Bloggeri på Kommunikationsforum.dk d. 21. – 24. november 2006
Tirsdag
”Da jeg læste, hvad du skrev, tænkte jeg, at nu ville Klaus ønske, at han kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft…” Min ven – en gudbenådet klummeskriver og kyndig litterat – ved godt at jeg nyder en god, offentlig holdningsstrid. Men da vi stod der uden for Forum under weekends bogmesse (mere om den senere), vidste han også udmærket, at jeg havde begået en yderst ærgerlig fejl. Om fredagen havde jeg en kommentar i Weekendavisen, hvor jeg kædede nogle ildspåsættelser ved Islamisk Kulturcenter i Københavns nordvestkvarter sammen med Dansk Folkeparti. Helt konkret påstod jeg, at gerningsmændene kunne finde en legitimering af deres handlinger i udtalelser fra f.eks. Søren Krarup (der bl.a. har sagt, at islam fører til et altædende had og en trang til at udrydde andre mennesker). Men samme dag som min kommentar stod i avisen, opklarede politiet, at ildspåsættelserne heldigvis ikke var racistisk motiverede. Gerningsmanden var en psykisk syg iransk flygtning.
Jeg havde altså skældt ud på Dansk Folkeparti på et urigtigt grundlag, av for den! At beskylde nogen for at have medansvar for en forbrydelse, som de viser sig ikke at have det fjerneste med at gøre, er naturligvis ikke spor i orden. Men sagen er, at jeg havde skrevet min kommentar på basis af en udtalelse fra chefkriminalinspektør Per Larsen, der mente at vi havde at gøre med en racistisk forbrydelse. Det gør nu ingen forskel på fejlen. Jeg skyldte en undskyldning.
Jeg fortalte min ven, at jeg allerede fredag aften – netop da jeg havde set nyhedstelegrammet om sagens opklaring – havde lagt et PS til min kommentar ud på min hjemmeside www.rothstein.dk, hvor jeg normalt kun genoptrykker mine avisartikler. Her skrev jeg, at jeg gerne ville fastholde princippet i min kommentars pointe, men at jeg i den konkrete sag havde gjort skarn uret: Undskyld. Velvidende at denne simple hjemmeside kun ligger og roder i en sjældent besøgt udkant af nettets fjerneste afkroge, var det dog det bedste jeg kunne komme i tanker om at gøre indtil næste fredag. Man kan jo ikke holde kæft med tilbagevirkende kraft.
Lørdag morgen fik jeg en mail fra Søren Espersen, Dansk Folkeparti, som jeg kender lidt fra diverse møder i den danske debat. Han var – naturligvis – rasende. Jeg henviste til min undskyldning. Men den var han ikke tilfreds med. Han kunne ikke acceptere, at jeg fastholder princippet i min kommentar, altså at der er sammenhæng mellem det, som politiske (og religiøse) ledere siger, og det som deres tilhængere gør. Det synes jeg ellers bare er ret indlysende. Hvorfor skulle vi ellers hele tiden advare imod imamernes retorik?
Når Weekendavisen kommer på fredag, vil der sandsynligvis være nogle yderste kritiske læserbreve om min kommentar. Jeg har fået flere mails fra læserne, og jeg har svaret dem alle. Deres kritik har været rimelig, og jeg har gentaget undskyldningen for min fejl.
Livet som kommentator er privilegeret, men risikofyldt. Heldigvis er der langt mellem vildskuddene, og oftest sidder pointen hvor den skal. Samme fredag havde jeg også skrevet en kommentar om Bogmessen i Forum, hvor jeg efterlyste fornyelse. Publikumssuccesen er massiv, men hvad er messen egentlig andet end en rituel markering af julesalgets begyndelse (læs evt. min kommentar på rothstein.dk)? Jeg ved godt at messen er privat finansieret hele vejen igennem og derfor ikke har nogen højere mission end at tjene penge, men jeg savner alligevel en politisk vilje og hensigt. Jeg savner en tematilrettelæggelse, hvor messen sætter centrale emner til debat, i år kunne det mageligt havde handlet om den der ytringsfrihed. Jeg mødte en masse branchefolk, der gav mig ret i kritikken (og en enkelt der ikke gjorde), og jeg har stærkt på fornemmelsen, at mange forlag gerne vil være med til at finde på forandringer i fremtiden.
