Anmeldelse i Weekendavisen den 18. november 2005

Ytr! Islam-debatten har skabt en ny Bermuda-trekant: Gyldendal, Jyllands-Posten og Trykkefrihedsselskabet.

Religion og redelighed

I morgen lørdag afholder Morgenavisen Jyllands-Posten en konference sammen med Trykkefrihedsselskabet under overskriften: ”Bør vi begrænse ytringsfriheden af hensyn til islam?” Intet demokratisk menneske ved sine sansers fulde brug kan naturligvis svare andet end klart og utvetydigt NEJ, uanset hvilket segment man tilhører i den verserende kulturkamp.

Når det kommer til grundlæggende spørgsmål om ytringsfriheden, er der simpelthen ikke noget at være uenige om, for demokratiet kan ikke gå på kompromis mod retten til frit at udtrykke meninger, og religionerne har ingen særstatus som kritikfrie fænomener. De mennesker, der lever under forestillingen om, at der findes en skabende og opretholdende guddom, må finde sig i, at vi er andre der mener, at det er mennesker der skaber guder, ikke omvendt. I en tid med vækst i religiøsiteten, er der også brug for en vækst i religionskritikken, og derfor er det sort snak overhovedet at stille spørgsmålet om vi skal begrænse ytringsfriheden af hensyn til islam. Hvad er det egentlig arrangørerne insinuerer?

Det forlyder, at konferencen får besøg af Ayaan Hirsi Ali, den somalisk-hollandske politiker, der skrev manuskriptet til Submission Part 1, der som bekendt kostede filminstruktøren Theo van Gogh livet ved likvidering. Besøget og konferencen er timet med den danske udgivelse af Ayaan Hirsi Alis essays, taler, interviews og filmmanuskripter i bogen ”Jeg anklager”. Her møder vi forfatterens personlige livshistorie og hendes kritik af religionen islam, som hun anser for uforenelig med det moderne samfund. Hun er en ”muslimske refusenik” som sin forfatterkollega Irshad Manji, der i ”Problemet med islam” har leveret et tilsvarende velmotiveret angreb på den kvindeundertrykkende praksis blandt muslimer.

Ayaan Hirsi Ali er selv brudt ud af en religiøs familie, der var ved at gifte hende bort. Hun husker en barndom, hvor piger var mindreværdige og ikke blev regnet med i børneflokken, hvor kun drengebørn talte. Allerede som niårig blev hun belært om sin bestilling som pige: Du skal føde os drengebørn. Hun kender derfor til undertrykkelse i religionens og traditionens navn, og kan med stor personlig overbevisning sige, at Gud er et påhit, og overgivelse til hans vilje blot betyder overgivelse til den stærkestes vilje.

Ayaan Hirsi Ali afviser religion som moralsk rettesnor, og i særlig grad islam, for det er den religion, hun har et udestående med. Hun siger med en fin formulering, at ”vi muslimer har tabt balancen mellem religion og redelighed af syne” og at ”det er tvingende nødvendigt, at muslimerne starter med at reformere og kritisere deres religion indefra med hjælp udefra”. Ayaan Hirsi Ali efterlyser som så mange andre kritikere en muslimsk Voltaire, og der kan vist ikke være to meninger om, at en ny oplysningstid, der bringer islam i overensstemmelse med den demokratiske, sekulære retsstat vil være højst velkommen. Forfatteren mener, at oplysningen ikke kan vokse frem indefra, fordi forfattere, videnskabsfolk og journalister vil blive tvunget i eksil hvis de tænker kritiske og kætterske tanker. Derfor, siger hun, skal USA og vesten holde op med at sige, at islam er blevet taget som gidsel af et terroristisk mindretal: ”Islam har taget sig selv som gidsel”.

