allerede vendt landet ryggen og begyndt et nyt liv i USA, hvor de liberale og neokonservative har taget imod med åbne arme.
I dag er Ayaan Hirsi Ali måske den mest prominente islamkritiker i verden, respekteret af alle, og lige velkommen på begge fløje i den danske ytringsfrihedsdebat – både hos Trykkefrihedsselskabet, der står Dansk Folkeparti nær, og hos Dansk PEN, der traditionelt har talt imod såkaldt hate speach mod muslimer. Hendes efterlysning af et religionsneutralt, sekulært samfund, hvor religion er en privatsag og ikke en statssag, er mere vedkommende, end de fleste aner i en tid, hvor det ikke kun er islamisk fundamentalisme, men også kristen værdioprustning, der skaber splid og problemer. Ayaan Hirsi Ali siger selv, at kreationisterne fra det amerikanske Bibelbælte, der kræver undervisning i ”intelligent design” – altså den idé at Darwin tog fejl og at der er en skabende finger bag verdens opståen og udvikling – er et kæmpeproblem for vesten.
Demokrati, menneskerettigheder, ytringsfrihed, kvinders ligestilling osv. klarer sig simpelthen bedst, hvis religionerne holder sig på måtten, mener Ayaan Hirsi Ali, der opfordrer til at vi dropper den store respekt for argumenter, der grunder i trumfbegreberne ”religion” og ”kultur”. Hun kikker indgående på os og siger: – Islam kan gøre op med sine voldelige sider og udvikle sig til noget bedre. Men moderne islam opstår først, når muslimske individer står overfor valget mellem samvittighed og gud – og vælger samvittighed. Folk siger ofte at ”gud ønskede jeg skulle gøre det”. Ja, men hvad ønskede du selv?”
Da det bliver min tur, stiller jeg et spørgsmål, som optager mig meget: – Vi har alle stor respekt for dit arbejde og for din situation. Vi er mange der deler dine synspunkter. Men vi er også mange, der er foruroligede, fordi du bliver omfavnet af personer, der ikke nøjes med at være kritiske overfor fundamentalisternes antidemokratiske holdninger. Hvordan har du det med at være et forbillede for småracister, der underkender muslimernes ret til overhovedet at være her?
Ayaan Hirsi Ali behøver ikke at spekulere så meget som ét sekund. Hun svarer roligt og velovervejet: – Hver gang jeg udtaler mig, kan jeg lave en liste over hvem, der misbruger mine ord, f.eks. racisterne og andre, der vil have indvandringen begrænset fordi de ikke kan lide muslimer. Men jeg tror på nødvendigheden af en åben debat uden tabuer. Hvis vi ikke fremfører kritikken af religionerne, overlader vi emnet til racisterne og idioterne. Vi er nødt til at bringe spørgsmålet ind i mainstreamdebatten, så det ikke bliver kapret af ekstremisterne. Sagen er, at der ikke er nogen nemme svar. Vi skal ikke give falske løfter.
Mødet slutter. Den fiktive Frank Farmers kolleger fra den danske virkelighed guider Ayaan Hirsi Ali ind i den diskrete bil og videre til hendes næste møde – vi ved ikke hvor og med hvem. Måske er det ikke så spektakulært at være chauffør for en somalisk dissident, som det er at opdække en feteret popdiva. Til gengæld findes der ikke nogen vigtigere opgave, end at beskytte en forfatter, politiker og meningsdanner, der selv beskytter ordenes og kvindernes frihed.