Messen er den danske bogverdens fætter-kusine-fest, og man løber naturligvis ind i en million mennesker, som det er værd at snakke med. Her på bloggen vil det være rimeligt at jeg lige omtaler en snak med Simon Pasternak, der både er redaktør på Gyldendal og forfatter. Han har sammen med Christian Dorph skrevet kriminalromanen Om et øjeblik i himlen, der foregår i 70’erne. Jeg anmeldte den forholdsvis lunkent sidste år, men holder alligevel et vågent øje med den planlagte fortsættelse. Sagen er nemlig, at de to forfattere er ved at integrere bloggeriet i deres research på en meget interessant måde. For noget tid siden skrev jeg en kommentar, hvor jeg kritiserede forlagene for slet ikke at have opdaget bloggens potentiale – og jeg fik straks en mail fra Simon, der netop var ved at gøre klar til lanceringen af en hjemmeside med blog om en ny roman.
På forfatterduoens nye blog bliver læserne simpelthen inviteret til at kommentere udkast til kapitler, og vi kan alle deltage i researchen med begavede indlæg og problemløsninger om hvordan tingene nu var dengang i 70’erne. Det fascinerende er jo, at læserne er den mest magtfulde ressource man kan ønske sig som forfatter. Der er garanteret altid nogen derude, der kan huske hvornår poletter blev afløst af klippekort… Og samtidig med at forfatterne får gratis hjælper fra læserne, får de også varmet opmærksomheden op om deres kommende roman. Smart. Kik selv efter på www.dorphpasternak.dk/blog.
Til sidst en lille oplevelse fra tirsdag formiddag. Jeg har kørt taxa to gange – til og fra et møde om en årsberetning, som jeg skal skrive i min egenskab af tekstforfatter (vidunderligt job, der giver mig mulighed for at skrive om alle emner i alle genrer). Naturligvis var begge taxachauffører indvandrere af en eller anden slags. Det er der ikke noget nyt i. Mere bemærkelsesværdigt: De lyttede begge to til P1! Normalt er man tvunget til at høre 100 FM og andet gøgl i taxaerne, men disse to ture var prægtige undtagelser i selskab med den kloge kanal, der engang blev beskyldt for at være for venstresnoet og i dag er overdænget med programmer om kristendom og værdier…
Mens jeg sad og nød det opmuntrende faktum, at to indvandrede taxachauffører havde stillet ind på det kloge alternativ, tænkte jeg på at statsminister Anders Fogh Rasmussen helt bevidst har fravalgt denne kanal. Det har han sagt offentligt, mindst to gange: ”Jeg lytter ikke til P1”. Og denne formiddag fik han fuld valuta for det han ikke hørte. Gitte Løkkegaard havde nemlig selveste den anti-kulturradikale kulturradikaler Tøger Seidenfaden i studiet i sit ”eksistentielle talkshow” (for resten: hvorfor skal alle disse formiddagsprogrammer i øvrigt opkaldes efter studieværten: Løkkegaards, Esmanns verden, Gaardbo på P1, Poul Friis, Krause på tværs – det er til at på kvalme af!). På et tidspunkt blev Tøger konfronteret med det faktum, at han ofte virker arrogant i debatter, når han står og ryster bedrevidende på hovedet af sine modstandere. Han vidste det godt sagde han: ”Det er et selvmål af dimensioner!”
Jep, selvmål kan vi alle komme til at begå. Og når man ikke kan holde kæft med tilbagevirkende kraft, må man sige undskyld. Så: Undskyld at det blev lidt langt, men jeg havde ikke tid til at skrive kortere. Alt det der med debatten om islam vil jeg i øvrigt vende tilbage til i morgen. Det kommer til at handle om en tilbagekaldt skolebog, et stykket besynderligt journalistik i Jyllands-Posten og en sær vinkling på Radioavisens optaksindslag om valget i Holland.
Onsdag
I går opholdt jeg mig lidt ved det faktum, at man ikke kan holde kæft med tilbagevirkende kraft, og derfor af og til må stikke en undskyldning. Det er straks meget værre, hvis man er kommet til at udgive en hel bog, som man fortryder, for så er det ikke nok med en undskyldning eller beklagelse. Så skal der en strategisk tilbagetrækning til. Vi husker alle dengang Frank Esmann måtte revidere og siden annullere sin biografi om Henry Kissinger, fordi Berlingske Tidendes anmelder, Bent Blüdnikow, afslørede at den ikke var selvskrevet, men afskrevet. Det var en pinlig omgang for forfatteren – og ikke videre effektivt håndteret af forlaget Aschehoug – fordi den ikke ”blot” handlede om at han havde taget fejl af en sag, men om at han havde brudt en copyright og gjort en anden mands tekst til sin egen. Nu skulle man måske tro, at man var færdig som gårdsanger efter sådan en brøler, men nej. Frank Esmann er f.eks. blevet studievært i et ganske udmærket P1 program om udenrigspolitiske hovedpersoner (men vist nok ikke om Henry Kissinger!).
