Skriften på væggen. Jens Christian Grøndahl spiser ravioli i nøddesovs med Seppo Mattinen, der fylder 75 år i dag.
Forvansket til genkendelighed
Det hedder sig ofte i anmeldelser af Jens Christian Grøndahls bøger, at ikke et ord er fejlplaceret, men om det er godt eller skidt, er et åbent spørgsmål. Bare se forfatterskabets romaner, der hedder sådan noget som Det indre blik, Sekundernes ensomhed og Stilhed i glas, titler med en nærmest tvungen intellektuel dybde. Der er en gravalvorlig stemning over hver eneste sætning, som om de er kalligraferet med en bedemandsagtig langsomhed der holder ethvert tilløb til humor i ave og gør al spontanitet forbudt.
Sådan er det også med Sihaya ti amo, der udkommer i anledning af kunstmaleren Seppo Mattinens 75-års fødselsdag i dag. Bogens titel refererer til en graffiti på en husmur, som går igen i et af kunstnerens malerier. Efter at en eller anden forelsket ungersvend havde skrevet sin kærlighedserklæring til Sihaya, havde et teleselskab placeret en stålboks op ad muren, så den halvt dækkede ordet ”amo”. Seppo Mattinen har fastholdt motivet i et maleri, og Jens Christian Grøndahl benytter kærlighedserklæringen til at reflektere over hvem Sihaya er. Måske en af byens indvandrerpiger? På den måde kommer nøglebegreber som byen, kunsten, kærligheden og eksilet til at hænge sammen.
Seppo Mattinen har nu boet tyve år i Rom, hvor Jens Christian Grøndahl besøger ham for at skrive dette essay. De to vandrer lange ture sammen, falder ind i små beværtninger og drikker ”ravgul, skummende vin”. Når de skal have frokost, skriver Jens Christian Grøndahl: ”Vi sad på et lille spisested i Via San Martino ai Monti, deres ravioli i nøddesovs var ret udmærkede, og frascatien prikkede frisk mod ganen.”
At der ikke er plads til så meget som et eneste løssluppent ord, når Jens Christian Grøndahl skriver, viser et andet eksempel:
”På en af vores spadsereture talte vi om forskellen mellem at huske og erindre. For ham er det vigtigt at skelne. Det, man husker, har man registreret, som var man et kamera, men det er man jo ikke, og de fleste af os husker dårligt. Til gengæld erindrer man. Seppo bemærkede, at erindringen altid har en hensigt, og for ham er hensigten at billedliggøre en særlig atmosfære. Han erindrer, idet han genskaber det sete og samler i overensstemmelse med billedets egensindige lovmæssigheder. Kompositionens bærende linjer, farvernes kontrapunkt, skalaforholdenes humor. Ja, for humor og sørgmodighed er i Seppos billeder ét med formens balance og farvernes harmoni.”
Og endnu et eksempel:
”Seppo har været fremmed, siden han brød op fra sin barndoms Helsinki og slog sig ned først i Sverige, derpå i Danmark, hvor han blev i tredive år for siden at tilbringe snart tyve år i Rom. Jeg tror, hans lethed, hans ubesværede gang, er forbundet med, at han på en måde stadig er en gæst, der blot er blevet hængende. Han ser det hele udefra, fordi han er henvist til at se uden de indfødtes brilleglas og selvforståelse. Derfor kan man med samme ret sige, at han ser alting indefra, med uspoleret undren og sans for de upåagtede sider af virkeligheden, som andre bare går forbi.”
Og et sidste eksempel:
”Som ansigterne på de byzantinske mosaikker i San Prassede og Santa Maria in Trastevere, hvor mosaikgulvenes kosmatiske hvirvler for resten minder om Seppos evindelige prikker og riller. Det rytmiske grundstof i hans billeder fra en stadig fremmedartet, stadig eventyrlig by. Forvansket til genkendelighed.”
Ja, der står faktisk kosmatiske med a, ikke kosmetiske (min fremmedordbog kunne ikke hjælpe mig), men pyt med det. Det afgørende er Jens Christian Grøndahl her rammer Seppo Mattinens kunst, som vi lærer den at kende her i bogen, ind i en eneste sætning, der på én og samme tid er uhyre enkel og uhyre raffineret: Forvansket til genkendelighed. Nøjagtig sådan genkender man Rom i malerierne, især når man får dem forklaret – og med den simple omlægning af den forventede sætning, ”forvansket til uigenkendelighed”, får Jens Christian Grøndahl hele pointen om Seppo Mattinens kunst til at træde tydeligt frem.
Jens Christian Grøndahl er suverænt dygtig til at kortlægge motiverne i Seppo Mattinens kunst. Han har et godt blik for detaljerne, og det er en fornøjelse at ordlæse teksten og billedlæse malerierne parallelt. Med den rutinerede skribents håndelag kombinerer Jens Christian Grøndahl kunstneren, byen og eksilet med skriften på væggen. Det halvt skjulte budskab til den fremmede Sihaya bliver behændigt til essayets akse og nøglen til Seppo Mattinens kunst.
Den selvhøjtidelige skrivekunst mangler humor, vildskab og farlighed. Sihaya ti amo er som raviolien i nøddesovs ”ret udmærket”, og det er stensikkert godt nok til en tekst i et udstillingskatalog. Det opfylder givetvis også de fleste standardkrav til dansk normalprosa. Men det indfrier ikke de forventninger, man med rette kan have til Jens Christian Grøndahl.
Jens Christian Grøndahl: Sihaya ti amo. Seppo Mattinen og hans Rom. Med fotografier af Joachim Ladefoged. 96 sider, kr. 248. Gyldendal.