Anmeldelse i Weekendavisen den 19. maj 2006
Den evige runddans. Jon Fosses publikum skal læse, læse, læse for ikke at synke til bunds.
Havet tog Asle
Ved første øjekast ligner den norske forfatter Jon Fosses Det er Ales noget, man kan bide over på en formiddag, men det viser sig at være en tindrende illusion, fordi den lille bog række uendelig langt ud over sin egen tid og sine egne sider.
Al sin korthed – sølle 86 sider – til trods er bogen simpelthen endeløs som slægters gang, hvilket demonstreres helt ned i den typografiske form, hvor ethvert punktum er afskaffet, der er intet fuld stop, intet der standser og intet der begynder, det hele flyder sammen i en evig runddans, hvor nutid spejler sig i fortid, liv i død, mennesker i mennesker, navne i navne, bogstaver i bogstaver, begivenheder i begivenheder, gentagelser i gentagelser, skæbner i skæbner, symboler i symboler…
På det formelle plan handler fortællingen om kvinden Signe, der tænker 23 år tilbage i tiden til 1979, hvor hendes kæreste en dag stod ud i sin jolle, men ikke kom tilbage. Havet tog Asle. Det må vi i hvert fald formode. I Signes tanker – og syner – træder en række fortidsfigurer nu ind i stuen. Det er husets tidligere beboere, den forsvundne Asles forfædre. I Signes tanker (og bevidsthed?) bliver slægtens skæbner vævet sammen, og læseren skal hvæsse opmærksomheden for at følge med i de mange tids- og tankespring, der bl.a. trækker os med Asle tilbage i tiden, hvor en anden Asle også druknede på fjorden på sin syvårs fødselsdag.
Vi føres flere hundrede år tilbage i tiden, frem igen og tilbage igen, vekslende mellem den ene Asle og den anden Asle, og tipoldemoren ved navn Ales, hvis navn så påfaldende er skabt af samme bogstaver som de to druknedes. Det handler om intet mindre end slægt, skæbne, historie, eksistens.
Uden et punktum, uden et kapitel, flydende og vævende, spejdende efter holdepunkter der fortoner sig, sådan må man hele tiden læse, læse og læse for ikke at synke til bunds, for selvom romanen er kort, er der langt til land, hvis øjnene først bliver trætte. I ordenes evige, stædige, malende og insisterende redundans har man det som Asle og Asle, der forsvandt i de havbølger som indtager romanens hovedrolle på lige fod med mennesker og tid. Det livgivende hav kræver sine ofre, og det samme gør Jon Fosse. Han skriver direkte ind i den norske kystbefolknings sprog, bevidsthed og temperament, renset for humor og uhøjtidelighed, støbt i alvor og skæbne, formet af vinden, vandet og tiden. Det er en sprogkunstner, der skriver. Men hans læser skal virkelig mestre læsekunsten for ikke at drukne.
Jon Fosse: Det er Ales. På dansk ved Karsten Sand Iversen. 86 sider, 185 kr. Tiderne skifter.