Det bringer jo en vist trøst til alle, der dummer sig: Du får altid en ny chance. I hvert fald hvis du har et netværk, der kan holde dig oppe. Det var i hvert fald pointen i journalist Gretelise Holms kronik i Politiken tidligere i november. Hun havde lavet en liste over en række kendte mediemænd, som efter at have dummet sig eftertrykkeligt og tilsyneladende lagt deres karriere i ruiner, pludselig gjorde comeback i betydningsfulde stillinger: Claes Kastholm, Hans Engell, Kresten Schultz Jørgensen m.fl. Der er altid et netværk af magtfulde mænd, der holder andre mænd oppe når de mister deres job, mente Gretelise Holm, men det ville den allestedsnærværende Knud Romer ikke give hende ret i. I en radiodebat sagde han, at problemet ikke er at mænd hjælper mænd, men at magtfulde hjælper magtfulde, og at netværkene skaber en markant social slagside. Det lyder meget rigtigt, men det er der mildest talt ikke noget nyt i.
Og apropos det der med at skaffe sig nye jobs, så er der flere interessante stillinger i spil, og jeg tænker ikke bare på de vakante poster i DR’s direktion og redaktionsledelse, og heller ikke på den ledige stilling som chefredaktør af Jyske Vestkysten. Jeg tænker på, at der ifølge netværkets logik må åbne sig flere muligheder for at den detroniserede B.T.-lederskribent Erik Meier Carlsen (der oven i købet ikke er spor skandaliseret) snart vender tilbage i en eller anden indflydelsesrig position som borgerlig folkefortolker. Gad vide, hvor det bliver denne gang? Og så er Louisianas direktør Poul Erik Tøjner tilsyneladende kandidat til at blive direktør for Nationalmuseet i Norge…
Nå, jeg kom jo fra det med de tilbagekaldte bøger. Denne uge har bragt nogle yderst interessante eksempler. Først måtte skolebogsforlaget Malling Beck hive en skolebog til religionsundervisningen hjem, fordi Politiken kunne fortælle at den kæder islam sammen med terrorisme. Skulle det nu være forkert? Eller forbudt? På ingen måde, det er naturligvis relevant, fordi vi udmærket ved at der begås terror i profetens hellige navn. Problemet med to nyreviderede bind i serien Os og kristendommen er imidlertid, at islam ikke omtales på anden måde. Religionen præsenteres udelukkende som en terrororganisation, og der er ikke et ord om at terror kan være andet end islamisk, nej faktisk står der, at alle terrorister er muslimer. Forlaget indrømmer at beskrivelsen er for ”unuanceret”, og bøgerne trækkes hjem fra markedet så revisionen kan blive revideret. Dansk Folkepartis Martin Henriksen mener naturligvis ikke at der er noget galt i at fremstillingen, og han opfordrer forlaget til at stå fast.
Bedst som Malling Beck trak bøgerne tilbage, måtte også Aschehoug på den igen. Forlaget har udgivet et par historiske biografier til unge (ikke af Frank Esmann!) om Che Guevara og John F. Kennedy. Berlingske Tidende har igen kikket kritisk på sagerne og stillet et par kritiske spørgsmål. Hvorfor bliver Che udelukkende fremstillet som en frihedshelt, hvorfor hører vi ikke om hans forbrydelser? Og hvorfor fremstår det som om JFK og USA alene havde skylden for den kolde krig? Hvad med kommunisterne? Kan det unge publikum være tjent med disse bøger?
