Artikel i Weekendavisen den 13. oktober 2006.
Historieløshed? Næste år det 200 år siden at København blev bombarderet af den engelske flåde. Men byen har ikke sat en øre af til at markere den skelsættende begivenhed i Danmarkshistorien. Kulturborgmesteren ærgrer sig. Museumsfolkene undrer sig.
Om ti måneder er det 200 år siden, at englænderne sønderbombede store dele af København. Vores stolte flåde blev taget som krigsbytte, og med ét var der sat en effektiv stopper for Danmarks tid som en international sømagt. Københavns museer kalder bombardementet i 1807 for en perfekt anledning til at formidle en altafgørende del af Danmarkshistorien. Men lige nu ligner det historieformidling på vågeblus, for det politiske flertal på Københavns Rådhus har gennem flere år holdt på pengene og bremset for en officiel markering.
I 2003 foreslog Enhedslistens gruppe i Borgerrepræsentationen, at der skulle sættes penge af til en markering af 200 året og den vitale begivenhed i vores lands historie, der er blevet kaldt verdenshistoriens første terroranslag mod en civil befolkning. Både Venstre og SF støttede ideen, men Socialdemokraterne og De Radikale gik imod. Hvorfor? Det forsøger Weekendavisen nu at finde ud af.
Jens Kjær Christensen fra Enhedslisten siger: ”Vi ville ikke fejre bombardementerne, men markere begivenheden i et bredere perspektiv. Der er utallige indgange til emnet: krig, fred, terror, historisk bevidsthed, menneskerettigheder, etik, byens fysiognomi. Det hele kan sættes i relation til nutiden. Og det ville kunne tiltrække turister. Men af en eller anden grund ville Socialdemokraterne og De Radikale ikke være med. Jeg har aldrig oplevet noget så uargumenteret. Jeg har dem mistænkt for enten at mangle historisk bevidsthed eller at sige nej, fordi det ikke var dem selv, der fik ideen.”
Bygge- og teknikborgmester Klaus Bondam var i 2003 leder af den radikale gruppe på rådhuset. Han siger i dag, at han anerkender at der skete et markant ryk i den nationale selvopfattelse med nederlaget til England i 1807, og at museerne er hjertelig velkomne til at markere begivenheden. Han mener dog ikke, at det er det offentliges ansvar at stå bag en stor markering. Klaus Bondam ser ikke nogen grund til at ”eventgøre” granatregnen over den brændende by, hvor københavnerne i rædsel søgte sikkerhed på Amager. ”Det er jo absurd, at vi, som huser mennesker der er flygtninge fra krig, skulle revisualisere et bombardement,” siger han.
Men uenigheden handler ikke kun om hvem der har ansvar for at finansiere historieformidling. Der lå også en helt anden form for politisk hensyn bag De Radikales modstand mod Enhedslistens forslag.
”Vi fornemmede en anti-EU holdning fra Enhedslisten, der ville benytte anledningen til at kritisere det europæiske samarbejde. Og samtidig fornemmede vi på de folk vi taler med, at man ude i Europa ikke ville sætte pris på en markering. Udlandet ville ikke opfatte det heldigt, hvis vi gjorde en event ud af det. Det ville ikke være god tone i det europæiske samarbejde. Vi giver jo heller ikke tyskerne af i dag ansvar for 2. verdenskrig, og tilsvarende ville vi heller ikke hænge englænderne ud. I Det Radikale Venstre ønsker vi tværtimod at styrke processen om internationalisering og København som en storby i et globaliseret Europa,” siger Klaus Bondam.
Et forskræmt bøh?
I naboforvaltningen sidder kulturborgmester Martin Geertsen og ærgrer sig. Og undrer sig. Han peger på, at politikerne i København ellers netop er enige om, at der skal mere eventkultur til byen:
”Vi vil gerne have store begivenheder som MTV Awards, UEFA Cup finaler m.m. til København, men også mindre festivaler og markeringer af vigtige mærkedage. I det nye budgetforlig har vi oven i købet afsat flere penge til historiske events. Vi er enige om, at ambitionsniveauet for historiske mærkedage skal hæves. Og med bombardementerne i 1807 er vi oppe i en størrelsesorden, hvor det havde været rimeligt at kommunen var kommet til lommerne. Det er ærgerligt og historieløst, at vi ikke kunne skaffe flertal. Jeg ville gerne have øget den historiske bevidsthed gennem en markering, for vi skal kende både de gode og de dårlige sider af landets historie. Vi markerer jo også hvert år den nazistiske besættelse den 9. april.”