Når Ayaan Hirsi Ali taler om islam som en fejlslagen religion og nægter at der er nuancer, overser hun fuldkommen, at det er de religiøse mennesker, der skaber religionen. Men det gør det nemmere for hende at fordømme hele ”systemet” islam. Hun er dermed på lodret kollisionskurs med den pragmatiske holdning i vesten, som gerne vil respektere islam og bekæmpe fundamentalismen på samme tid, og derfor er hun naturligvis blevet islamofobernes ikon og ukronede dronning. Jeg tror bare ikke, at religionshistorikerne vil købe hendes dom over islam. Blandt forskere er det almindelig kendt, at islam har haft en slags oplysningstid, men at muslimske samfund har stået i stampe under først koloniseringen og siden den sovjetrussiske indflydelsesperiode, der efterlod et magttomrum, som de religiøse fundamentalister forstod at udfylde.

Antologien ”Fri tale. Danske kunstnere om ytringsfrihed”, redigeret af Peter Legård Nielsen, Helle Merete Brix og Farshad Kholghi, spørger: Kan vi i dagens Danmark frit kritisere religion, og hvad hvis religionen er islam? Også denne bog falder altså perfekt sammen med morgendagens konference, hvilket måske ikke er så sært, da to af redaktørerne (Brix og Kholghi) også er medlemmer af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse, hvilket dog ikke fremgår af bogen.

Samlet set er antologien rodet og retningsløs, men det er den slags bøger så tit. Vi får bl.a. en lillebitte lignelse af Kim Larsen. Jeg kan ikke døje hans sange, men denne tekst er nu helt fin, og mig bekendt er det nyt at se ham som ”prosaist”. Det samme er tilfældet med Farshad Kholghi, der har skrevet en novelle om en ung selvmordsbomber i Tivoli. Det er tankevækkende, men kunstnerisk absolut mislykket.

Mest interessant er Kåre Bluitgen, der advarer imod religiøse mennesker, som føler sig krænkede af kunstnere i tide og utide, og han argumenterer for at kløfterne mellem mennesker skal fyldes op med endnu mere teater, endnu flere romaner og endnu flere film. Når han skriver, at kunst, der ikke provokerer, ikke er kunst, men underholdning, er jeg ganske enig. Omvendt betyder det jo ikke, at enhver provokation er kunst – meget apropos Jyllands-Postens herostratisk berømte satiretegninger af Muhammed. Avisen har som bekendt afvist, at der var tale om en provokation, mens både Kåre Bluitgen og Ayaan Hirsi Ali efterlyser provokationer som en del af kulturkampen mod islams fanatikere. At tegningerne under alle omstændigheder blev opfattet provokerende og krænkende, viser den arabiske verdens reaktioner, som for os at se er både hysteriske og anti-moderne. Når Kåre Bluitgen vil fylde kløfterne med endnu flere teaterstykker, film og romaner, opsøger han med andre ord de situationer, hvor vi notorisk ved, at modparten vil føle sig krænket. Det kan vi vælge at se stort på, men samtidig bør vi spørge os selv, om vores provokationer dermed er en del af løsningen eller en del af problemet. Svaret er ikke så entydigt, som man kunne ønske.

De antidemokratiske fundamentalister i Hizb-ut-Tahrir har netop på endnu et stormøde vendt sig mod vestlige værdier og nægtet dele af pressen adgang. Hver dag har sin nye historie om islam og muslimer, og summen af dem er forestillingen om en fejlslagen religion og fejlslagne mennesker. Omvendt bruger vi ikke mange sekunder på at overveje, om der indgår en selvopfyldende profeti i denne overfokusering på islam som årsagen til problemer. Hvorfor brænder de biler af i Paris? Fordi de er muslimer, eller fordi de er socialt marginaliserede? Der er ikke noget at sige til, at Gyldendals litterære direktør Johannes Riis for nogle uger siden sagde, at ”vi har fået muslimer på hjernen”. Det har han i dén grad ret i, og med antologien ”Fri tale” indgår hans eget forlag nu i en ny Bermuda-trekant sammen med Jyllands-Posten og Trykkefrihedsselskabet.

Ayaan Hirsi Ali: Jeg anklager. På dansk ved Jan Nygaard. 184 sider, 199 kroner. Jyllands-Postens Forlag. Helle Merete Brix og Farshad Kholghi, Peter Legård Nielsen (red.): Fri tale. Danske kunstnere om ytringsfrihed. 144 sider, 149 kroner. Gyldendal.