I løbet af nul komme fem har Aschehoug trukket bøgerne tilbage, sandsynligvis skræmt fra vid af sans ved udsigten til en ny Esmann-Kissinger-sag, selvom der denne gang naturligvis ikke var tale om afskrift, men blot om et politisk fejltrin. Nu er spørgsmålet så bare, om Enhedslisten melder sig med en opfordring til forlaget om at stå fast…
Det er en interessant tendens: Bøger med kontroversielt indhold bliver efter få kritiske pip trukket tilbage, og forlagene – som jo ellers allerede har sagt god for bøgerne og valgt at udgive dem – virker skræmt fra vid og sans ved udsigten til at være en del af en debat, hvor de må stå ved deres publicistiske ret og udgivelsesbeslutninger. Ingen af bøger har – så vidt jeg forstår – overskredet nogen juridisk grænse, men er blot kommet på tværs af den ene eller anden slags ”gode smag” eller ”politiske korrekthed”. Uden at tage stilling til bøgerne, som jeg ikke har set, vil jeg opfordre forlagene til at tage deres valg mere seriøst, når de beslutter, hvad der skal udgives og hvad der ikke skal. Vi er ikke tjent med et bogmarked, hvor forlæggerne reagerer som skræmte kaniner, når en journalist ringer og siger bøh. Hvor er forlagets loyalitet med forfatterne? Hvordan kan man vælge at skrive en kontrakt – man må formode at det sker efter en kvalitetsvurdering – og derefter løbe fra sit medansvar, så snart man bliver konfronteret med kritik?
Sagen om kristendombogen er meget symptomatisk for den danske debat. En undersøgelse fra Epinion viser i denne uge, at 80 % af danskerne synes at islamdebatten er vigtig, og det kan der jo være mange grunde til at synes. Jeg tror at mange frygter ekstrem islam, men til dem kom der en beroligende nyhed forleden. Dansk Institut for Internationale Studier har undersøgt hvor mange ekstremistiske muslimer, vi har eller har haft i Danmark fra begyndelsen af 1990’erne til i dag. Til Ritzaus Bureau siger projektforsker Michael Taarnby Jensen: ”Alt er selvfølgelig relativt, men set i dansk perspektiv, er der meget få mennesker involveret i jihad. Der er mellem 180.000 og 200.000 muslimer i Danmark, og der tales og skrives meget om, hvilken trussel de repræsenterer. Men ud fra hvad vi har kunnet identificere, er der tale om en gruppe på 30 mennesker over en periode på 15 år, og det er jo ikke voldsomt imponerende.”
Det lave antal ekstreme betyder naturligvis ikke, at vi lever uden risiko for ekstremistisk vold, for der skal jo i princippet ikke mere end én enkelt gerningsmand til at udrette en katastrofe. Derfor bliver der også så tit refereret til likvideringen af Theo van Gogh i Holland – og hvorfor skulle noget lignende ikke kunne ske i Danmark? Netop i dag går hollænderne til valg, og i går bragte Radioavisen et optaktindslag. I introen hed det, at integrationsdebatten ikke har spillet den store rolle, som den gjorde ved det seneste valg, der fandt sted i skyggen af mordet på Pim Fortuyn. Det er sandsynligvis sandt nok, men hvorfor denne sære kobling? Radioavisen får det til at lyde som om, der var en sammenhæng mellem (manglende) integration og drabet, men som man vil huske var det en dyreværnsaktivist, ikke en islamisk terrorist, der dræbte den nok så islamkritiske politiker. Det virkede ærlig talt som om, at Radioavisen kom til at blande drabene på Fortuyn og van Gogh sammen. Men bortset fra det, så var integration nu et valgtema, i hvert fald ifølge selv samme Radioavis dagen efter. Her handlede det om, at hollænderne var meget optaget af at finde en løsning på det samfundsøkonomiske problem, som opstår når arbejdsløsheden for hollændere ligger på 5 %, mens den for indvandrere ligger på 20.
Her ville jeg egentlig have skrevet lidt om det jeg i går kaldte besynderlig journalistik i Jyllands-Posten, men det emne udsætter jeg til i morgen.
Og mens jeg skriver dette, sender P1 et indslag, der på alle måder viser, at der er noget derude, som er stærkere end selv de stærkeste hanbavianers netværk i mediebranchen, nemlig numerologi. Radioen interviewer en mand, der tidligere hed Jensen og tit var syg. Nu hedder han Flloyd Kaster Hofhøj, og han har ikke været forkølet i to år! Det nye navn gør hans liv lettere på alle punkter, f.eks. har det hjulpet ham til altid at finde en ledig parkeringsplads tæt på indgangen når han skal i Bilka. Hvem har så brug for netværk og VL-grupper?
Torsdag
Nå, så skulle jeg pludselig i Deadline. Onsdag eftermiddag ringede studievært Nynne Bjerre Christensen og spurgte om jeg havde en holdning til den nye Epinion-undersøgelse om danskernes holdninger til udlændingedebatten. Noget tyder på, at store grupper på tværs af partitilhørsforhold ikke rigtig orker mere islam og integration. Kan det virkelig passe? Hvad er årsagerne? Hvad er konsekvenserne? Det skulle jeg og Jyllands-Postens Niels Lillelund se om vi kunne finde ud af.
