Kommentar i Amnesty, november 2005
Hvad har Told & Skats indsats mod sorte penge at gøre med en af verdens største naturkatastrofer? Og hvad er sammenhængen mellem danske håndværksmestre på weekendarbejde i villakvarterene og rige, hvide turister på daseferie i Sydøstasien? Umiddelbart: Ikke spor. Men alligevel en hel del. Det handler om noget så simpelt som menneskelig identifikation og solidaritet, om at genkende andre i sig selv og tage medansvar for deres velfærd. Og så handler det om, at humanitær hjælp og medieeksponering hænger nøje sammen. Ofrene kan kikke forgæves efter hjælpen, hvis ikke giverens godhed kommer i fjernsynet.
Et lille tilbageblik på nyhedsstrømmen i oktober 2005 illustrerer pointen:
Jeg hørte en dag et interview med direktøren for brancheorganisationen Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, i Radioavisen. Han sagde, at byggebranchen måtte tage ansvar i kampen mod sort arbejde, fordi omfanget nu er blevet for stort. Samfundsfællesskabet bliver snydt for hvad der svarer til to Storebæltsbroer hvert år, intet mindre. Derfor foreslog direktøren, at Told & Skat skal patruljere på villavejene i velhaverkvartererne i weekenderne, notere hvilke håndværksvirksomheder, der har biler holdende ved huse, der får nyt tag, nyt badeværelse, ny carport osv. Derefter skal disse virksomheder modtage et brev om, at skattemyndighederne holder øje med deres indberetninger om indtjening på netop denne adresse på netop denne dato.
Men hvordan kan det være, spørger journalisten, at håndværksmestrene hidtil har gået fra af Told & Skats razziaer, når grønthandlerne, kioskerne og restauranterne jævnligt bliver besøgt. Direktørens svar var tankevækkende, her citeret efter hukommelsen. ”Det skyldes nok, at vi alle selv kender en håndværker, eller at vi kender en der har modtaget penge sort, ja måske har vi selv betalt på denne måde”. Med andre ord handler det om identifikation. Derfor har vi sympati med danske håndværkeres måneskinsarbejde, men ikke med indvandrernes fiflerier med momsen på cola, smøger og kebab.
Et andet nedslag i nyhedsstrømmen i efteråret 2005 tager os til Pakistan, hvor det største jordskælv i nyere tid fandt sted. 60.000 mennesker døde i løbet af de første dage, og vinterkulden ville inden længe gøre det af med mange tusinde flere (det ved man mere om, når dette læses, end når da det blev skrevet). Millioner af mennesker mistede husly, levebrød og fremtidshåb. Nødhjælpsorganisationerne og FN meldte om en sæson i helvede, hvor midlerne var groft utilstrækkelige, ødelæggelserne ekstreme og medieopmærksomheden minimal. Tsunamien i Asien slog flere ihjel, rapporterede de, men jordskælvet her har ødelagt mere, og mulighederne for at hjælpe er langt vanskeligere.
Hvad har sort arbejde i Rungsted og jordskælvet i Pakistan så med hinanden at gøre? Michael H. Nielsen har allerede givet svaret. Hjælpen strømmede ind til Asien – oven i købet i sådan et omfang, at nødhjælpsorganisationerne havde for mange penge – fordi vi alle (i hvert fald i princippet) kendte et af ofrene. Vi kunne selv have været gæster på de thailandske strande, og vi havde turisternes klare billeder af de samfund, der blev skyllet væk af flodbølgen. Katastrofen blev filmet af turisternes digitalkameraer og mobiltelefoner, og i løbet af nul komma fem kunne vi se liveoptagelser og billedserier af oversvømmelsen på nettet. Asiaterne delte deres katastrofe med os, pakistanerne kan få deres for sig selv.
Hvorfor har de danske tv-stationer ikke taget initiativ til et indsamlingsshow til fordel for jordskælvets ofre? Er det kun fordi, vi ikke har billederne? Hvor er mediernes og erhvervslivets offensive kreativitet? Hvorfor griber vi ikke dybt i lommerne denne gang? Hvordan kan det være, at en arbejdsgiverorganisation som Dansk Byggeri ikke føler det som en hjertesag at hjælpe pakistanerne? Hvis man søger på ordet Pakistan på Dansk Byggeris hjemmeside, får man nul match. Hvis man søger på ordet tsunami, kan man læse, at organisationen gav 200.000 kr. til tv-indsamlingen Hjælp Asien efter nytåret 2005. Hvis man søger på ordet jordskælv, kommer man frem til en interessant branchenyhed for ingeniører. Den blev offentliggjort kun fjorten dage før den katastrofale flodbølge, og knap et år før jordskælvet:
”Forskere har frembragt de første simulerede jordskælv med henblik på at afprøve, hvor godt almindelige byggematerialer og vigtig infrastruktur så som stærkstrømsledninger kan modstå de ødelæggende kræfter i forbindelse med jordrystelser. Forskerne, som er tilknyttet fire amerikanske laboratorier, håber, at deres resultater kan hjælpe ingeniører til at udvikle stærkere stærkstrømsledninger, telekommunikationskabler og rør til vand og brændstof”.
Man kan kun konstatere, at forskerne er på sporet af noget nyttigt.
Dansk Byggeri kalder en spade for en spade i debatten om det sorte arbejde. Håndværksmestrene er vi socialt og kulturelt indforståede med, og derfor er vi tilbøjelige til at se gennem fingrene med deres snyd. Herregud, her hos os er sort arbejde jo en accepteret form for kriminalitet, ligesom det i andre lande er helt ok med lidt smørelse af embedsmænd. Omvendt er ejerne af kioskerne og grønthandlerne fremmede for os, og derfor er det langt nemmere at slå ned på deres fusk. Det er et befriende ærligt opgør med en del af det danske hykleri. Men når det handler om ofrene for naturkatastroferne i Asien og Pakistan, er Dansk Byggeri selv en del af hykleriet. Vi giver til dem, vi kan identificere os med – det var jo vores feriebungalows der blev skyllet væk, og Ib Michael var øjenvidne – mens vi ignorerer dem, som vi ikke kan spejle os i og derfor ikke føler den store solidaritet med. Det er en humanitær ansvarsfraskrivelse, som vi ikke kan være bekendt.