Kommentar i Weekendavisen den 1. april 2005
Kvalme. Nu begynder H.C. Andersen-festen, men jeg vil bare gerne hjem.
Hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed: Vores alle sammens hjemmefødning og kosmopolit H.C. Andersen fylder i morgen 200 år. I den anledning er der havefest i Parken, hvor et skrabsammen af kunstnere skal hylde ham på så festlig en måde, at der drysser guld, galla og glimmer i stuerne hos tv-seere ude i verden. Andersens runde dag er nemlig både en kulturel og kommerciel verdensbegivenhed. Hvordan kan det så være, at vi allerede har fået nok?
Allerede sidste år udkom Jens Andersen store biografi, der slet og ret hed ”Andersen”. Den gik sin sejrsgang henover boghandlerdisken, og blev helt efter fortjeneste belønnet med Weekendavisens Litteraturpris. Da jeg vendte sidste blad, begyndte jeg at føle frygten for, hvad fødselsdagsåret ville bringe. Selv en gigant som H.C. Andersen har sine grænser. Lange tilløb er ofte trættende og sporene fra f.eks. Kulturby 96 skræmmer: da året endelig oprandt, var alle trætte af det. Og nu, hvor festen først for alvor skal til at gå i gang, har jeg det ærlig talt sådan, at jeg bare gerne vil hjem og have lidt fred og ro. Og det er jeg tilsyneladende ikke ene om. Til fagbladet Journalisten siger Politikens kulturredaktør Jesper Friis ganske ærligt, at redaktionen allerede er ved at få kvalme. Han skulle jo også gerne kunne bevise, at det er ham – og ikke eventmageren Christian Have –der bestemmer hvad, der skal i avisen hvornår.
I årets løb gennemføres en række andre arrangementer, der omhyggeligt er indskrevet i en strategiplan for HCA2005, så festen peaker i medierne på netop de tidspunkter, som eventbureauet ønsker – det er nemlig i høj grad bureauet og ikke redaktionen, der sætter dagsordenen for hvad, der skal i avisen hvornår. Virkeligheden sker som bekendt ikke af sig selv, den er nøje iscenesat. Men når den er motivløs er den også gennemskuelig. Helt forudsigeligt er dagbladene derfor høfligt skeptiske overfor alt det trut og tingeltangel, der følger med udnævnelsen af H.C. Andersen Ambassadørerne, som bl.a. tæller en australsk sprinter og en japansk bagermester. Vi andre begynder bare at mærke mætheden, som sad vi og slog mave efter en god, lang og udmattende middag hos Collins eller Heibergs.
I 1869 åbnede Georg Brandes sin afhandling ”H.C. Andersen som Æventyrdigter” med den berømte sætning ”Der skal Mod til at have Talent”. Han mener, at man skulle turde stole på sine indfalds sundhed og være dristig nok til at udsætte sig for at blive kaldt affekteret eller vild. Ellers kan man ikke følge sit instinkt mod kunsten, siger han. Meget passende er den indsigtsfulde læsning af eventyrene – den første seriøse af sin slags – genoptrykt i den Georg Brandes-antologi, som Jørgen Knudsen udgiver i dag, dagen før den runde fødselsdag. I et brev til broderen Edvard, som også indgår i bogen, dukker nøjagtig den samme betragtning op igen. Denne gang handler det ikke om H.C. Andersen, men om brødrene selv. Georg er i virkeligheden frustreret over, at pressen har ignoreret hans bog om ”Den romantiske Skole i Tyskland”, andet bind af Hovedstrømningerne, og han slår fast: ”Hele Talentet bestaaer i Mod til at holde Fortvivlelsesparoxysmerne ude”.