Onsdag aften sad jeg så ude i den fuldkommen uoverskuelige byggeplads, de kalder DR Byen. Ved Deadlines nye, mentolbolcheblå bord var vi vist ret enige om, at tendensen i den nye undersøgelse er for spinkel og for upålidelig til at man kan tale om et egentlig skifte i debatten. Jeg tror ikke en døjt på, at danskerne har tænkt sig at holde op med at diskutere indvandring, men jeg er tilsvarende overbevist om, at debatten hænger mange langt ud af halsen. Lige nu er der sikkert en post Muhammed-karikaturkrise og en helt naturlig afmatning: Gid det dog ville gå væk, alt det islam! Og det kan man vel ikke bebrejde nogen.
Det for alvor interessante er, at Det Konservative Folkepartis vælgere synes at være grundigt trætte af, at partiet ikke kan trænge ordentligt igennem overfor Dansk Folkeparti. Måske har de konservative vælgere mere lyst til at føre Connie Hedegaards og Gitte Seebergs værdikamp, end Brian Mikkelsens?
Hvis man kan aflæse et ønske om en ændret kurs i den offentlige debat, skal det nok kædes sammen med den øgede fokus på velfærd og fremtid. Vi ved jo godt at indvandrerne er her og ikke bare forsvinder, så måske var det en god idé at få dem ind på arbejdsmarkedet, så de kan blive gode skatteborgere – det handler om finansieringen af vores egne pensioner. Det er – så vidt jeg forstår – det debatskifte, man allerede har set i Holland. Mens dansk udlændingepolitik tidligere handlede om, hvordan vi kunne sikre beskyttelse til forfulgte, spørger vi i dag os selv hvordan vi kan sortere i udlændingene, så vi slipper for de talentløse flygtninge og i stedet får de veluddannede.
Jeg husker at Anders Fogh Rasmussen i sin tale på årsmødet i Dansk Industri ærgrede sig over, at Danmark bliver anset for at være et ugæstfrit og udlændingefjendtligt land. Statsministeren syntes at det var uretfærdigt, når nu regeringen havde gjort så meget for at åbne vores grænser for studerende og eksperter til IT-virksomheder, biotek-virksomheder osv. Men det er jo en ordentlig omgang nysprog. Sagen er, at vi ikke holder den humanitære fane så højt som tidligere, men i stedet foretager en cost benefit analyse, før vi lukker de fremmede ind. Og der er altså forskel på, om man er et behandlingskrævende, traumatiseret torturoffer fra Somalia eller om man kommer fra et indisk universitet og kan noget med en petriskål og et mikroskop.
Som varslet kommer her en lille historie om et underligt stykke journalistik i Jyllands-Postens glimrende kulturtillæg om bøger, medier, film, debat m.m. Men først lidt baggrund, og jeg beklager: det handler stadig om islam. Sagen er at avisen for få uger siden udgav en selvbiografisk bog af den somaliskfødte hollandske politiker og samfundsdebattør Ayaan Hirsi Ali – hende der var den direkte årsag til at hollænderne var til valg i går, det blev nemlig udskrevet i forlængelse af en politisk krise da indenrigsminister Rita Verdonk inddrog sin partifælle Hirsi Alis opholdstilladelse (helt efter loven), da Hirsi Ali havde erkendt, at hun i sin tid løj om sin identitet og historie for at tilpasse detaljerne til den hollandske lovgivnings krav.
