Selvcensur

Kommentar i Weekendavisen den 23. september 2005

Høst & Søn traf en forkert beslutning, da de lod illustratoren til Kåre Bluitgens kommende bog om Muhammed være anonym.

Et par danske tegnere eller tre har sagt nej tak til at illustrere Kåre Bluitgens kommende børnebog om profeten Muhammed, fordi de er bange for repressalier fra voldelige muslimer. Jeg har ikke set nogen af illustratorerne citeret direkte, men jeg forstår at de under uformelle former har sagt til forlæggeren, at de er bange for at ende i en blodpøl på åben gade som Theo van Gogh.

Det kan man naturligvis ikke bebrejde dem, for sporene skræmmer. Vi husker alt for tydeligt sagen om universitetslæreren i København, der blev gennembanket af ukendte gerningsmænd fordi han havde reciteret Koranvers. Hvis det kan ske, kan en sagesløs håndtegner vel heller ikke føle sig sikker. Alligevel mener jeg, at illustratorerne ikke burde have givet efter for deres egen frygt. Eller rettere sagt: forlaget burde ikke have accepteret det.

Hver gang fundamentalistiske voldsmænd forråder deres egen religion og det verdslige demokrati, bliver presset for ikke at give efter øget på alle os andre. Men børnebogsillustratorerne har givet efter for en trussel, som end ikke er formuleret. Det er, misforstå mig ret, næsten værre, end hvis en tegner blev truet med bank efter at bogen var udkommet. Det viser nemlig, at volden – som den der ramte universitetslæreren – har fået en regulerende indflydelse på vores adfærd. Nu er Høst & Søn ikke alene om at bestemme, hvordan forlagets bøger skal udgives. Kåre Bluitgens bog vil derfor være illustreret af en navnløs tegner, som forlaget har lovet fuld anonymitet. Det vil altid hvile som en skygge over bogen (men kaste lys på udgivelsen, for det er en god historie), og forlaget har ikke truffet den rette beslutning. Tværtimod.

Frygten går sine egne irrationel veje, og det er svært at bebrejde illustratorerne. Forlaget burde derfor have accepteret tegnernes nej tak til opgaven, men ledt videre indtil de fandt en tilstrækkelig modig og principfast illustrator i stedet for at krybe ud gennem kattelemmen med en bekvemmelig kvart løsning på et halvt problem. Jeg nægter at tro, at det er umuligt at finde en egnet illustrator. I Politikens læserbrevsspalte i onsdags var der i hvert fald én der meldte sig, han kan naturligvis ikke være det eneste.

Voldsmændene er nu usynligt til stede i bevidstheden og redaktionslokalet på et hæderkronet dansk børnebogsforlag, som ikke reagerer på nogen trussel, men på forestillingen om en trussel. I forlagskredse ved man udmærket, at der kan være store omkostninger forbundet med bøger, som har en religiøs dom hvilende over sig, både for forfattere og forlæggere. Salman Rushdies norske forlægger blev således udsat for et attentat af en fatwasoldat i Oslo, og pseudonymet Ibn Warraq, der har skrevet den ekstremt islamkritiske debatbog Derfor er jeg ikke muslim, præsenterede sidste år sin bog på dansk under fotoforbud af hensyn til hans sikkerhed.

Men forlagene må ikke indrette sig efter imaginære trusler. Det er et ubehageligt symbol på, at magten langsomt glider demokratiet af hænde og overgår til de små intolerante grupper, som fuldkommen mangler loyalitet overfor ytringsfriheden og dens samfundsmæssige betydning. Det er i sidste ende ytringsfriheden, der står på spil, men ikke den ytringsfrihed som undertrykkes af stater. Her er fjenden en ansigtsløs, antidemokratisk, religiøs fundamentalisme.

Tegnerne der afstår fra at tegne Muhammed er ikke alene om at udøve præventiv selvcensur, og det er ikke kun frygten for islams mørkemænd, der får folk til at holde mund. Mange undlader at sige eller skrive, hvad de mener, fordi det kan have konsekvenser for deres karriere. Se bare debatten om alt fra efterretningsagenter, præster og læger til forskere og kommunalt ansatte, der benytter deres grundlovssikrede ytringsfrihed. Hvis man siger noget kritisk eller afslørende, er der stigende risiko for, at man bliver forflyttet eller fyret, naturligvis med en anden begrundelse, f.eks. ”samarbejdsproblemer”. Et andet eksempel er Dansk Folkeparti, der dels erkender, at partiet ikke tolererer medlemmernes kritik af ledelsen, dels farer frem med bål og brand mod kunstnere, som bruger statslige støttekroner til at skabe samfundskritisk kunst, der ikke huer partiet.

Den censur vi pålægger os selv, fordi vi mærker presset fra en eller anden form for øvrighed – officiel eller selvbestaltet – er med til at indsnævre ytringsfrihedens virke i det offentlige rum. Jeg ville derfor ønske, at Kåre Bluitgens illustrator havde mod til at stå frem og sige: Ja, jeg er bange for repressalier, men hvis jeg giver efter for denne frygt, har jeg allerede overdraget sejren til ytringsfrihedens og demokratiets modstandere. Når nu det ikke er muligt, burde Høst & Søn have søgt videre rundt i den formidable kreds af danske børnebogsillustratorer, indtil de have fundet en der både kunne portrættere profeten og skrive under på sin kunst.