Ja, selv genier – store som små, æstetiske som kritiske – bliver ramt af fortvivlelse. Deres talent til at holde anfaldene ude, er første betingelse for, at de kan skrive, mener Georg Brandes. Han havde i al sin stridbarhed genkendt et af sine egne behov i H.C. Andersens meget mere fragile psyke – fælles for dem er nemlig, at begge angler efter anerkendelse. Derfor følte Georg Brandes sig også forbigået, da man i 1884 markerede 200 året for Ludvig Holberg uden at invitere ham til at bidrage til de officielle arrangementer. Han holdt derfor et langt, engageret foredrag for de københavnske arbejdere, hvor han i malende vendinger skildrede Holbergs kunst og levned. Og så sluttede han af med en bredside mod det borgerskab, som havde så travlt med at tage Holberg til sig og forsikre at de elskede ham. Tro dem ikke, advarede Brandes. At elske Holberg betyder nemlig at elske fornuften og fremskridtet og hade dumhed og gamle, stive vaners herredømme. Og Brandes mente ikke, at de der dengang i 1884 beherskede den offentlige mening rent faktisk elskede og hadede som Holberg.
I dag kan man så overveje, hvad Georg Brandes mon ville mene om den måde, vi fejrer H.C. Andersen på. Gud og hvermand har travlt med at forsikre hvor meget de elsker ham. På DR’s hjemmeside kan man sågar se små film med alle mulige studieværter, der udtaler sig skævt smilende om, hvad han mon ville have været, hvis han levede i dag (en foreslår, at han nok ville have været eventmager i et kommunikationsbureau!). Det er jo en værre gang pjat og populisme. Hvordan kan de overhovedet have en mening om det? Hvor rituel denne kanonisering af H.C. Andersen er, fremgår også af videoklippet på H.C. Andersen Fondens hjemmeside, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen taler langsomt og vævende om H. C. Andersen som historiens største dansker, fordi hans eventyr er universelle, også i en globaliseret tid. Herregud, hvor gennemskueligt og banalt kan det blive?
Sagen er jo, at kun de færreste har læst H.C. Andersen. Vi kender i regelen en håndfuld af hans mest kendte eventyr, måske et enkelt digt eller to, i bedste fald titlen på en roman (som vi ikke har læst), og hovedtrækkene i hans personlige mytologi. Alligevel tillader vi os at dekonstruere ham og sætte ham sammen igen efter fjollet forgodtbefindende. Og hele tiden bilder vi os ind, at det hele er i hans ånd. Det tvivler jeg nu bare på. Jeg tror at han, sin forfængelighed og bekræftelsessyge til trods, ville gennemskue denne forlorne folkelighed og entusiasmen, der er lige så sæsonbestemt som en lejlighedssang til et sølvbryllup.
Udover de litterære sider af jubelåret, kender jeg kun et initiativ, der tilsyneladende har mere blivende værdi end en event, som skal tilfredsstille den glubske oplevelsesøkonomi, der har jaget en forlystelsessyg og umættelig djævel i enhver. Jeg tænker på HCA-abc-fonden, der i H.C. Andersens navn skal modarbejde en lidelse, der stavnsbinder folk i udsigtsløs fattigdom, nemlig analfabetisme. På fondens lige lovligt hemmelighedsfulde og ordknappe hjemmeside hedder det: ”Gennem etableringen af Fonden er der skabt et varigt eftermæle for H.C. Andersen, der vil vække international opmærksomhed og være med til at gøre en forskel ved at bidrage til at bekæmpe analfabetisme globalt – gennem støtte til projekter med det formål at bekæmpe analfabetismen globalt og dermed hjælpe verdens børn og unge at læse og skrive.”
Ja, godaw mand, økseskaft. Det er ganske ubehjælpsomt skrevet, men hensigten er nu mere end god og det klart mest nyttige initiativ i Bikubens store litteratursponsorprogram. At hjælpe nogle af verdens mest underprivilegerede børn og unge til en fremtid med ord og bogstaver, er ikke bare en god sag, det er en nødvendighed for at sprede uddannelse og demokrati, der kan hjælpe konfliktfyldte lande ind i en stabil gænge.
Hvis en virksomhed ønsker at markedsføre et eller andet produkt i H.C. Andersens navn og med det officielle fødselsdagslogo, kræver det en godkendelse og en royaltyafgift, der er med til at finansiere fondens samarbejde med forskellige internationale organisationer. Så giver al denne folkelighed og kommercialisme pludselig bedre mening.
Tillykke, H.C. Jeg håber at dit talent og dit mod også rækker til at holde fortvivlelsen over al denne festivitas på afstand.