Ulla Tofte er historiker og leder af netværksorganisationen Golden Days in Copenhagen, der står bag Københavns historiske festivaler, bl.a. om guldalderen og senest om renæssancen med udgangspunkt i Christian IV. Hun mener at en markering af bombardementerne netop kunne placere København stærkere i et internationalt og globalt billede:
”Hvis du vil fortælle hvad renæssance er, kan du gøre det via Christian IV, der inkarnerer hele perioden. På samme måde inkarnerer bombardementet den nye tid, guldalderen, vejen mod demokratiet. Danmarks selvopfattelse som stormagt døde de nætter i begyndelsen af september 1807, da København blev skudt i brand af englænderne. Bombardementet er derfor symbolet, man kan fortælle alt ud fra. Vi kan sammenligne personberetninger fra København 1807 med Sarajevo og Bagdad i vor tid. Det er perfekt til at formidle krig, fred, militærhistorie, stormagtspolitik, nutidshistorie osv. Vi kan f.eks. benytte lejligheden til at fortælle hvordan og hvorfor, vi forsonede os så hurtigt med englænderne dengang. Europa var på vej mod industrialiseringen – og den udgik fra England. Hvis vi havde lagt England på is, ville vi ikke være blevet moderne så hurtigt,” siger hun.
At Klaus Bondam ikke vil skabe en event ud af markeringen, forstår Ulla Tofte for så vidt udmærket. Men hun efterlyser først og fremmest en debat om historieformidling:
”Det er på den ene side helt oplagt at lave en folkelig event for familiepublikummet natten mellem lørdag den 1. og 2. september næste år med en genskabt fortættet og koncentreret stemning i indre by, hvor man kan ”genopleve” bombardementerne. Men på den anden side skræmmer sporene. Måske er det i virkeligheden slet ikke nogen god idé at lave noget stort. H.C. Andersen året, Madonnakoncert m.m. har givet danskerne kvalme over begivenheder, der markedsføres massivt. Vi mangler derfor den rigtige måde at gøre det på. Det vil måske være meget lettere at få politikere, presse og publikum med på mindre begivenhed – ja, måske nærmest bare et forskræmt bøh frem for det store brag af en kulturbegivenhed. Først og fremmest skal en markering bæres frem af et reelt ønske om at formidle historie og ikke blot en trang til eventmageri, der slår plat på en alvorlig begivenhed.”
Politisk berøringsangst
Direktør for Københavns Bymuseum Jørgen Selmer er heller ikke i tvivl om at 200 året bør bruges til at formidle dansk historie på alle planer.
”Kulturhistorien bringer os sammen. Vores fortid minder om de fremmedes nutid. Vi har også haft offentlige afstraffelser og krav om tildækning på grund af ærbarhed – og vi har altså også haft bombardementer der sendte Københavns befolkning på flugt. Alt det bør vi naturligvis markere og formidle, men vi har ikke ressourcerne. Vores eksisterende budgetter sikrer kun vores drift. Alle aktiviteter skal vi søge midler til. Det er underligt at vi skal hoppe fra tue til tue, når alle er enige om at historien er så vigtigt for vores forståelse af os selv og sammenhængene oppe i vores hoveder.”
Allerede i 2003 udarbejdede Jørgen Selmer og Bymuseet et katalog med ideer til hvordan man kunne markere bombardementet og dets konsekvenser som en afgørende begivenhed i Danmarkshistorien. Men ingen af ideerne kom med i budgetforliget. ”Det undrede mig at der er ikke skete noget, da vi var ude i god tid. Men måske sker der noget i sidste øjeblik?” håber Jørgen Selmer.
