Kommentar i Weekendavisen den 14. juli 2006
Public service eller politisk service? Ole Hyltoft og Henning Prins serverer en ny omgang konspirationssuppe.
Mediedebatten i Danmark fås i to varianter, en hård og en blød. Den hårde er orienteret mod markedet og det teknologisk-økonomiske. Den bløde handler om mennesker. I dag lader vi det hårde ligge, ikke et ord om gratisavisernes indtog i vores postkasser og nyhedskanalens indtog i vores fjernsyn, ikke et ord om medieplatforme og medieforlig, og ikke et ord om hvorvidt redaktionerne i det Berlingske hus har fået lavet pålidelige ejerskifteforsikringer.
I dag åbner vi den bløde pakke, men pas på: den kan være nok så skarp. Det skal nemlig handle om mennesker og hvad kan man tillade sig at sige om andre. Men bare rolig. Jeg taler ikke om tonen i debatten, den tone, der efterhånden er mere berømt, end debattens substans. Og uanset, hvad jeg siger i det følgende, forventer jeg absolut ingen fred og fordragelighed i den offentlige debat, tværtimod, vi ved jo godt at demokratiet vantrives uden sprogligt håndgemæng. Når jeg spørger, hvad man kan tillade sig at sige om andre, skyldes det, at to forfattere og superpolemikere tidligere på sommeren har slynget om sig med udokumenterede påstande, som tømmer samfundsdebatten for kvalitet.
Sag 1: Forfatteren Ole Hyltoft skrev i en kommentar i Politiken den 18.6., at en tidligere redaktør i DR i sin tid blev udspurgt om sit forhold til marxismen da han var til jobsamtale (forfatteren skulle have det fra hestens egen mule), og efterfølgende fik han at vide, at hans programmers marxistiske analyse manglede saft og kraft. Flere læserbrevsskribenter har bedt om at få oplyst redaktørens navn, men det har Ole Hyltoft afvist – han kalder det kildebeskyttelse.
Sag 2: Forfatteren Henning Prins skrev i en kronik i Politiken den 16.6., at studieværten Clement Kjersgaard agiterer for partiet Venstre i sine talkshows på DR2. Clement Kjersgaard har bedt om beviser, men Henning Prins har valgt at give et latterligt lirumlarumsvar.
Vi har altså at gøre med to forfattere, der anklager DR’s medarbejdere – navngivne eller unavngivne, i fortid eller nutid – for at virke som politiske kommissærer på den ene eller anden måde – enten for marxismen eller liberalismen. Ingen af de to forfattere har mod og mandshjerte nok til at skrive præcis hvem, hvad, hvor, hvornår og hvordan. Vi får ingen eksempler. Det hele kommer til at hænge i luften som udokumenterede beskyldninger, som sagesløse læsere ikke har en chance for at tage stilling til. Meeeeen, der går jo ikke røg af en brand, vel? Noget er der jo nok om snakken… Og på den måde har forfatterne sat nye forestillinger i omløb, lige præcist så vagt og ukonkret, at man kan koge den herligste sommerkonspirationssuppe på dem.
Ole Hyltofts påstand om et marxistisk chefvælde i DR minder unægtelig om dengang da kulturminister Brian Mikkelsen i den konservative kulturkamps mellemste fase, forivrede og forvirrede sig ud i en fortælling om, at en medarbejder og senere direktør i DR havde truet med at klynge Per Stig Møller op i en lygtepæl udenfor Radiohuset, dengang den senere udenrigsminister selv var DR-chef. Var der noget om snakken, eller var det en historie om marxistisk konspiration, der havde ligget og hævet i ministerens hoved siden drengeårene? Det fik vi aldrig opklaret.
Jeg siger ikke, at DR ikke kan have haft politisk slagside gennem årene, jeg vil bare gerne have at forfattere og ministre (og alle andre) sætter adresse på beskyldningerne, som ellers er umulige at forholde sig til. Hvis vi kun får anonyme kilders egne lidelseshistorier og vage referater af det man har hørt i en opgang eller hvisket på en trappe, går det ud over troværdigheden i samfundsdebatten og dermed den demokratiske kvalitet. Konkretisering af kritikken bør være et minimumskrav, ikke fordi vi skal holde standret over en socialistisk misdæder, men for at give den anklagede mulighed for at svare på anklagerne – i offentlighedens interesse. Foreløbig er vi i den situation, at den anklagede pr. stedfortrædere har udbedt sig flere oplysninger fra anklageren. Men anklageren har ikke tænkt sig at føre bevis for sin påstand.