I anledning af denne bog har freelance journalist Carsten Grolin set en historie i at stille en række spørgsmål til mig og andre, der er kendt for at deltage i debatten med fordragelige holdninger til islam og muslimer. Han har tilsyneladende ringet til os alle og gennemført håbløse interviews (jeg var selv meget skeptisk, som man er når man bliver ringet op af en mand, der har skrevet ufordelagtigt om én), og som erstatning for telefonsamtalerne, sender han sine spørgsmål pr. mail. Ok, så ved vi hvad vi svarer og bliver citeret for. Her har jeg intet at klage over. Men flere af de andre i enquetten har ikke svaret. Nogle har sendt mails til Carsten Grolin, hvor de forklarer at de pga. af lungebetændelse, svigermors 75 års fødselsdag, rejser, foredrag m.m. ikke er hjemme og derfor ude af stand til at svare, og det er jo en ærlig sag. Når jeg ved det om disse mails, er det fordi, journalisten simpelthen aftrykker dem. Det jeg opfatter som ”private” beskeder, ryger direkte i avisen, og hvad skal læseren bruge det til. Er det relevant at en professor dr. phil. Ikke kan nå at svare, fordi hans svigermor fylder rundt og han i øvrigt er væk fra kontoret til alle mulige arrangementer? Ja, det er relevant for kilden og journalisten, sådan rent praktisk, men er det relevant for læseren? Nej, naturligvis ikke. Man kan spørge sig selv, hvad den slags overhovedet rager læseren. Det besynderlige er, at alle disse citater med afbud kun tjener ét formål i artiklen: at give indtryk af, at kilderne kryber udenom. Jeg svarer, min bror Mikael der er religionshistoriker svarer og Tøger Seidenfaden svarer. Resten undviger i denne omgang. Hvis jeg var redaktør, ville jeg nok have bedt journalisten om at komme igen, når han så havde fået fat på sine kilder. Avisen udkommer jo også næste uge, og næste uge, og næste uge…
Men mest underligt: Carsten Grolins artikel begynder med en fyldigt afskrift fra et interview Klaus wivel havde med Hirsi Ali i Weekendavisen, og tilsyneladende baseret på en privat bemærkning i en telefonsamtale mellem de to, kan Grolin fortælle, at Wivel finder forfatteren mere smuk i virkeligheden, end på billeder. Og det benytter han så til en lummer bemærkning om, at alle vi mænd der har mødt hende, må have tænkt på at hun er omskåret, og hvad det ville betyde for et samliv med hende. Men her må jeg sige fra. Da jeg mødte hende, strejfede tanken mig ikke et sekund. Måske er det mig, der er kedelig, men jeg tænkte mest på hvad hun stod for og hvad hun sagde. Til gengæld fik Grolins lumre bemærkning mig til at huske dengang jeg så ham i fjernsynet, hvor han fortalte om sit forbrug af prostituerede – det var nemt og reelt og så slap han for at bruge tid og penge på at opvarte og gøre kur til kvinder, som alligevel ikke tilbød sex når det kom til stykket. Ak ja.
I går fortalte jeg at Dansk Folkepartis Martin Henriksen forsvarede de skolebøger, der sidestiller islam med terror. I dag er den unge uddannelsesordfører igen på banen i et debatindlæg i Politiken, hvor han harcelerer over en anden undervisningsbog (Gregers Friisberg: Politik – dansk politik i en EU-ramme), hvor det bl.a. hedder: ”Dansk Folkeparti har i sin korte historie i sær fundet en platform på indvandrerspørgsmålet og en nationalistisk profil, der kan appellere til de danskere, der søger tilflugt i drømmen om det nationale fællesskab omkring den svalende Tuborg i kolonihavehuset.”
Martin Henriksen finder beskrivelsen nedladende, bedrevidende og fornærmende. Og han har ret i at den er yderst værdiladet. Hvorfor er det ikke i orden, når det er helt fint at sidestille islam og terror i en anden skolebog? Det er næsten en skam, at Martin Henriksens partifælle Morten Messerschmidt ikke kom igennem med sit forslag om uanmeldte kontrolkorps til overvågning af propaganda i undervisningen i folkeskolerne…
Fredag
Fredag morgen ankommer Forza i min postkasse. Det er en af Danmarks to ugentlige fodboldaviser, det andet er det legendariske Tipsbladet (hvilket nostalgisk navn). Det er min søns avis, han fik abonnementet i fødselsdagsgave af sin farmor og farfar – men inden han står op, kan jeg heldigvis nå at læse det. Det er en fin avis, men ikke fin nok. I hvert fald har udgiverne solgt avisen videre til konkurrenten. Tipsbladet sluger simpelthen opkomlingen, der må nøjes med at leve videre på nettet. Men det er jo på den anden side også der, virkeligheden udfolder sig nu til dags. Det, der ikke er på nettet, findes som bekendt overhovedet ikke. Det ved de jo også udmærket hos Forzas hidtidige udgivere, ncom, der kalder sig selv for intet mindre end en digital medie- og marketingkoncern.