I Golden Days sekretariatet forsøger Ulla Tofte at samle overblik og koordinere de københavnske museers planer for markering af Københavns bombardement. Det er et initiativ hun selv har taget sammen med organisationens styregruppe, men der er ikke afsat en eneste ekstra offentlig krone til det. Oprindelig havde museerne en fornuftig tidsplan for planlægningen, men nu er der ti måneder til den runde dag, og der er stadig ingen samlet plan for markeringen. Golden Days sekretariatet har derfor netop indsendt en ansøgning til Puljen til Kunst og Kultur i Københavns Kommune. Organisationen søger nu om støtte til en markering af bombardementet, de historiske facetter og perspektivet til nutiden. Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til ansøgningen i slutningen af november, og hvis der kommer penge på bordet, vil Ulla Tofte indkalde museerne til et konkret planlægningsmøde. Imens skærer hun problemet ud i pap:
”Der er berøringsangst overfor bombardementet og Danmarks nederlag. Ingen politiker vil profilere sig på den slags kulturfejringer. De store spørgsmål er derfor: Hvordan formidler vi historisk viden i dag? Hvordan kan vi placere Danmark i historien og i globaliseringen? Står vi ved det historiske? Vi skal genopfinde formidlingen af danmarkshistorien i et internationalt perspektiv, hvis ikke historien skal ende som ren underholdning. Sagen er, at vi ikke aner, hvad vi skal stille op med historieformidlingen mindre end et år før den skelsættende dato i Danmarkshistorien. Hvis ikke politikerne vil markere det her, undergraver de deres egen kanon.”
En uhellig alliance
Mens politikerne har valgt mærkedagen fra, er flere museer og institutioner i gang med at forberede en række mindre initiativer. Søllerød Museum viser en udstilling om englædernes landgang i Vedbæk, Orlorgsmuseet viser tatooo, Bymuseet arrangerer byvandringer, Stadsarkivet udgiver en bog og søværnet er vært for en symbolsk modtagelse af en fregat fra England.
Ulla Tofte fra Golden Days er glad for initiativerne, men understreger, at den samlede markering ikke kun bør pege bagud i tid, men også tage aktuelle emner med kontroversielle vinkler op:
”Bombardementet i 1807 har en tragisk og traumatisk placering i historien. Skelsættende begivenheder giver en ny tidsregning, og denne nat begyndte en ny tid for Danmark. Derfor er der fællestræk mellem Københavns bombardement i 1807 og terroren i New York. Dagen efter bombardementet, vidste man, at det her var verdenshistorisk. Det samme vidste man den 11. september 2001. Begge begivenheder var sindssygt ikonografiske og kunstnere har i begge tilfælde været fascinerede af bygninger i brand. Terroren kan være smuk. Clouet for en markering kunne derfor være terrorens fascination. Den forandrer os. Den historiske begivenhed kan kobles til en nutidsforståelse. Terror er en reel trussel i København i dag, og det her er en historie om terror, så det skal ses i sammenhæng med hvad det gør ved os, vores måde at tænke på om konflikt og forsoning. Enhver idiot spotter nemlig parallellerne til nutidens terror med ét blik på sagen – og det gør ondt,” siger hun.
Og her er vi måske så ved sagens egentlige kerne. Når man spørger kulturborgmester, Martin Geertsen, hvorfor bystyret ikke kunne samles om at markere den skelsættende begivenhed i hovedstadens historie, svarer han, at det måske skyldtes det, han kalder en ”uhellig alliance” mellem Venstre og Enhedslisten. Med adresse til sin radikale borgmesterkollega siger han:
”Jeg tror ærlig talt at Klaus blev fanget midt mellem Venstres ønske om en borgerlig historielektion på den ene side og Enhedslistens ønske om at trække en lige linie fra bombardementet til nutidens ofre for krig og terror på den anden side. Der gik politik i 1807.”
Det er muligt at Martin Geertsen har ret. Men hvis man spørger Mona Heiberg fra Socialdemokraterne, der sammen med De Radikale stemte imod Enhedslisten og Venstre, får man en noget mere jordnær forklaring:
”Det står ikke så klart i min erindring, hvorfor vi stemte imod. Jeg har altså taget et par tusinde beslutninger siden, og noget må man smide ud af harddisken. Var det ikke et almindeligt prioriteringsspørgsmål? Det tror jeg at det var. Men jeg håber da at Golden Days får stablet noget på benene.”