Når Henning Prins beskylder Clement Kjersgaard for at være agitator for Venstre, er vi i den modsatte ende af det politiske spektrum og fri for diffuse beskyldninger mod navnløse. Her kan vi til gengæld ikke få et eneste eksempel på, hvor, hvornår og hvordan den anklagede har agiteret for Venstre i sine talkshows på DR2. Clement Kjersgaard har naturligvis bedt om disse eksempler, men anklageren synes tilsyneladende ikke at han skylder den anklagede ren besked. Den var jo aldrig gået i en retssal, og selvom den offentlige debat ikke følger retssagens regler, bør man naturligvis ikke bringe udokumenterede påstande til torvs.
Har Ole Hyltoft og Henning Prins ret? Det aner vi ikke, før vi får de to sager bedre oplyst. Forfattere bør naturligvis føre beviser for deres påstande, eller i det mindste kvalificere dem med eksempler. Det her handler jo om meget principielle angreb på dansk public service.
Som vi ved, kan der være gode grunde til at kikke kritisk på public service stationernes programvirksomhed, hvem husker ikke skamstøtteskandalerne om den forurettede dagplejemor fra Mors og sagen om den ikke eksisterende gangsterbande, Triple A som TV2 opskræmte hele landet med? I forlængelse af sagen fra Mors oprettede DR en ombudsinstitution, Lytter- og seerredaktøren (man finder ham sjovt nok på dr.dk/etik – etik er altså ikke et stikord for programudbuddet, men for interne undersøgelser), og ifølge medieforliget skal TV2 nu også have en lignende funktion. Det er fint nok, men hvor går mediernes egne medarbejdere hen, når meningsdannere, der blot repræsenterer sig selv – eller måske ”det tavse flertal” – forsøger at inkriminere dem?
Ole Hyltoft og Henning Prins svigter deres medansvar som meningsdannere, når de kaster lunser til den offentlige mening på den måde. Derfor vil jeg her stille to meget simple spørgsmål, som det bør være nemt at besvare: 1) Hvem er den tidligere DR-redaktør, der blev udspurgt om sit forhold til marxismen og som efterfølgende fik at vide, at hans programmers marxistiske analyse manglede saft og kraft? Kan vi ikke få ham til at fortælle erindringer fra DR selv? Og 2) Hvornår og hvordan har Clement Kjersgaard agiteret for Venstre i sine programmer?
Når vi har fået belyst disse to spørgsmål, kan vi komme videre med en saglig diskussion om forholdet mellem public service og politisk service i DR. Indtil da må vi overleve på en skål konspirationssuppe i sommervarmen, mens vi konstaterer at uenigheder trives, verden udvikler sig som en skal, vi værner om vores kværulanter, de får lov at gå frit rundt og gøre deres rov som debattens fribyttere. Det er ikke et kønt syn, men vi dør ikke af lidt intellektuel antiæstetik, vi skal bare være bittert klar over, at samfundsdebatten udspiller sig på lemfældige grundlag.
Forleden aften så jeg en genudsendelse af De Uaktuelle Nyheder på DR2, hvor Mikael Berthelsen har revitaliseret gode gamle Lillebror som et samfundskritisk brokkehoved af dimensioner, her kan hverken Hyltoft eller Prins følge med. Ingrids gamle følgesvend fra Kikkassen havde en formidabel afslutningssang i duet med sangerinden Laura Illeborg. Det uforglemmelige omkvæd lød: Åndssvage idioter, hvor end jeg kikker hen… og jeg kunne ikke lade være med at opfatte det som en præcis kommentar til nutidens debat om politik, kultur og medier.
Åndssvage idioter. Det kan man sagtens tillade sig at sige, i hvert fald når man er Lillebror. Også selvom man hverken sætter adresse på eller kommer med eksempler.