I dagens udgave af Forza er der et stort interview med Brøndbys træner René Meulensteen, der naturligvis har hovedet fuld af grublerier om sit holds mislykkede sæson. Og mellem alle almindelighederne – det er SÅ forudsigeligt, hvad fodboldfolket siger – lykkes det for den venlige hollænder at få sagt noget interessant (der dog ikke er nyt): En dag havde han efter en træning sagt til de fremmødte journalister, at han ikke havde nogen kommentarer til holdet situation lige i dag. Det blev så til artikler om at Meulensteen nægter at udtale sig, at han boykotter medierne, at han er presset og stresset osv. Når avishunden skal fodres, nytter det ikke noget, at træneren ikke har en citatpølse med. Det at han ikke lige har tid eller lyst til at sige noget, eller bare ikke har spor nyt at tilføje, bliver udlagt som en krise – helt på linje med det besynderlige stykke journalistik fra Carsten Grolin i Jyllands-Posten, som jeg omtalte i går. Hvis kilden ikke har tid til at svare, fortæller reporteren det på en måde, så læseren kun kan sidde tilbage med en fornemmelse af, at kilden ikke vil svare, fordi han har en dårlig sag.
Men René Meulensteen er tilsyneladende ikke sådan at ryste. Han siger, at der er vigtigere ting i verden, end hvad aviserne kan finde på at skrive. Interessant nok var han tidligere på sæsonen tydeligvis irriteret, når journalisterne spurgte hvad han ville gøre ved Brøndbys krise. Hans forståelse af denne ofte brugte fodboldterm var en ganske anden: En krise er, når mennesker dør, sagde han. På det tidspunkt var der kun få uger til, at han selv måtte droppe holdet i flere kampe, fordi hans mor blev akut syg hjemme i Holland. Træneren tog orlov og var hos sin mor til hun døde. Men da han talte om, hvad en krise er og ikke er, vidste han endnu ikke, at moren var dødeligt syg. Det tænker han tilbage på i interviewet, hvorefter han taler som en af de naivister, der ikke ved, hvad fodbold er og ikke er: Det er jo, siger han, trods alt bare 22 mænd, der løber rundt efter en bold. Men som sagt, er der vigtigere ting i verden, end hvad aviserne skriver…
Og apropos: I dag udkommer Weekendavisen med en lille håndfuld indlæg, der udstiller min inkompetence som kommentator efter at jeg i sidste uge rettede bager for smed – som omtalt i mine første blogindlæg. Systemet udfolder sig, som det skal. Hver dag er der mennesker, der har en mere eller mindre dårlig sag i pressen, og hvis ikke man har René Meulensteens sunde indstilling til tingene, må man nøjes med at leve sit liv udenfor offentlighedens søgelys.
Her til morgen har internetavisen Jyllands-Posten i øvrigt en hel vidunderlig forside. Overskriften lyder ”Alvorlig intern ballade i Venstre”. Den opsigtsvækkende interessante underrubrik siger: ”Den interne kamp i Venstre bliver stadig mere beskidt og ond. Fremtrædende Venstremand advarer nu mod de tilstande, der hærgede de Konservative i 90’erne.” Historien er politisk interessant i sig selv, men det vidunderlige er det foto, der ledsager artiklen. Her ser man en gruppe meget alvorsfulde mennesker omkring et mødebord, og ved første øjekast er man ikke i tvivl om at stemningen er højspændt og fjendtlig. Men, hov! Det sådan plejer Claus Hjorth-Frederiksen, der beskylder navngivne partifæller for at undsige statsministeren i pressen, da ikke at se ud. Og det der er da ikke Leif Mikkelsen – ham der anklager beskæftigelsesministeren for at lyve… Og det er da vist heller ikke et mødebord i gruppeværelset, men et spillebord på et kasino…
Nemlig! Artiklen om Venstre er ufrivilligt blevet koblet til det foto, der hører til artiklen nedenunder, nemlig den strålende anmeldelse dagens storfilmpremiere på Casino Royale. Mads Mikkelsen og Daniel Craig er ikke medlemmer af Venstre, men kamphanerne i folketingsgruppen har det tilsyneladende med hinanden som Le Chiffre og James Bond.
Når vi har fniset lidt af det, kan vi så vende opmærksomheden mod artiklens indhold, hvor regionsborgmester Carl Holst advarer sine partifæller mod den slags magtkampe, der var ved at slide de Konservative op i tiden efter Hans Engells spritkørsel. Hvor må de elske den artikel hos Socialdemokraterne…
Mandag
Ja, jeg var da i hvert fald ikke den eneste, der i ugens løb ville have haft gavn af at holde kæft med tilbagevirkende kraft. Mit udfald mod Dansk Folkeparti var kun ét blandt flere eksempler på, at man nogle gange kan komme til at sige og skrive ting, som man fortryder. Ham den der skuespiller, der spiller Kramer i Seinfeld har f.eks. fået en rædsom sag på halsen, da han langt overskred alle grænser for politisk korrekthed ved at fyre nigger-jokes af i et stand up show i USA. Eller hvad med den danske fodboldspiller Kenneth Perez i hollandske Ajax – han overfusede en sort linjedommer med et stærkt nedsættende, racistisk udtryk, og har på klubbens officielle hjemmeside skamfuldt måtte undskylde. Han mente ikke, hvad han sagde, og det var ikke i overensstemmelse med de værdier han lever efter og opdrager sine børn efter, siger han brødebetynget.
Og så var der jo den nye direktør for TV2 Radio, den fhv. politiske ordfører for Venstre, Jens Rohde. I et interview med B.T. sagde han i weekenden, at Helle Thorning-Schmidts succes hænger sammen med at hun er kvinde. Det fik som bekendt hans chef, Per Michael Jespersen til at true med fyring, for hans medarbejdere skal ikke have nogen offentlig mening om politik og politikere (lidt hårdt krav til en mand, der nu engang har været statsministerens tro væbner og politiske bodyguard). Ifølge medierne skal TV2’s bestyrelse drøfte radiodirektørens udtalelser, og Socialdemokraterne er allerede i gang med at kræve ham fyret. Nu har Jens Rohde ikke offentliggjort nogen beklagelse eller undskyldning for sin sexistiske bemærkninger, men gad vide om ikke den kommer i dagens løb? For mig at se, rummer Jens Rohdes udtalelser en slet skjult erotisk betagelse. Det han reelt taler om, er at Helle Thorning-Schmidt er smuk og elegant. Han ville jo aldrig nogensinde påstå, at f.eks. Marianne Jelved klarer sig godt (i det omfang hun altså klarer sig godt) i kraft af sit køn, ville han? Udtalelsen om Socialdemokraternes leder begyndte med en vurdering af hendes manglende parlamentariske erfaring, og dét kan være en pointe. Men det har naturligvis ikke noget at gøre med det faktum, at hun er kvinde.
Skuespillere, fodboldspillere, radiodirektører, aviskommentatorer. Vi kan alle komme til at tage fejl, og det er en ærlig sag at være offer for sine egne fordomme. Men det er også en ærlig sag, at fejlens ophavsmand får nogle ordentlige og skånselsløse gok i nødden.
Og nu vi er ved fejl, så er anklagemyndigheden ved at begå én af dimensioner. I dag er der procedure i retssagen mod de to journalister Jesper Larsen og Michael Bjerre og chefredaktør Niels Lunde fra Berlingske Tidende, der bragte Frank Grevils afsløringer om det fejlagtige krigsgrundlag frem til offentlighedens kendskab. At fløjtespilleren selv har fået fire måneder i spjældet for at bryde sin tavshedspligt, kunne vel ikke være anderledes. Men at pressefolkene risikerer straf for at fortælle den ubekvemme sandhed om noget så ekstremt som et manipuleret grundlag for dansk krigsdeltagelse, er intet mindre end en skandale. De røbede en statshemmelighed, javist, og derfor står de anklaget for at have truet statens sikkerhed. Men det gjorde de jo ikke. Avisens afsløringer truede derimod regeringens hæderlighed, og det er altså ikke anklagemyndighedens opgave at beskytte statsministeren mod afsløringer. Hvis domstolen giver Berlingske Tidende medhold i, at avisens journalistik ligger inden for rammerne af den grundlovssikrede ytrings- og pressefrihed, fungerer det danske samfund som det skal. Hvis anklagemyndigheden får magt som agt, må chefredaktør Niels Lunde skrive sine blogs og ledere fra en fængselscelle, og i så fald vil vi alle sammen bo i en bananrepublik – men jeg er sikker på at chefredaktøren vil vende det til sin og bladets fordel (og hvad er i grunden værst: at sidde i fængsel et stykke tid, eller at lave avis fra den nedlagte industribygning i Titangade i nordvest, hvor Berlingske Tidende skal flytte ud, mens ejendommen i Pilestræde bliver renoveret?)
”Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror, vi ved det.” Sådan lyder et kendt statsministercitat. Jo, alle os, der har udtalt os skråsikkert på for spinkelt grundlag, er i meget fint selskab.